At vandre med Gud

Dag 1

Læsning: Fil. 2, 5-11 – Ekstra bibeltekst: Mika 6, 6-8

Slangens løfte i Edens Have var en løgn. Mennesket blev ikke som Gud.
Vi valgte derimod selv at bestemme i stedet for at underordne os Skaberen. Vi valgte at regere i stedet for at tjene, at ophøje vores ego i stedet for at ære Gud. Vi valgte arrogance og stolthed i stedet for ydmyghed. Vi valgte vores egen vej – og fór alle vild.
Så kom Jesus. Han, der var til før tidernes morgen, og ved hvem alt er blevet til. Herren over alt, æret og tilbedt af englene. Han hørte skabningens råb, lod sig bevæge og steg ned. Han forlod Himlens herlighed for at leve i verdens usselhed; gav afkald på sin guddommelige position og blev menneske – ja menneskets tjener. Han kom for at frelse sit forrådte og forslåede skaberværk. Derfor ydmygede han sig. Lagde sit liv ned – så kun Gud kunne ophøje ham.
Jesus har altså banet vejen hjem til den verden vi blev skabt til. Hans afkald og lydighed til døden betød at Gud kunne ophøje ham, så ‘at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at Kristus er Herre – til Gud Faders ære’.
Vejen som Jesus viser os er ydmyghedens vej. Det er Guds vej. Udfordringen for dem, der ønsker at vandre på denne vej, er at vise det samme sind over for hinanden som var i Kristus Jesus.
At kunne lade sig bevæge, som han lod sig bevæge i mødet med høj og lav. At ville lade sig engagere, som han lod sig engagere. Det er det sindelag og den tankegang, som vi får i vandringen med Kristus, og som bærer Guds velsignelse med sig.
Det er den livsstil og den holdning som ofte betyder afkald og fravær af menneskers hæder, men som bærer Gudsriget med sig.

Herre gør det stille i mit indre,
sænk din dybe fred i sjæl og sind,
send mig så i verden ud at lindre,
deres nød, som tårer har på kind.

Herre, gør det stille på min færden,
lad mig være en af dine små
som kan ydmygt vandre frem i verden,
med lidt sol, hvor dagene er grå.
Ludvig Rasmussen

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud

Dag 2

Læsning: Joh. 10,27 – Ekstra bibeltekster: Matt. 4, 21-22 og 1. Sam. 3, 8-10

Gud holder aldrig op med at kalde på os.
Han kalder på os, fra vi er små, og fortsætter resten af livet. Derfor kan vi lære hans røst at kende – hvis vi lytter efter. Med tiden kan vi skelne den fra andre røster, selv om det ikke altid er let. Det er som med en hyrde og hans får, siger Jesus. De lærer at kende forskel på hyrdens røst og andres røster.
Til tider skal vi have hjælp. Ligesom Samuel, der som 12-årig endnu ikke havde lært sin Guds røst at kende. Det havde Eli derimod. Derfor kunne han vejlede Samuel i hans videre samtale med Gud. Det blev til et langt liv, hvor Samuel igen og igen fik lov at gøre Guds gerning. Det var en lykke for Samuel, at nogen – mens han endnu var dreng – lærte ham at vandre med Gud og kende hans stemme.
Den virkelighed, at vi som mennesker kan vandre i en daglig dialog med Gud, er måske noget af det mest unikke ved kristentroen og kristenlivet.
Det understreger, at vi tilbeder en opstanden og levende herre, der ikke har overladt os til os selv, men som ved sin Ånd kalder på os, taler til os, leder os og samarbejder med os, for at hans gerning kan ske. Det udfordrer os i allerhøjeste grad til at lære hans stemme at kende og til at kunne skelne den fra andre.
Ofte – ja måske oftest – taler Gud til os gennem andre. Af og til vil Guds kald være i form af en nød, vi ser, et behov, eller en opgave, som skal løses. Til tider vil vi kunne høre kaldet ved at se smerten i vores næstes øjne, der tavst råber om hjælp. Guds røst kan høres på mange måder – og genkendes bedst af den, der gennem vandring med Gud lærer lyden af hans stemme at kende.

