Overgiv dig

Det er det mest udfordrende i dit liv. Det er det i hvert fald for mig. Det er en handling, som er forbundet med både frygt, grænseløs tillid og ingen kontrol. Og det værste er, at du bliver nødt til at gøre det igen – og igen.
Jeg snakker om at overgive dig. Altså ikke den der fromme bøn fra fadervor, hvor du midt i remsen får mumlet ”…og din vilje ske, som den sker i Himlen”. Bønnen er god nok, men det er sjældent, at ordene helt trænger ind – og endnu mere sjældent, at vi lever efter den.
Jeg har i lang tid gået og bekymret mig over mange ting. Jeg syntes ikke, at tingene lykkedes for mig. På det fleste punkter i livet faktisk. Derfor begyndte jeg at blive bange for, at det hele ville gå galt. At det bare blev ved med at fortsætte sådan, som jeg ikke ønskede, at det skulle fortsætte.
Men jeg ville ikke bare give op. Så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at tingene skulle ændre sig. Men jo mere jeg prøvede, jo mere blev jeg fyldt med frygt og anspændthed. Det var lige som om, at det ikke rigtig hjalp noget at prøve at ændre min egen situation. Det var vildt frustrerende.

Så kom jeg til at snakke med en klog mand. Han fortalte mig, at jeg blev nødt til at give kontrollen over til Gud. Jeg blev nødt til at stole på, at Gud er stor nok til at lægge tingene til rette for mig og åbne de rette døre. Jeg havde hørt det så mange gange, men denne gang gav det mening for mig – og det gjorde ondt.
Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg kan godt lide teorien om, at man skal give sit liv til Gud. Jeg er ikke helt så begejstret for at gøre det i praksis…

Men hver morgen (og også ofte flere gange igen i løbet af dagen, for jeg glemmer hurtigt, hvad jeg har gjort) lægger jeg alle mine bekymringer, frygt og drømme ned for Gud. Jeg beder ham bare om at tage det hele. At han må styre mit liv og åbne de rigtige muligheder for mig. Og ved du hvad? Det giver en utrolig følelse af frihed og overskud. Jeg ved stadig ikke, hvad der kommer til at ske med mit liv, men det er jo også en del af processen: Tillid til at Gud har både magt og vilje til at ændre dit og mit liv – når han vil.
Og som Jesus sagde, så kan vi kun følge ham, hvis vi tager vores kors op. På dansk betyder det: At dø fra sig selv. På praktisk dansk betyder det: Overgiv dig, og lad Gud handle.

Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk