Er du også blevet kysset af Snedronningen ?
Karen Krogh Christensen fortæller her om at deltage i et kursus med den engelske underviser i indre helbredelse, Lin Buton. Hun bruger bl.a. H.C. Andersens eventyr Snedronningen i sin undervisning. I den kommende tid underviser hun i Danmark i sjælesorg, forbøn, identitet og selvværd. Ved at drage paralleller fra måden at forstå eventyr og myter på, over til hvordan man hører og forstår lignelser i Bibelen, opnår Lin Button lydhørhed.
Af Karen Krogh Christensen
Eventyrlig undervisning koblet med stor psykologisk og kristen indsigt smeltes sammen, når hun og hendes team fra England underviser i sjælesorg, forbøn, identitet og selvværd.
Mange mennesker har allerede oplevet, hvordan undervisningen kan helbrede gamle sår og minder. At vi dybt i vores hjerte og næsten på sjæleniveau kan indleve og forstå, hvad helbredende ord kan gøre ved os. Isen smelter så og sige i os.
Vi får nyt håb, som en af deltagerne nævnte, da jeg spurgte, hvad konferencen har gjort for hende. Håb om en fremtid, ja næsten genhåb, kaldte hun det.
Jeg blev smittet af atmosfæren i konferencerummet, og det var som om et forum langsomt blev bygget op. Jeg ville bare ikke gå glip af noget og tænkte, at hvis ikke jeg rejser mig op til forbøn, så får jeg ikke chancen for at gå dybere i mit liv.
Lin Button indledte en af konferencerne med at sige:
– Menneskeheden er blevet frakoblet forståelsen af, hvad Guds formål er med os.
Vi går rundt, som om det bare er tilfældigt, at vi er her. Men hvad er Guds plan for dig? Hvad er dit hjertes ønske for dit liv? Når vores ører er døve for formålet for os, og vi bare har travlt, er det på tide at lære at lytte til vores skaber.
Han har skabt os, vi er hans folk. Vi må lære Gud at kende – vi kan ikke skabe os selv. Vi ved kun, hvem vi er, når vi lytter til ham, sluttede Lin Button.
Sandheden i eventyret
Og da er det eventyrene og lignelserne kommer ind. For – som hun siger – der er fare for, at vi, når vi læser Biblen, har mistet evnen til at læse den med vores hjerte.
Lin Button forsøger på en måde at vække os fra den fortryllelse af optagethed af verden. Hun mener, der ligesom er et dække over vores hjerte, og at vi har en splint i vores hjerte, der hvor vi er blevet kysset af Snedronningen.
Mange føler sig i dag afkoblet, ensomme, fremmede, og nogle føler, de ikke engang har ret til at være her. Vi er usikre på, hvem vi er. Måske er vi bare en fejltagelse?
Lin Button fortæller, at ligesom i eventyret Snedronningen, hvor splinter fra troldspejlet rammer mennesker, så de ikke længere kan se det gode – alting ligner bare grøn spinat – sådan er det med mange mennesker i dag. Børnene Gerda og Kaj i eventyret er et fint eksempel på, hvordan vi kan blive kolde over for hinanden.
Fjenden, mørket og kulden gør det ved os. Fortryller os på en mørk måde og vi bliver fanget af det. Kundskaben om Gud blegner for os.
Modige Gerda drager ud for at finde Kaj og oplever mange forsinkelser. Men da hun bad sit fadervor, var kulden så stærk, at hun kunne se sin egen ånde; som en hel røg stod den hende ud af munden, ånden blev tættere og tættere og den formede sig til små klare engle, der voksede mere og mere, når de rørte ved jorden. Alle havde de hjelm på hovedet og spyd og skjold i hænderne, de blev flere og flere, og da Gerda havde endt sit fadervor, var der en hel legion om hende, de huggede med deres spyd på de gruelige snefnug, så de sprang i hundrede stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og frejdig frem.
Englene klappede hende på fødderne og på hænderne, og så følte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod snedronningens slot. Og til sidst finder hun Kaj og kysser ham. Gerda græder varme tårer over Kaj, og det smelter hans hjerte.
Når vi lærer at udøve Guds nærvær, så blegner mørket. Søen, som Gerda og Kaj skal over, hedder forstandens sø.
I vores moderne sø vil det være en trone af fakta og videnskabelige beviser. Gerda græder varme tårer over Kaj, som smelter hans hjerte og brænder troldsplinten ud af ham. Gerda og Kaj danser over isen og danner ordene, Evigheden. De har brudt fortryllelsen.
Lin Button fortsætter og siger, at vi i dag behandler Gud som en computer. Hvis bare jeg kan ramme den rigtige tast, så svarer han mig nok.
Fri os fra materialismen og det, der har blændet vore øjne, siger hun videre.
Hun informerer om, at hendes team vil bruge indviet vand og olie, og at de måske lægger hænderne på mennesker.
Hvis du står op, giver det os tilladelse til at komme og bede for dig, informerer hun. Hvis det syntes forfærdeligt for dig, så bliv siddende og kom op bagefter, og teamet vil bede for dig, forklarer hun smilende.