Jesus, du kaldte mig engang,
da jeg var mest forknyt
siden blev al min sorg til sang
og alt det gamle nyt.

Jesus, nu står jeg for dig her,
sænker mit blik i blu
ræk mig igen dit skjold og sværd,
prøv mig engang endnu.
Svend Rehling, 1928

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud

Dag 3

Læsning: Luk. 10, 25-27 – Ekstra bibeltekst: Jer. 31, 2-7

Hvad mon der sker, hvis jeg går forbi ham og bare lader ham ligge der? Måske stillede manden fra Samaria sig selv det spørgsmål, da han så manden, som var blevet såret i et væbnet røveri, ligge i vejkanten.
Men han gik ikke forbi. Han kunne se, at manden havde brug for hjælp. Så han ændrede sine egne planer den dag og tog sig af den sårede mand. Han brugte både tid, kræfter og penge.
I løbet af vores dag møder vi også mennesker, som er i svære situationer. Hvad mon der sker, hvis jeg blot ignorerer den, som har brug for, at jeg vil være hans eller hendes ‘næste’ i dag? Vil han eller hun føle sig misforstået, foragtet, ikke accepteret og ikke elsket?
Jesus Kristus kom til mennesker med sin guddommelige kærlighed for at hjælpe dem, gøre dem raske og for at kalde dem til efterfølgelse. Ofte fik han, midt i en flok af mennesker, øje på netop den person, der havde særligt brug for ham i det øjeblik.
I dag sender Gud os i sit sted. Ved Helligånden har han givet os sin guddommelige kærlighed i vores hjerter. Vil hans kærlighed kunne bevæge os til at handle og ændre vores egne mål og planer? Bevæger hans kærlighed os til at vise andre anerkendelse og respekt? Hvor stor en velsignelse ville det ikke være, hvis vi i dag var næste for én, som derved ville opleve Guds kærlighed gennem os, og mærke helbredelse for ånd, sjæl og krop!
Samaritaneren blev næste for den sårede person. Hvem skal jeg være næste for i dag?
Guds kærlighed kalder os til ikke at gå forbi de behov, vi ser, men i stedet se på hinanden med hans kærlige øjne. Tak Gud, at du i vores herre Jesus Kristus viste os din grænseløse og grænseoverskridende kærlighed Tak Gud, at du sender os til verden, på vegne af ham, med samme kærlighed.

Jesus, du gik her som bror blandt fjender,
regned’ høj og lav for ligemænd
kaldte fremmede for dine frænder sad til bords
med rak og rige mænd.
Nu du møder os som livets herre,
favner os igen med såret hånd
blæser bort hver skranke, som kan spærre
med din grænseløse Helligånd.

Blæs din Ånd helt ind i vore hjerter
så vi ser hvor smukt vor bror er skabt
så vi vover lide ved hans smerter,
sammen finder glæden vi har tabt.
Søren P. Grarup, 2001

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud

Dag 4

Læsning: Joh. 4, 4-26 – Ekstra bibeltekst: 2. Mos. 6, 2-8

Store realiteter begynder ofte i det små.
Ud af et uanseeligt frø, der er lagt i jorden, vokser stor og moden frugt. Denne virkelighed bruges mange steder til at beskrive Gudsrigets essens og mysterium.
Således også med den kristne frihed. At blive sat fri begynder på det personlige plan. Derfor henvender Jesus sig til det enkelte menneske. Fx møder han kvinden ved Jakobs brønd midt i hendes hverdag fuld af problemer og byrder og begynder en samtale med hende. Han ignorerer ikke hendes svagheder og skyld. Han ønsker at give hende et nyt perspektiv, som rækker ud over travlhed, tvang, begrænsninger og uretfærdigheder. Han ønsker at give hende et liv i frihed og en tilværelse i Guds uudtømmelige kærlighed.
Jesus peger på sig selv som nøglen til den frihed: „Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.“ Den frihed skaber han gennem sin død og opstandelse, hvor han besejrer syndens og dødens magt. I Galaterbrevet proklamerer Paulus den frihed, som han selv har oplevet gennem sit møde med den opstandne Jesus. Kristus har friet ham fra hans indædte jagt på det fuldkomne liv gennem egne præstationer. Jesus Kristus har sat os fri – løskøbt os – til at tjene hinanden i kærlighed.
Israels udfrielse fra Ægypten og vandring mod Kanaan er én lang illustration på vandringen med Gud. Han fører os ikke ud af ét slaveri for at vi skal træde ind i en ny selvskabt snæverhed.
Hans mål med udfrielsen fra Ægypten var at føre sit folk tilbage til det land, som han for længst havde udset til dem og givet til Abraham, Kanaans land. Et land, hvor der var nok til alle, og som ‘flød med mælk og honning’. Et land, hvor lovene gav stor frihed og gode forhold. Men alligevel et land, som israelitterne selv måtte indtage og fastholde. Nøjagtig som med den kristne frihed.
Herre, du viser os frihedens vej.

Fri er kun den, som kan tjene,
den, som i kærlighed glemmer sig selv,
den, som fik tilgivet meget.
Vis os da vejen, du frihedens Herre,
og giv os mod til at gå den!
Holger Lissner, 1973

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud

Dag 5

Læsning: Ef. 2, 13-22 – Ekstra bibeltekster: Joh. 13, 35 og 17, 20-21

Et vigtigt udtryk for Paulus er ”i Kristus”.
Paulus vælger at se hele den kristnes liv i dette perspektiv. Alt bliver i Kristus anderledes på grund af forsoningen i Jesu blod og helliggørelsen ved Helligånden. De grænser, som brødre og søstre sætter op imellem hinanden, kan kun overvindes ved en fornyet og fordybet erkendelse af, at vi alle er i Kristus. Både vi, der hører hjemme i klassiske traditioner, og vi, der finder vores hjem i nyere fællesskabsformer, er ét i Kristus. Netop derfor kan vi bede sammen i Åndens enhed.
Den kristne enhed tager ikke sit udgangspunkt i enshed eller enighed, men i den urokkelige sandhed, at kirken, bygget på apostlenes og profeternes grundvold, har én eneste hjørnesten, og det er Kristus. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I – siger Paulus til sine ikke-jødiske læsere i Efesus – sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.
Den kristne enhed vil for den kristne kirke i dens mange afskygninger blive ved med at være et ”allerede” og ”endnu ikke”: en virkelighed og en vision. Jesu bøn om enhed blandt disciplene og deres efterkommere er uomtvistelig.
Jesu befaling til sine disciple om at elske hinanden er kædet sammen med hans bøn om, at de må blive ét. Både befalingen om at elske og bønnen om, at de må blive ét, har et missionalt sigte: For at verden skal vide, at I er mine disciple. Cape Town Erklæringen fra 2010 siger det meget præcist på denne måde (1. del, 9A og 2. del, afsnit IV):
– Det er et overordentligt stærkt og overbevisende tegn på evangelists sandhed, når kristne forenes på tværs af de skel, verden har opstillet: race, hudfarve, social klasse, økonomisk formåen eller politisk tilhørsforhold.
– En splittet kirke har ikke noget budskab til en splittet verden.

Velsign, o store stærke Gud,
din menighed hernede
at enig den må drage ud,
dit rige at udbrede!
Lad Helligånden trænge ind
og sammensmelte sjæl og sind
i lovsang til Guds ære.

Gør os af alt vort eget fri,
lad skillemure falde.
Vis os, at hvad vi lever i,
er fælles for os alle:
Een tro, een dåb, een Herre god,
en frelse i det samme blod,
een vej til helligdommen.
Emil Larsen, 1932

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud.

