Ligestilling af frimenigheder

Hvis kirkeministeren får gennemført sit nye ritual for vielse af homoseksuelle, vil mange aktive kirkegængere af samvittighedsgrunde blive hjemløse.
Det er urimeligt, for det er netop dem, (og ikke det politiske flertal, som nu gennemtrumfer indgrebet), der bruger kirkerne mest. De føler sig dybt knyttet til kirkebygningen og ritualerne – ja, hele folkekirke-kulturen. For mange er det ikke et alternativ at skifte til en frikirke, hvor man ikke synger de kære salmer, men har nogen til at stå og synge med trommer og elektriske guitarer på en scene.
Mange folkekirkemedlemmer forbinder kirke med stilhed og eftertanke. Mens frikirkerne ofte lægger mere vægt på fællesskab og en show-præget gudstjenesteform.
Derfor må de nu danne lutherske frimenigheder.
Grundtvig fik i 1849 gennemført, at der indenfor folkekirken kunne være både valgmenigheder og frimenigheder.
Valgmenigheder: Hvis 50 medlemmer ønsker det, kan de oprette en valgmenighed. Her kan de selv vælge deres præst, som dog skal være cand. teol. Menigheden har ret til at benytte en kirke, når sognemenigheden ikke bruger den. Det skal de dog betale for. Og det er fortsat provst og biskop, der er ”hyrder” og fører tilsyn, ligesom det er biskoppen, der ordinerer og indsætter præsten.
Det sidste vil netop være et problem. For de fleste biskopper går jo ind for ritualet, og man kan ikke have en ”hyrde” eller overordnet, man ikke har tillid til. Derfor er det mere oplagt, at de benytter sig af den anden mulighed:
Frimenigheder: De er stadig indenfor den evangelisk-lutherske lære, som folkekirken bygger på. Men de er helt frie i forhold til provst og biskop. Til gengæld har de ikke et krav på at kunne låne kirkebygningen. Det er helt op til det lokale menighedsråd, om de vil låne kirken ud.
Her må vi have skabt ligestilling. Frimenigheder skal have de samme rettigheder som valgmenigheder.
De nye frimenigheder må kunne bruge kirkebygningerne – hvis de vil. Så her er en opgave for vores ligestillings- og kirkeminister. Med denne løsning vil hans lovforslag ikke få den samme traumatiske effekt på kirkelivet, men vise respekt for troende og aktive kirkegængere.

Af redaktør Henri Nissen