Hvor næstekærlige bør vi være?

I kristelige aviser og blade, i prædikener og bibelundervisning, hører vi ofte om næstekærlighed, men hvor næstekærlige skal vi egentlig være, sådan i dagligdagen, i vores hverdag?Ordet næstekærlighed findes slet ikke i Bibelen, men der tales klart om, at vi skal elske vores næste som os selv, og om, at hvad vi har gjort imod de mindste små, har vi gjort mod Jesus. Så begrebet næstekærlighed spiller absolut en afgørende rolle i Bibelen og derfor også i forkyndelsen.
Ordet ”næstekærlighed” kommer af ordet ”næste” eller ”nærmeste”. Ord om at elske næsten forpligter og mest berømt er buddet om at elske sin næste som sig selv (3 Mos 19,18).
Jesus mente bestemt ikke, det var tilstrækkeligt at elske de nærmeste. Vi har en forpligtelse også over for mennesker, der ikke er vores familie eller nabo. Næstekærligheden gælder også fremmede, nydanskere, mennesker i andre dele af verden; mennesker, der slet ikke ligner os.
Næstekærligheden har en umådelig central placering i hele Jesu forkyndelse og præger hans livsførelse. Han rækker ud til mennesker omkring sig, og han udnævnte det dobbelte kærlighedsbud, kravet om kærlighed til Gud og ens næste, som det største bud i loven (Mark 12,28-34).
Jesus accepterede som nævnt ikke, at næstekærligheden kunne reduceres til at gælde ens nærmeste. Han udvidede derimod næstekærligheden til også at gælde fjenderne (Matt 18,21-22). Vi er forpligtede på at møde mennesker, der vil os det ondt (fjender) med kærlighed. Vi er forpligtede til at vise kærlighed til alle mennesker.
Gennem lignelser, fx om den barmhjertige samaritaner, fortællinger om sultne, syge, overfaldne, syndere og toldere, og gennem bud fremhævede Jesus næstekærligheden som det vigtigste bud af alle bud, som noget der må leve i og gennem os, og Jesus praktiserede selv næstekærlighed i sit samvær med mennesker, uanset deres status.
Næstekærligheden kan ikke overdrives. Den må være en integreret del af vores liv. Du skal elske din næste, som er sådan én, som du selv er.