Kannibalerne blev kristne på Vestpapua

Vestpapua er hjemsted for verdens mest primitive stammer af kannibaler og andre, som bor i hytter højt oppe i træerne. Nu er mange af dem kristne.Kun få véd, at det stammefolk på Vestpapua, som var kendt som kannibaler, nu har taget imod evangeliet med åbne arme. To millioner ud af en befolkning på to en halv million er blevet kristne.Ligeledes er det heller ikke kendt, at disse kristne i dag presses hårdt af tilflyttende muslimer fra det øvrige Indonesien. De kristne decimeres af overgreb fra deres eget militær, af sygdom og af mangel på medicin.
I Vestpapua hedder mange Otto. Det er missionæren Otto, som ankom fra Tyskland i 1848, der har fået sit navn foreviget på denne måde.
På den tid levede mine nye venners forfædre stadig i fuldkommen isolation. Det meste af verden – bl.a. Amerika – blev ”opdaget” i 1400-tallet. Men ikke højlandet i Ny Guinea.

’Opdaget’ i 1938

Det var først i 1938, at militærfly opdagede en kultur og altså også mennesker her. I 1955 kom de første missionærer til danistammen i Baliendalen, som ligger 1600 meter over havet.
Jeg talte med en, som var med den dag og huskede, hvordan missionærerne introducerede salt for dem.
– Jeg var fem år, husker Wapu Game fra danifolket, som sidder over for mig på en eukalyptustræstamme.
Nu og da høres glade ”Uuwwaa”-råb fra floden. Det er en af Wapus folk, som lader sig døbe. Den lille mand er øverste leder for en bevægelse på 970 000 mennesker, i Gidi-kirken, som er en form for baptistkirke.

Beskød missionærer med giftpile

Wapus folk har oplevet meget, siden han så til, da de første missionærer blev beskudt med giftpile. Mindst en af dem døde. Men der gik ikke længe, inden stammen opdagede, at missionærerne havde noget, de absolut ville have. Noget, som var langt mere værdifuld end økse og stålknive: de var ikke bange for døden.
– For os var døden et forfærdeligt traume, fortæller Wapu. Om natten lyttede de ældre efter dødsfuglene, og når de sang, var der altid nogen, som døde.
Det virker, som om Wapu gyser.
– Vi forsøgte med al slags sort magi at få liv i kroppene, men det hjalp ikke. Sorgen var enorm. Mammorerne skar en finger af for hvert barn, der døde, forklarer Wapu.
Men så fortalte missionærerne om Jesus, som var genopstået! Budskabet blev modtaget, og folk brændte amuletter og feticher på store bål. Det gik meget hurtigt, siger Wapu, få uger efter, at de havde bestemt sig, blev alt brændt.
Hele Wapus forældregeneration tog imod Jesus. Wapu betragtes allerede som anden generations kristen. Som nygift teenager gik han i bibelskole og har siden da været i gang med at sprede evangeliet til fods i bushen.
Selv i dag nås mange byer og menigheder kun med Mission Aviations små Cessnafly. Der er ingen veje og ej heller megen anden infrastruktur, såsom skoler eller sygehuse. Skolebygninger og sygehusbygninger eksisterer – Wapu har selv indviet bygningerne. Derimod er der hverken læger eller lærere.

Snydt for frihed

Manglen på uddannelse er et sår i vestpapuanernes sjæl. Ved ”folkeafstemningen” i 1969, da det skulle afgøres, om Vestpapua skulle være selvstændigt eller tilhøre Indonesien, anså man stammefolkene for at være alt for ”udannede” til at kunne stemme. Det blev i stedet kun nogle ”repræsentanter”, håndplukkede af Indonesiens militær, som kom til at stemme – og ikke en gang ved et hemmeligt valg, men i al offentlighed!
FN sov. Verden var ikke interesseret i Wapus folk.

Folk dør…

Lipiyus lyder ikke så sikker i telefonen fra Yayapura. Nu lyder han bedrøvet. Han har holdt så mange begravelser på det sidste, fortæller han. Folk dør hele tiden af malaria og HIV. Dyr medicin har de ikke råd til.
– I Enarotali-regionen, som kun kan nås med fly, hærger en ny sygdom, som vi ikke kender, beretter Lipiyus. Tyve personer er allerede døde, men regeringen reagerer ikke.
Lipiyus Biniluk er forstander i den 970.000 medlemmer store Gidi-kirke. Han var en af de ledere fra ni forskellige samfund, som i oktober rejste til hovedstaden Jakarta for at bede regeringen om at genoptage forhandlingen om Vestpapuas selvstændighed.
– Vi må gøre noget, ellers overlever vi ikke, siger Lipiyus.
I dag er halvdelen af befolkningen i de kystnære områder allerede muslimer.
– Missionærerne skulle have forberedt os på det her og ikke kun opfordret os til at gå i bibelskole, fortsætter han. Som det er nu, har vi ikke uddannede folk og kan ikke forsvare os!
Muslimerne kontrollerer alt: sygehusene, bankerne, forretningscentrene.
(Oversættelse: Jan Krag)