Flammer, mirakler og vækkelse

1906-1910 oplevede en blandet gruppe af børn, teenagere, unge og lidt mere modne kristne en helt ekstraordinær udgydelse af Helligånden, som på flere måder matchede den første pinsedag.
Faktisk forlyder det, at flammer af ild over den lagerbygning, hvor møderne blev holdt dagligt i godt tre år, medførte adskillige udrykninger fra det lokale brandvæsen, som ved ankomsten undrede sig over, at ilden ikke fortærede nogen eller noget.

Overleveringerne

Da ilden for længst havde forladt bygningen, og de hellige vidner til en helt særlig besøgelsestid var nået pensionsalderen, fandt Tom Welchel (Broder Tommy), mange af disse vidner på Pisgah-plejehjemmet, hvor han sad ved deres fødder og lyttede til den ene beretning efter den anden. Det er disse beretninger, som 40 år senere genfortælles i nærværende bog. Et menneskes videregivelse af andenhånds oplevelser, det meste af et århundrede efter de fandt sted, og 40 år efter han selv har hørt dem, vægtes ikke højt på en kildekritisk troværdighedsskala. På den anden side kan det ikke være første gang, en historie om Guds virke har haft en sen, men rettidig udgivelsesdato.

Guds vækkelse

Hele vejen igennem bærer beretningerne vidnesbyrd om, at denne vækkelse var Guds værk; det var ham, der formåede at bringe alle racer sammen i et ellers raceopdelt samfund. Det var ham, der banede vejen for det sted, som kom til at danne rammen omkring de fantastiske mirakler, som han senere udførte gennem meget unge mennesker, som stolede på ham.

Shekinah-herligheden

Inde i den alt andet end prangende kirke – det var en slidt lagerbygning – dvælede Guds herlighed i over tre år. Som i Gamle Testamente, hvor Guds herlighed fyldte teltet eller templet, således beskrives Åndens tilstedeværelse som en tåge/dis, der fyldte rummet i større eller mindre grad. Et fænomen, der af alle disse vidner omtales som Shekinah-herligheden.
Denne fysiske tilstedeværelse af Guds ånd indgav de tilstedeværende tro og frimodighed til at bede om de mest utrolige ting. Præsten William Seymour bad ved to bevidnede lejligheder om, at en mands ben måtte gro ud, og en andens arm, og det skete for øjnene af de måbende tilskuere. Men som et af vidnerne senere udtrykker det i et digt i bogen, så er det vel ikke så underligt, når vi tager Guds væsen i betragtning.

Håb er Guds metode

”Azusa er tit blevet efterlignet, men aldrig kopieret” – det er alene Gud, der afgør, over hvem og hvornår han vi udgyde sin herlighed. Alligevel er postulatet, at man kan udlede en slags metode, forstået som nogle efterrationaliserede præmisser for vækkelsen:

Humility (ydmyghed)
Obedience (lydighed)
Prayer (bøn)
Expectation (forventning)

Disse principper var bærende for vækkelsen i Azusa Street og sikkert mange andre åndsudgyldelse før og sidenhen. Håbet er, at Gud snart vil udgyde af sin Ånd over alt kød igen; et håb, der deles af millioner af kristne verden over.

Azusa Street
– De fortalte deres historier
Genfortalt af Broder Tommy
96 sider • 120 kr.
Powerhouse


Artiklen fortsætter efter annoncen: