Så accepter mig dog!

Følelsen af accept er livsvigtig for et godt selvbillede og selvrespekt. Disse værdier grundlægges i barndommen. At blive accepteret er livsvigtigt for et barns selvværd og giver gode vækstbetingelser for udvikling og selvtillid.
Desværre udvikler forældre ofte den idé hos børnene, at de er accepterede, når det går godt for dem, og de gør det rigtige. Men at de ikke er accepterede, når de mislykkes. Så hvordan opbygger vi følelsen af accept i vores børn?

1. Betragt barnet som helt specielt.
Da en mor til to piger skulle fortælle sin mand, hvad de havde oplevet om dagen, gik det op for hende, at hun sagde: ”En af pigerne gjorde sådan”, eller ”en af pigerne sagde det”. Hun behandlede dem som en enhed, og det fratog dem indiviualiteten.
Der findes ikke to ens børn. Hvis man behandler alle ens, får man problemer. Det sker, at forældre siger: ”Jeg forstår ikke, hvad der gik galt med vores yngste. Vi har behandlet vores børn ens.” Bare forsøget på at behandle dem ens må have skabt problemer.
Når vi opdager forskellige evner og karaktertræk, undgår at sammenligne børnene og behandler hver enkelt af dem som en speciel person, giver det dem følelsen af at være accepterede.
Når et barn får en gave, bør forældrene ikke opmuntre til, at de andre søskende får en gave samtidig. Selvfølgelig skal der på sigt være en jævn fordeling. Men at udvikle en følelse hos barnet af, at bror eller søster ikke kan få en gave, uden at man selv skal have en, opmuntrer til selviskhed.

2. Hjælp dem med at blive tilfredse med det, de gør.
En far blev kritiseret for, at han lod sin søn bruge plæneklipperen. Drengen var så lille, at han måtte strække armene over hovedet for at skubbe plæneklipperen, men faren gik ved siden af og opmuntrede ham. For drengen var det noget af en præsentation at bruge plæneklipperen. Det gav ham en god tilfredshedsfølelse.
En klog far står ved barnets side, når det prøver noget nyt og fremmed. Ved at gøre det accepterer han ikke bare barnet, han forbereder det også på livet.

3. Lad børnene få at vide, at du elsker dem.
Lad barnet vide, at du elsker det, vil have det og glæder dig over det. Et barn er en Guds gave. Noget af det værste for et barn er at føle sig som et uheld, et resultat af et uønsket svangerskab, eller en hindring for forældrenes lykke, en økonomisk byrde eller en klods om benet, som forhindrer forældrene i at udfolde sig, som de ønsker. Børn mærker hurtigt, hvad forældrene føler for dem. Lykkelige er de børn, som ofte får at vide, at forældrene gerne vil have dem og glæder sig over dem. Hvordan mærker børnene det? De ved, at de bliver værdsat, når forældrene tager sig tid til deres små projekter og benytter enhver anledning til at vise, at de er glade for dem.

4. Accepter barnets venner.
Der er meget vigtig for børn at have venner. Hjemmet skal være et sted, hvor børnene er frie til at invitere deres venner hen, og hvor vennerne gerne kommer.
Mange børn udvikler dårlige venskaber og uheldige forbindelser, fordi de ikke føler sig frie til at tage vennerne med hjem. Hvis forældrene åbent kritiserer børnenes venner, virker det sårende. Lad børnene mærke, at du sætter pris på deres venner. Det vil medvirke til, at de selv føler sig accepterede.

