Barmhjertighed overvinder barrierer

Af Torben Madsen der er daglig leder af pinsekirkernes hjælpeorganisation International Aid Services.
Vi må overstige barrierer for at række ud til nødlidende. Og følge hjælpen helt til dørs. Det lærer vi af Den Barmhjertige Samaritaner.

Torben Madsen

Det er nemmere at sidde ved et skrivebord og tjekke emails end gøre noget, der virkelig rykker i den pulserende verden.
Det er nemmere at vedligeholde sit netværk på Facebook end at bygge relationer med mennesker i virkeligheden.
Og det er nemmere at holde møder med hinanden i kirker og foreninger end at møde mennesker i øjenhøjde på samfundets bund herhjemme og i udlandet.
Det vil søndagens tekst have os til at gøre noget ved.

Overvinde magelighed

Vi skal overstige vor egen mageligheds barriere, være villige til at afbryde vores egne planer, og få vore egne hænder i berøring med de nødlidende mennesker, der ligger syge og sårede i vejkanten.
Jesus er en fantastisk fortæller. Han ved, at det er kontrasterne, der sikrer en god historie og fastholder lytternes opmærksomhed. Og han viger ikke tilbage for at give et vink med en vognstang til datidens præster og levitter. Han taler også til os. Det har sikkert frydet manden på gaden dengang. Men hvad siger vi?
Den barmhjertige samaritaner er en påmindelse til kristne i almindelighed og kirkeledere i særdeleshed om at få prioriteterne i orden.

En barmhjertig livsstil

Der er en verden derude, som lider. Her tænker jeg som hjælpearbejder naturligvis meget på de 12 mio. sultende mennesker i landene ved Afrikas Horn. Jeg var imponeret over, at danskerne alligevel gav 110 mio. kr. i DR1 og TV2’s fælles tv-indsamling. IAS modtog 1,5 procent, dvs. 1,65 mio. kr. og er lige nu ved at uddele nødhjælp for pengene i flygtningelejren Afgoye ca. 40 km udenfor den somaliske hovedstad Mogadishu.
Men tv-indsamlinger og nødhjælpsindsatser kan ikke stå alene. Der skal et langsigtet udviklingsarbejde til, der sikrer infrastruktur, opdyrkning og vanding. Men heller ikke dette er nok. Vi kan ikke overlade arbejdet til hjælpeorganisationer, men må alle, uanset hvor i verden vi bor, gøre det til vores livsstil at være barmhjertige samaritanere. Kun på den måde kan uligheden udjævnes og de fattigste i verden få en chance for at overleve, trives og udvikles.

”Til sidst kom der en samaritaner forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham.”
Lukasevangeliet 10, 33. Maleri af Peer Laigaard.
Førstehjælp er ikke nok

Her har vi som kristne et særligt ansvar. Jesus gik foran som et godt eksempel og gav sit liv for at frelse os. Han demonstrerede evangeliet – både åndeligt og socialt. De gode nyheder videregives på samme måde i dag. Nu må vi følge i hans fodspor.
Det er her barriererne kommer ind. Det koster nemlig noget at give og gøre noget. Vi må gøre op med vores indstilling. Vi må lægge vores planer til side og blive mere spontane. Og vi må tænke langsigtet, så nødhjælpen bliver til udvikling. Ligesom Den barmhjertige samaritaner bragte den forslåede medborger til herberget og betalte for, at han kunne få medicin og komme sig.
Samaritaneren kunne have nøjedes med at give førstehjælp, og det havde såmænd også været prisværdigt. Men han fulgte opgaven helt til dørs og sikrede, at personen fik en chance for et nyt liv.
Må Gud hjælpe os til at standse op og se nøden i verden, overstige vores egen magelighed og gøre noget langsigtet for en nødlidende verden.