Karrieren må vente
Hverdagen har det med at komme i vejen for overvejelser om karriere.
Da mine børn var små, talte jeg en dag med en jævnaldrende kvindelig præst om, at børnefamilier havde alt for travlt.
Jeg synes, det er irriterende, at min karriere og børnene kommer i vejen for hinanden…det er uretfærdigt, at man har mest travlt med begge dele samtidigt, sagde præsten.
Dengang tænkte jeg bagefter, at det var lidt mærkeligt at høre en præst tale om karriere. Og om at børn kommer i vejen. Jeg har aldrig selv følt eller tænkt, at jeg har en karriere. Jeg arbejder bare så meget og så godt, jeg kan. Og mine børn er en stor gave (og opgave), der bestemt ikke kommer i vejen selvom det selvfølgelig ikke altid er nemt.
Arbejdsliv er for mig noget, der opstår undervejs – inspireret af og som følge af mine livsomstændigheder. Det, jeg er parat til, opstår. Bestemt ikke altid lige når det passer mig, men når jeg er parat.
Når jeg forsøger at handle velovervejet og korrekt, kan mine egne begrænsede tanker og forestillinger komme lidt i vejen. Mine overvejelser kan være en vigtig del af forarbejdet til en udvikling…og det er også vigtigt at mærke efter og bearbejde det, der sker, men alting falder for det meste først på plads, når jeg dropper al snusfornuft og giver slip; tænker positivt og tillidsfuldt, slipper styringen og endnu engang ender med at beslutte mig for at handle på min intuition. Det fungerer bedst for mig at gøre, hvad føles naturligt og rigtigt hvad hjertet og min egen tilstand signalerer. Gerne i kølvandet på bøn.
Nogle gange kan jeg ikke leve op til alt det gode, jeg gerne vil gøre eller som andre gerne vil have mig til at gøre eller lytte til – fordi jeg har brug for fred og uforstyrrethed, hvile og afslapning. Det sker især, hvis der er svære ting i familien eller for meget, jeg må forholde mig til. Når jeg mærker stress og mister min fred, så har jeg efterhånden lært at lukke af og så vidt muligt insistere på ro. Så længe som det er nødvendigt, slapper jeg helt af, indtil jeg genfinder min fred. Eller freden indhenter mig, så jeg igen har noget at give og gøre eller plads til at modtage noget.
Måske får jeg tid til at tænke over alt det der med karriere, når jeg bliver ældre. Eller også får jeg aldrig tid til at tænke over det. Men jeg håber, mit arbejdsliv bliver fyldt med glæde og gavn.