Dag 6

Læsning: Matt. 15, 21-28 – Ekstra bibeltekster: Luk. 19, 2-10 og Ruths Bog 4, 13-18

Det er et tydeligt, at Jesus ikke anerkender de grænser, som hans samfund har skabt.
Han tænker anderledes om børn, om kvinder, om mennesker af anden etnisk herkomst, om toldere og syndere. Guds Rige er til alle – og for alle. Den kanaanæiske kvinde er en af dem, der får det at mærke.
Også i Det gamle Testamente findes mange beretninger om Gud, der bryder grænser. En af dem er beretningen om Ruth. Udlændingeservice ville have beskrevet Ruth som en kvinde, der er topmotiveret for integration. „Hvor du går hen, følger jeg dig … dit folk er mit folk…“ (Ruth 1,16), siger Ruth til sin svigermor, Naomi. Ruth er på vej tilbage til Israel sammen med sin svigermor Naomi, som kommer fra Betlehem. Begge er enker og har ingen sønner. Situationen er svær både socialt og politisk. Jøderne nægtede at acceptere moabitter, fordi de ikke var jøder. For at forstå teksten, skal man læse alle fire kapitler i Ruths bog. Ydmygt og vedholdende beslutter Ruth at følge sin svigermor: „Din Gud er min Gud… hvor du dør, vil jeg dø“ (1,16-17), siger hun.
Ruth følger sin svigermoders råd og lærer Boas at kende, og så vender situationen. Det er første skridt mod at overvinde en grænse. Boas administrerer rettigheder og love i Israel (4,7-12). Han er en problemløser. Han arbejder i og gennem udlændingen, Ruth. Og Gud gør hende i stand til at få et barn. Således overvindes en anden grænse – Ruth bliver oldemor til David og dermed ‘forfader’ til Jesus (Matt. 1). En fantastisk historie.
De, der vandrer ydmygt og vedholdende med Gud, oplever mirakler – både i dag og dengang. Gud hjælper os med at komme over forhindringer, bryde grænser og overvinde fordomme.
Hvor velkomne er mennesker med andre nationaliteter i vores kirker? Lytter vi til deres historier om det, de har oplevet, siden de begyndte deres vandring med Gud? Arbejder vi for at skabe løsninger på deres ofte svære sociale dilemmaer?

Gud, du kalder mig ud af min rolige stue,
hvor intet kan nå mig og kræve min tid,
for hos dig er der aldrig kun stilstand og hvile
hos dig er bevægelse, arbejd’ og strid.

Gud, du kalder mig ud, og du lader mig høre
de skrig, der blev skreget i natten mod dig,
og du lader mig ane de magtløse hænder,
du hvisker i mørket: „Se, der går din vej!“
Anette Broberg Knudsen

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud.

Dag 7

Læsning: Ap.G. 2, 44-47 – Ekstra bibeltekst: 2. Mos. 22, 21-25

Retfærdighed handler ikke primært om noget, vi gør. Bibelens forståelse af retfærdighed er, at mennesket bør handle i overensstemmelse med, hvem Gud er, og det han gør.
I den bibelske forståelse hører opmuntring og formaning derfor sammen. I Mosebøgerne forventer Gud af mennesker, at de skal „give hans retfærdighed“ videre til andre. I 2. Mosebog skal den rækkes til udlændinge (migrantarbejdere), enker, forældreløse og fattige.
Nogle af profeterne melder klart ud, at Gud bliver vred, når hans pagtsfolk nægter at give den retfærdighed videre til andre, som de selv har fået givet af Gud, og dermed står for det diametralt modsatte, nemlig undertrykkelse og diskrimination.
Guds retfærdighed blev synliggjort ved Jesu Kristi offer på korset, „mens vi endnu var syndere“ (Rom. 5,8). Ved tro kan vi modtage „retfærdiggørelses gave“, leve i den og behandle andre med samme retfærdighed, som Gud har givet os.
Det er beskrevet i Ap.G. 2,44-47, hvordan de første kristne administrerede dette. Deres livsstil var attraktiv, og de var vellidt af andre mennesker. Derfor voksede kirken hurtigt.
Det næste skridt er, at de, der endnu ikke tilhører kirken, skal opleve Guds kærlighed og retfærdighed. Vi vil aldrig opnå fuldstændig retfærdighed her på jorden. Men engang vil Gud lade det ske. For efter hans løfte venter vi en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor (2. Pet. 3:13).
Men vores venten skal være aktiv; vi skal implementere så meget af Guds retfærdighed som muligt i denne verden. Vores forbindelse til Jesus Kristus hjælper os til at leve et retfærdigt liv i en uretfærdig verden, uden at blive belønnet.
Vi giver den kærlighed og retfærdighed videre, som evangeliet har vist os.

Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed
Hvor uret råder, lad mig skabe ret,
hvor tvivlen nager, tro på dig
Gør mig til redskab for din fred!
Hvor mørket truer, lad mig tænde lys.
Hvor håbløsheden hersker, bringe håb,
hvor sorgen knuger, trøst fra dig.
Åh – Herre lad mig ikke tænke på, om jeg bliver
trøstet, men om jeg kan bringe trøst,
om jeg forstås, men om jeg kan forstå,
om jeg elskes, men om jeg elske kan.
Holger Lissner, 1982 (efter Frans af Assisi).

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud.

Dag 8

Læsning: Luk. 1, 46-55 – Ekstra bibeltekster: Fil 4, 4 og Neh. 8, 9-12

I lovprisningen og tilbedelsen af Gud opdager vi, hvem han er, og hvem vi selv er.
Den klare forståelse af vores egen situation og position i forhold til Gud er vigtig. På denne måde beskyttes vi fra arrogance, og på samme tid løftes vi op fra vores afmagtsfølelse (se Luk. 1, 48 og 52).
I Nehemias’ Bog har vi et vidunderligt ord om glæden. Mændene i Jerusalem har arbejdet hårdt med at hugge sten og trække dem hen, hvor de skal bruges. Efter 52 dage er muren omkring byen på plads.
Hele folket samles (Neh. 8, 1) og beder Ezra læse op fra Moseloven. Ezra læser og priser derpå Gud. Hele folket samtykker ved at råbe „Amen! Amen!“. De løfter deres hænder, bøjer sig og priser Gud. Alle er dybt bevægede og begynder at græde. Men de åndelige ledere fortæller folket, at de ikke skal være kede af det, for: „Herrens glæde er jeres styrke“. Derpå holder folket en stor fest.
Vi er ikke forskånet fra svære tider eller hårdt arbejde, selvom vi vandrer med Gud. Men vi er kaldet til enhed med Gud og alle troende. For i fællesskab kan vi ved Guds hjælp og med håb i vores hjerter afhjælpe nød og udrette store ting.
Ærbødighed over for Gud og vores kærlighed til ham udtrykkes forskelligt fra person til person og fra kirketradition til kirketradition. Men som Guds folk er det godt at stå sammen og lovsynge ham i enhed. Glæden fra Gud er vores styrke. Den har karakter af et immunforsvar, der værner os mod at sidde fast i dagligdagens dynd. Glæden er en Åndens frugt, vi med stor omhyggelighed skal værne om, og et livsudtryk, som vi i vores kristne fællesskaber skal give god plads. Derfor siger Paulus: Glæd jer!
I dag er det søndag. Hver uge på denne dag mindes vi Jesu Kristi opstandelse. Hvilken glæde! Lad os fejre den – og dele vores glæde med andre!

Du fylder mig med glæde,
for glæden er fra dig,
du Gud, der helst vil give,
så glæden bor i mig.
Du bærer mig i livet,
hvor alt kan ske med mig.
Gud, lad mig altid vide,
at jeg tilhører dig!
Holger Lissner, 1977-78

Personlige opdagelser
under vandringen med Gud.