Dansk musical skal opføres ved Masada
Bygger blandt andet på bibel-profetien om de døde knogler, der bliver til en mægtig hær.En dansk musical får i marts premiere ved ørkenfæstningen Masada i Judæas ørken i Israel.
Forestillingen er et dansk initiativ med både danske og internationale kunstnere.
The Resurrection Army, som musicalen hedder, har ingen almindelig teaterkulisse. Den opføres nemlig på stedet. På en ørkenscene med Herodes virkelige ørkenfæstning Masada ved Dødehavet som dramatisk baggrund.
Det sker den 21. og 22. marts i år.
Handlingen foregår under jødernes sidste oprør mod Rom omkring år 66-70.
Oprøret er beskrevet af den jødiske samtidshistoriker, Josephus Flavius, i hans berømte værk: Jødernes Krig (The War of the Jews, vol.VII, 395-406).
Det nøjagtige tidspunkt for handlingen er de sidste dage omkring det dramatiske øjeblik, da den 15.000 mand store 10. romerske legion efter tre års udmattende belejring sendte 8.000 mand op på Masada-bjerget for at angribe oprørernes ørnerede.
Musical-fortællingen er spundet over en gribende og lidenskabelig kærlighedshistorie mellem den barske, romerske general Flavius Silvas datter, Claudia, og den jødiske oprørsleder Eliezer, hvis folk i en mørk nattetime har taget den unge, romerske pige til fange.
Forestillingens bevægende kendingssang: Dont urge me to leave, synges af Claudia, da hendes elsker byder hende at bringe sig i sikkerhed, inden bjergborgens 960 indbyggere gør en ende på deres eget liv, for ikke som Joseph Flavius fortæller at falde som slaver i romernes hænder
Musicalens budskab er bygget over en gammel, hebraisk skriftrulle, der blev fundet ved Masada-synagogen i 1962. Eksperter betragter den som oprørernes sidste hilsen.
Bogrullen er en afskrift af den bibelske profet Ezekiels ord om de døde ben i dalen (kap.37), hvor han erklærer: Gud skal blæse livsånde i dem, og de skal en dag fremstå som en stor hær: The Resurrection Army – opstandelseshæren.
Både Israel og den øvrige verden spørger i denne time: Bringer denne opstandelseshær krig eller fred?
Musicalens tekst og idé er forfattet af den danske journalist Johny Noer. Han har tidligere skrevet musicalen: The Temple shall be built again. Musikken er komponeret af Bo Nielsen. Han er uddannet på det danske musikkonservatorium og har været kendt på den kristne musikscene siden 70erne, hvor han turnerede med sin bror under navnet Bo og Palle.
Hovedrollerne spilles af Majken Noer Kjeldgaard og Christoffer Nielsen.
Alt overskud fra salget af de 3.000 billetter går til det danske hjælpearbejde i Israel, Desert Peace (www.desertpeace.com).
Desert Peace har i en årrække arbejdet med unge fra en vanskelig baggrund i Israel, de palæstinensiske områder og Europa.
Ugen efter musicalen kører den næste 6-dages overlevelsestur i Zins ørken, hvor 50 unge palæstinensere og europæere, jøder, muslimer og kristne rystes sammen under sloganet: Under the burning sun, all are one!
Musicalen har en website på www.larsenproductions.com og der er en præsentation af musicalen på www.youtube.com under søgefeltet Masada Danish Musical.
Måtte denne drøm gå i opfyldelse,
skrev direktøren for Herodes ørkenfæstning ved Dødehavet i Israel, Eitan Campbell, for fem år siden.
Han havde lige set en præsentation af Masada-musicalen The Resurrection Army.
Drømmen bliver d. 21.-22. marts 2010 til virkelighed, når den danske hjælpeorganisation, Desert Peace, nogle dage overtager Masada.
Da de romerske legionærer efter tre års belejring stormede den uindtagelige bjergfæstning, fandt de, at de 960 jødiske forsvarere havde taget deres eget liv for ikke at falde i den romerske kejser Vespasians hænder.
Masada-scenens direktør har stillet stedets berømte lyd og lysshow til rådighed en fremvisning, hvor hele bjerget til sidst står i brand.
Dette projekt er som en håbets flamme, udtaler han. Det er et lysende projekt midt i en mørk tid.