Lin Button anbefaler, at du sætter dig ved mennesker, du kender, for så er du mere fri. De hæmninger, vi har med hinanden, kan være en hindring. Hvis du har problemer med at sige til dine venner, at du gerne vil sætte dig for dig selv, så har du virkelig et problem, fortsætter hun frejdigt, til munterhed i salen. Hun anbefaler at følge hele undervisningen og selv fylde på med bønnerne i bøgerne, Father Matters og Mother Matters, for at blive fornyet i vores indre menneske dag for dag. Så vi ikke ser på det synlige, men ser på det usynlige, for det varer for evigt.
Hun fortsætter og fortæller, at mens hun og teamet bad for Danmark, fik de et billede af mørke, meget mørk jord, men lige under var der smukke blomster som brød frem af jorden.
Paralleller over til Bibelen bliver draget ind i undervisningen, og ligesom Paulus lærer vi, ikke at miste modet, når vi er i mørke.
Undervisningen giver kundskab om Gud, så den ikke fortager sig og blegner, så vi igen kan finde vej ud af mørket.
Mens Paulus var i fængsel, fæstnede han sit blik på det usynlige. Vi er nødt til at være ydmyge nok til, at vores hjertes øjne må blive åbne og oplyst, fortsætter undervisningen.
Jesus forstod, at vore øjne og ører er lukkede, så derfor bruger han lignelser. Ligesom myter og historier kan være de med til at åbne vore øjne. Vi bliver vækket i vores hjerter til livets sandhed. Derfor kan vi lide Star Wars og Ringenes Herre. Det der tiltaler os i disse historier ligger dybt i vores hjerter. Som C. S. Lewis sagde: Myter er en måde at se på det er ikke blot fri fantasi.
I filmen Narnia er løven Aslan er et billede på Gud og Jesus. Vi kan være bundet af mørket, som børnene i Narnia, hvor den onde snedronning har bundet deres bror, – og i hendes isverden er det altid vinter og aldrig jul.
Undervisningen på kurset i september på Emmaus i Haslev handler om forbøn og sjælesorg. I marts 2013 kommer en konference om identitet og selvværd. Begge konferencer handler om forholdet mellem os og Gud.
Lin Button sammenligner vores relation til Gud med ægteskaber, som holder. En undersøgelse har vist, at de ægtepar, der chatter med hinanden, taler om alt og intet, er de forhold, der holder.
På samme måde er det med vores himmelske far. Vi kan vi tale med ham om alting, skabe og vedligeholde relationen. Opnå det inderlige forhold til Gud og få evnen til at lytte og adlyde.
At lytte er også at adlyde, så han former og forandrer os, for vi har brug for hans hjælp, slutter Lin Button.
Lin Buttons baggrund
I mere end 30 år har engelske Lin Button beskæftiget sig med sjælesorg, rådgivning og forbøn. Hun har medvirket i næsten alle Leanne Paynes konferencer i Europa, herunder i 3 ud af de 4 i Danmark. I de senere år har hendes egen tjeneste med konferencer og undervisning oplevet en bemærkelsesværdig vækst, og hun har set manges liv blive markant ændret. Lins anliggende er at bibringe en bibelsk forståelse af, hvad det indebærer at være menneske, samt ved Helligånden at hjælpe mennesker ind i frihed og videre på rejsen imod helhed. Lin Button arbejder seriøst og fokuseret. Jesu kors er centralt placeret i hendes tjeneste. Healing Prayer school, www.healingprayerschool.org.
__________________________________________
En deltager fortæller:
Siden jeg blev kristen for over 20 år siden har Gud langsomt og nænsomt åbnet døre i mit sind som skulle renses og indhylles i kærlighed.
Derfor tænkte jeg, da jeg så brochuren, at jeg ikke længere havde brug for det. Ikke fordi jeg ikke længere havde brug for at modtage fra Gud, men at jeg havde lært så meget tillige hvordan jeg modtager fra Gud, at jeg kunne gøre-det-selv resten af mit liv.
Men med min ægtefælle i hånden tænkte vi, at alle input nok vil være gavnligt for vores ægteskab. (Han tænkte: Det ville være godt for min kone at være lidt mere sød, og Hun tænkte: Det ville nok gavne min mand at han lære, hvad der gør ham så umulig nogle gange.)
Ved ankomsten til konferencen gik jeg for mig selv, da jeg vidste, at jeg bedre kunne modtage fra Gud, hvis jeg kunne være 100 pct. fokuseret. Det havde min mand det fint med, sådan var det også for ham.
Allerede ved den første opfordring til at komme frem og blive bedt for, oplevede jeg, at Gud talte til mig. Det var en stille stemme der sagde: Din mor prøvede at abortere dig.
Jeg følte ikke noget særligt, og jeg var heller ikke overrasket ved denne besked. Min mor var 14 år gammel, da hun blev gravid, og jeg ved, at hun blev udsat for et voldsomt pres og fordømmelse fra sine omgivelser. Og hun var ekstremt bange for fødslen.
