Bognarkoman…

Okay, det lyder måske som et lidt voldsomt ord, men jo den er god nok. Det var jeg. Fra jeg var omkring otte og godt op i tyverne.
Det meste af tiden var jeg udmærket klar over det. Men i modsætning til alkoholikere og rigtige narkomaner sagde mine venner ikke: ”Åh nej, du har brug for hjælp”, når jeg kom med bekendelsen. Tværtimod mødte jeg oftest udsagn i retning af: ”Du skal nok blive rigtig klog”, og ”Det er da en fornuftig beskæftigelse”,eller ”Bare det var mig”. Og jeg ved godt at, det er svært at forstå, at det kan være dårligt. Men tro mig, dét kan det. Selvom jeg også blev klog af det, og min krop ikke tog skade, som den gør af de andre afhængigheder.
Jeg tror, at jeg bliver nødt til at forklare jer det, før I vil tro mig. Alle (som bare kan lide at læse lidt) kender følelsen af at have fat i en rigtig god bog, som man bare ikke kan slippe igen. Prøv at forestille jer, at den følelse gælder alle bøger, ja faktisk alt læsestof (Bortset fra lektier og tungt fagligt stof). Det var sådan, at når vi havde biblioteksdag i skolen, skulle jeg aflevere mine bøger til min mor, når jeg kom hjem, og så gemte hun dem for mig. Hvad hun ikke vidste var, at jeg fandt gemmestedet i skuffen i soveværelset og i al hemmelighed læste bøgerne om natten. (Undskyld mor) Og da var jeg måske kun ti eller tolv.
Hvis jeg ikke havde flere nye bøger, var der to muligheder. Enten læse dem jeg ejede en gang til (jeg har læst flere af dem over 20 gange) eller gå på fagbogsreolerne inde i stuen. Og der er den så igen: ”Jamen, hvordan kan det være skadeligt, det må du have lært utrolig meget af.” Og ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Men jeg spildte også en stor del af min barndom og ungdom på det. Fordi narkomanien lå i, at det ikke bare var en hobby, men en flugt fra livet.
Jeg er sikker på, at der sidder mange læsere og er helt klar over, hvad jeg snakker om. Ikke fordi de er bognarkomaner, men fordi de har en eller anden ting i deres liv, som de flygter ind i, når livet bliver for krævende, for skræmmende eller bare kommer for tæt på.
Jeg har ikke de vises sten. Men jeg har brugt tyverne til at komme i kontakt med livet på godt og ondt. Og jeg er bare utrolig glad for ikke at være bognarkoman længere, selvom jeg godt lige kan snuppe et enkelt shot engang imellem.