Danske film viser religiøst tagselvbord

Nyere danske film indeholder mange religiøse symboler. Men de underbygger ikke et kristent budskab, viser analyse i bachelorprojekt.
Hvordan udspiller kristen religiøsitet sig i nyere danske film?

I filmen Adams æbler (2005) spiller Bibelen en vigtig symbolsk rolle. Bibelen lander flere gange opslået på Jobs bog – men de færreste danskere kender Jobs fortælling i Bibelen.

Det spørger Stefan Christensen i sit bachelorprojekt ”Religiøse symboler i danske film”. Han studerer Medievidenskab på Syddansk Universitet. En analyse af projektet er netop rundsendt til KLF, Kirke & Mediers lokalforeniger.

Stefan Christensen inddeler brugen af kristne symboler i tre kategorier.
1. Filmen gør direkte brug af kristne symboler, som fx kors, Bibelen og præster.
2. Filmens handling er en parallel til bibelske beretninger.
3. Filmen indeholder mirakuløse fænomener.
Forbrydelser (2004) af Anette K. Olesen er et eksempel på en film, hvor en præst får symbolsk betydning. Men fængselspræsten Anna er hverken den typiske gode sjælesørger eller den hykleriske moralske vogter. Det er ikke Anna, men en af de indsatte, Kate, som har forbindelse til den åndelige verden.

I filmen Adams æbler (2005) af Anders Thomas Jensen spiller Bibelen en vigtig symbolsk rolle. Bibelen falder på gulvet flere gange og lander hver gang opslået på Jobs bog. Her ligger symbolikken tæt på det kristne budskab – men i virkeligheden er det de færreste danskere, der kender Jobs fortælling i Bibelen.

Filmen O happy day (2004) af Hella Joof indeholder en ekstraordinær, mirakuløs hændelse. Den amerikanske korleder Jackson og gospelsangeren Hannah indleder et kærlighedsforhold, og mens de ligger på gulvet i kirken, drysser rosenblade ned fra kirkens loft. Hændelsen peger ikke som sådan på kristendom eller Gud.

I filmen Forbrydelser (2004) er det ikke fængselspræsten Anna, men en af de indsatte, Kate, som har forbindelse til den åndelige verden.

Nyere danske film indeholder altså religiøs og kristen symbolik, men det betyder ikke, set ud fra Christensens analyse, at danskerne generelt er blevet mere troende i kristen forstand. Ingen af de nævnte eksempler indeholder en tydelig forkyndelse. Symbolikken er lagt ind i filmen som et ekstra fortolkningslag, men det er op til publikum at fortolke værdien af symbolet. Som i alle former for billedsprog finder man også i det religiøse en tvetydighed.

Det religiøse materiale i nyere danske film fungerer i høj grad som et åndeligt tagselvbord. Individet er i centrum. Gud fungerer derfor ikke som en endegyldig målestok for rigtigt og forkert. Dette indebærer, at menneskers trospraksis er blevet individuel. Den er ikke dikteret af kirken og har måske ikke engang tilknytning til denne. I stedet trækker man de religiøse elementer ind i sit liv, som man finder vigtigst.

Medierne er normsættende, mener professor ved Københavns universitet Stig Hjarvard, som Christensen henviser til. Det er nemlig ofte i medierne, at danskeren finder frem til, hvilke holdninger og meninger der er passende, og det er også her, man i filmens verden møder fortællinger om godt og ondt. Disse får i mange tilfælde lov at udfylde den rolle, som de store bibelske beretninger har haft tidligere.
Således er nyere danske film med til at fremme en individualistisk sammensat tro, der ligger langt fra den kirkelige institution.
Læs en uddybende analyse på www.klf.dk.