Da jeg gik frem til forbøn, sagde jeg til vedkommende, der bad for mig (en del af teamet, de eneste der måtte bede for andre under konferencen), at jeg egentligt ikke havde brug for det. Jeg var ok med det rent følelsesmæssigt. Min mor og jeg har aldrig været tæt – jeg boede mest hos min bedstemor, så det var egentligt hende, jeg så som min mor. Og da jeg blev bedt for, oplevede jeg kun en enkelt tanke komme op: at min mors forsøg på at abortere mig måtte have medført nogen utryghed i min barndom, og jeg mærkede et lille følelse af forladthed.
Mere var der ikke i det.
Først to uger senere, da jeg dagligt havde bedt de bønner i Lins bog, Mother Matters, sammen med min mand, sketemærkede jeg, at jeg pludselig begyndte at få det svært psykisk. Jeg følte det, som om jeg gik i dødsskyggens dal. Jeg følte det, som jeg var ved at blive skør. Sådan rigtig. Jeg vidste, at det var Alpha og Omega, at jeg skulle komme ind for Guds ansigt og søge hans fred.
Lidt efter lidt gik det op for mig, at det var, som om jeg kæmpede for mit liv. Jeg følte angst som aldrig før i mit liv. At jeg samtidigt var fysisk syg og lå i seng, gjorde min følelse af magtesløshed endnu værre. Jeg var bange for, at Gud var ved at forberede mig på, at jeg skulle dø. At det kom så pludseligt – nærmest fra dag til dag – gjorde det hele bare mere dramatisk.
Jeg gik grædende ud til min mand, hvis ansigt lyste af overraskelse over min tilstand. Han bad for mig, og følelsen af, at jeg skulle dø, blev endnu værre. Vi bad om Guds lys i situationen og om hans fred.
Og så i ét så jeg mig selv om et foster i min mors livmoder. Jeg var ikke ret stor, svømmede rundt og var glad. Lige pludselig kunne jeg lugte noget kemisk, som klor. Og så vidste jeg, at jeg skulle dø.
Jeg kontaktede mine to gode venner, som også havde deltaget på konferencen, som straks lagde alt til side og kom for at hjælpe. Da vi bad, oplevede jeg en helt indre verden af frygt for at dø, frygt for at leve, og frygt uden at vide hvorfor. Men midt i det hele vidste Gud sig. Han fik mig til at overleve. Det var ikke lykkedes min mor at abortere mig. Gud havde vundet den kamp! Jeg var først og fremmest hans barn. Og han havde et vidunderligt liv for mig.
Jeg kunne se, at dette havde påvirket mig hele mit liv, gjort mig utryg på forskellige måder på et meget grundlæggende niveau. Jeg så min mors ansigt for mig. Hun så skyldig ud, tung af gråd. Sådan husker jeg hende faktisk. Hun sagde altid undskyld til mig for alle ting. Som om hun skulle gøre bod. Det irriterede mig som barn og forvirrede mig som voksen. Med Guds hjælp forestillede jeg mig, at hun stod ved siden af Jesus, og så sagde jeg til hende, at jeg tilgav hende for at ville af med mig. Jeg blev ved med at tilgive hende ved at sige, hvad hun havde gjort imod mig. Jeg så min egen smerte gå ind i de sår, Jesus havde på sin krop.
Og så skete det vidunderlige.
Min mors ansigt forandrede sig fra at være bekymret og skyldigt til at være fredfyldt. Og – hun tilgav sig selv – endelig.
Jeg var glad på hendes vegne. Det bekræftede, at det jeg oplevede, virkelig var noget, som jeg havde været igennem. Og da jeg var så lille, krævede det Guds åbenbaring for mig at se det, da min bevidste hukommelse ikke rakte så langt tilbage. Alligevel har jeg kunnet se i de efterfølgende uger, at denne hændelse virkelig har påvirket mig hele mig liv.
Som Linn Button sagde den første dag af konferencen: Lægedom er en proces, og man skal måske bede mange bønner og nogle gange de samme bønner, indtil sandheden sænker sig ned i ens krop, sjæl og ånd.
Jeg kan se nogle nye sammenhænge i mit liv, positive ændringer på grund af, hvad jeg allerede har gennemgået.
Jeg føler mig mere tryg, som om jeg er fyldt op indeni med en tryghed, intet menneske og ingen omstændighed kan tage fra mig.
I ugerne efter konferencen oplevede jeg også lægedom i forhold til min biologiske far. Han havde forladt min mor, så snart han hørte, at hun var gravid. Jeg vil nøjes med at sige, at Gud viste mig, at så længe jeg blev ved med at hige efter min biologiske fars anerkendelse, vil jeg ikke være i stand til at være Hans – altså Guds barn.
Jeg så for mig, at min biologiske far forlod dansegulvet, og min rigtige Far kom til og dansede en vals med mig. Det var livsbekræftende, og jeg kunne mærke anerkendelse og støtte, som jeg havde haft brug for, men aldrig fik af min egen jordiske far. Min Far troede på mig! Han så det bedste i mig!
Så der er sket meget i de sidste par måneder siden konferencen, og sjovt nok fandt jeg ud af, at det ikke bare var min mand, som skulle helbredes.
I Guds fred,
Tammy Lain, Århus
Guds kongedatter.
