Troen kommer af det der streames

Jonas Bock Nielsen har netop startet video-hjemmesiden vidnesbyrd.dk. Her kan man se videoer af menneskers oplevelser med Jesus – og helst ikke så meget andet.Jonas sad til et møde, hvor der blev delt vidnesbyrd om Gud. Da han sad og hørte de mange historier, tænkte han på, at hans klassekammerater også ville have godt af, at høre sådan nogle historier. Det gjorde han noget ved.

Jonas ønsker, at servere kristendommen på en forståelig og relevant måde til danskerne. Det har han valgt at gøre igennem video-hjemmesiden: vidnesbyrd.dk, som netop er lagt på nettet.

Han stillede et kamera op og optog et vidnesbyrd og lagde det på YouTube. Det har han gjort mange gange siden, og d. 1 november offentliggjorde han hjemmesiden vidnesbyrd.dk, hvor der er videoer med forskellige menneskers vidnesbyrd om Jesus. Og videoer er en rigtig god måde at dele troen på, mener Jonas:
– Video kan bruges til at åbne samtaler. Det er nemmere at snakke om fx. porno, når man har noget at snakke udfra. Hvornår har man sidst hørt sætninger som: ”Hmm. Jeg synes det er vildt spændende med porno på nettet. Faktisk er jeg afhængig. Hvad gør jeg?” eller ”Ja, ja. Gud kan helbrede, men det gør han jo alligevel ikke. Tak for lort!” eller ”Hvorfor kan Gud ikke bare tilgive os alle sammen. Vi gør det jo så godt vi kan”, siger Jonas lidt provokerende.
Der er mange, der kæmper med nogle ting, som de har svært ved at snakke om. Og hjemmesiden kan være en hjælp til at snakke om tingene, tror Jonas.
– I mit eget trosliv har jeg oplevet, at når jeg er anfægtet eller tvivler, er det godt at være ærlig omkring det. Mit råd er, at gå ind i tvivlen og se den i øjnene. Jeg kan kun sige, at min erfaring er, at det kan Gud sagtens holde til, forklarer han. Han ønsker, at gøre kristendommen mere relevant og forståelig for nysgerrige.
– På nettet er der intet filter. Her kan man, uden at blive set, lige smugkigge lidt på kristendommen og Jesus uden, at man skal sidde stille i en times tid og ikke fatte en brik af hvad der foregår. Man kan blive udfordret og inspireret.

Tag stilling til Jesus

Ud fra tanken om at ”troen kommer af det der streames” er meningen, at mange kan dele deres troshistorier, andagter og oplevelser med Jesus, forklarer Jonas:
– Målet med siden er at flere skal tage stilling til Jesus. Vi kan alle sammen blive enige om at Jesus var en fin fyr. Han prædikede næstekærlighed og tilgivelse og bliver generelt betragtet som en ret vis mand. Men den mand vi indregner vores tidsregning efter, er mest kendt for at have sagt ting som ”Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til faderen (Gud) uden ved mig”. Når man siger sådan noget, er man så syg i hovedet? Er man god til at manipulere med sin fanskare? Eller taler man sandt? spørger Jonas Bock Nielsen, som gerne vil udfordre folk til at tage personlig stilling til Jesus.
Og der har allerede været stor respons på de videoer, der er blevet lagt ud:
– Sidste weekend rundede den kanal jeg har uploadet til 50.000 seere. Responsen har jo først og fremmest været overvældende i den forstand, at så mange var interesserede i emnerne videoerne har haft. Jeg ved, at mange der ikke er kirkefolk, er blevet mødt med kristendommen. Dørtærsklen til YouTube er ikke eksisterende, og det gør, at mange der er interesserede eller søgende kan finde det der.

Ny video hver anden dag

Målet er, at lægge en ny video op hver anden dag indtil siden er helt oppe at køre. Derefter vil der sandsynligvis gå lidt længere tid mellem nye videoerne.
Det er ikke muligt for alle at oploade videoer på hjemmesiden, som vi bl.a. kender det fra YouTube. Det skyldes, at Jonas ønsker at sortere lidt i videoerne, så det ikke kommer til at handle om teologiske spørgsmål mellem kirkerne. Det skal primært handle om Jesus. Men alle kan sende deres egne videoer til Jonas, som understreger at han meget gerne vil i kontakt med flere, som laver videoer – udover dem der allerede er tilknyttet siden.

Det har aldrig været let

Han mener ikke nødvendigvis, at digitaliseringen har gjort det sværere at følge efter Jesus:
– Det er stadig svært at være efterfølger af Jesus. For et par uger siden læste jeg en tekst af Dietrich Bonhoeffer, der for 75 år siden skrev. ”Stadig klarere koncentrerer vores kirkes nød sig i det ene spørgsmål, hvordan vi i dag skal leve som kristne.” Det er ikke sværere at være kristen i dag end for 75 år siden. Jesu bud ”Følg mig” har aldrig være nemt at adlyde. Men hans pointe er, at vi, ligesom Peter, skal ud af båden, forklarer Jonas.
Han er enig i, at Internettet og de de digitale medier nogle gange bliver brugt til nogle dårlige ting, men der er også mange nye muligheder for at udnytte medierne til at nå flere mennesker.
– Det er ikke utroligt let, at dele Jesus med andre, men i sidste ende vil jeg sige: Hvad hjertet er fuldt af, flyder facebook over med.