5. Hav et oprigtigt, ægte forhold til barnet. Alt for ofte ser det ud, som om forældre kræver, at børnene skal være perfekte. Dette skader både forældre og børn. Når vi er ærlige nok til at bekende vore egne svagheder og mangler og det faktum, at vi som forældre ikke er perfekte, letter vi på en hel del ubehagelig spændning og giver barnet håb.
Hvis forældre havde lettere ved at indse og erkende deres fejl og tilmed grine af dem, ville atmosfæren i mange hjem blive meget lettere. En far fortalte om en situtation, hvor sønnen kom hjem med dårlige karakterer i matematik: ”Da jeg var færdig med at snakke med ham, må drengen have haft den opfattelse, at jeg altid fik topkarakter i matematik. Men virkeligheden var, at jeg engang blev kaldt ind til læreren, som var så utilfreds med mig, at han troede, jeg var en sinke. Ved at lade som om jeg var dygtig, gav jeg min søn en følelse af håbløshed. Havde jeg i stedet været ærlig og sagt til ham, at jeg vidste, hvordan han havde det, for jeg havde også haft problemer, ville jeg have givet ham håb.”
Mange forældre spiller stadig rollen som perfekte. Det er, som om de siger: ”Jeg er perfekt. Jeg opfører mig aldrig på den der måde. Du burde følge mit eksempel.” Ved at gøre dette skaber de frustration i barnet. En sådan indstilling bidrager til følelsen af ikke at være accepteret.

6. Hør på, hvad barnet har at sige.
Den bedste måde at sige ”jeg accepterer dig” er ved, at man virkelig lytter. Ægte kommunikation er afhængig af, at man accepterer hinanden. Vi vil alle accepteres og elskes, og vi deler med andre i den udstrækning, vi føler, at de accepterer os. Når vi møder en, som virker helt uinteresseret i det, vi har at sige, trækker vi os straks tilbage. Men når nogen lytter og viser omtanke for os, uanset om vi har gode eller dårlige nyheder, ved vi, at dette er et menneske, som accepterer os.
Et barn føler sig accepteret, når forældrene tager sig tid til at lytte. Kærlighed staves sædvanligvis ”T-I-D” for barnet. Det betyder mere for et barn, at forældrene sætter sig ned og lytter, end at der er ryddet fint op og gjort rent.

7. Børn skal behandles som vigtige personer.
Et ægtepar fik ros af naboerne for at behandle børnene som ligeværdigt selskab. Først undrede ægteparet sig over det, men så gik det op for dem, at fordi de sagde ”tak”, ”undskyld mig” og ”værs’go” og i almindelighed prøvede at være høflige over for både børn og voksne, følte naboerne, at de behandlede børnene som ligeværdig selskab.
Børn skal respekteres som personer. Nogle skubber bare barnet til side i stedet for at sige ”undskyld mig” eller ”må jeg lige komme forbi?” Hvis du skal lære barnet respekt, må du respektere det.
John Locke gav for mange år siden dette råd: ”Jo hurtigere du behandler din søn som en mand, jo hurtigere bliver han en.” Børn har en bemærkelsesværdig evne til at leve op til deres rygte. Kald et barn slem, så vil han antageligt snart bevise, at han er det. Fortæl dine venner, at han er en slyngel, så vil de snart være enige med dig.
Omvendt: forældre, som stoler på og venter sig det bedste af barnet, vil sædvanligvis få at se barnet leve op til forventningerne.

8. Giv barnet mulighed til at vokse og udvikle sig på sin egen måde.
Forældre har en tendens til at lægge pres på børnene – specielt den ældste. De sammenligner med naboens eller vennernes barn. De afviser barnets egne præsentationer. De vil have, at barnet skal være anderledes, skal opføre sig upåklageligt og gøre det, som forældrene vil. De forlanger, at det skal tale og opføre sig som en voksen.
Forældre har ofte stærke idéer om, hvordan barnet skal gøre sig gældende i musik og sport, i intelligens og skønhed osv. Alt dette lægger et stærkt pres på barnet og kan give det stik modsatte resultat. En mor til fem voksne børn sagde: ”Hvis jeg kunne gøre det hele om igen, ville jeg prøve at lade hvert barn vokse op i en mere afslappet atmosfære. Jeg ville prøve at lade hvert barns specielle interesser og kvaliteter udvikle sig på en naturlig måde.”
Og endeligt er det sådan, at det er kun, når barnet føler sig accepteret af forældrene, at det føler sig accepteret af andre og af Gud. Ethvert barn er lige så unikt som sit eget fingeraftryk.

Læs i næste nummer om behovet for at blive elsket. Fra bogen ”Verdier barn trenger” af John M. Drescher, norsk oversættelse.