Mathias oplevede Guds kraft
Mathias havde været til forbøn et par gange, men denne gang var det anderledes.Mathias så ikke sig selv som kristen. Men pludselig oplevede han Guds kraft på en måde, som han ikke havde prøvet før.
Mathias Waagepetersen var begyndt at komme til nogle gudstjenester på Nørrebro i København. Han var interesseret i troen og havde også været til forbøn et par gange.
– Det havde jeg prøvet nogle gange, uden at der skete det store ved det, smiler Mathias.
Det skulle dog snart ændre sig. Engang blev Mathias hængende i kirken, efter at gudstjenesten var færdig. Præsten var i gang med at rydde op oppe ved alteret.
– Så fik jeg en snak med præsten, og han spurgte til sidst om han måtte bede for mig. Og det måtte han jo gerne.
Mathias holder en lille pause. Han kigger op og tænker tilbage på den dag i kirken, hvor hans liv pludselig ændrede sig. Det er tydeligt, at Mathias har oplevet noget særligt. Han er normalt en smilende og glad mand, men smilet bliver endnu større, når han skal fortælle om, hvad der så skete:
– Da han bad for mig, så fik jeg sådan en oplevelse… af varme, nærvær og fred, som strømmede igennem hele kroppen, fortæller Mathias.
Til sidst lagde han sig ned på gulvet. Og følelsen af nærvær og fred fortsatte:
– Det stod måske på i 5-10 minutter, mens jeg bare lå der. Og den her følelse af fred, lethed og nærvær fortsatte. Så begyndte det måske at aftone lidt til sidst, og så rejste jeg mig op. Præsten var gået videre – han havde bare ladet mig ligge der, griner Mathias.
Det var første gang, han havde oplevet Guds nærvær. Før havde troen i højere grad været en intellektuel ting for ham. Det ændrede sig nu:
– Jeg definerede ikke mig selv som kristen. Men det gav mig en erfaring af, at Gud findes, at Gud var virkelig, og at man kunne erfare Gud.
– Det var jo en ret vild oplevelse, syntes jeg. Det gjorde, at troen gik fra at være noget intellektuelt til at være noget, man kunne erfare. Det var ikke længere bare noget filosofisk.
Mathias havde fået smag på mere og fortsatte med at komme i kirken på Nørrebro. Nu bor han i Århus og kommer i en kirke der.
Mathias er nu aktiv i kirken og brænder for, at andre skal opleve det samme som ham.
– Så er der jo også det, at man kan give det videre. Det er ikke bare noget, man kan modtage. Man kan jo også bede for andre, og så kan de opleve det samme, fortæller Mathias begejstret.
Han er nu flyttet til Århus. Her har han sammen med et team jævnligt været på gaden, hvor han tilbyder at bede for mennesker. Det gør han i troen på, at andre vil opleve noget af det samme, som han selv oplevede den særlige dag på Nørrebro.