– Råd er noget, man tager sig
Familien Klit tog chancen og bruger nu fire måneder på at hjælpe i Child Care Denmark, en dansk fadderskabsorganisation i Uganda.- Gennem det meste af min barndom har jeg drømt om at starte et børnehjem i et U-land, så nu skal jeg udnytte chancen til at finde ud af, om det er det, jeg skal med mit liv.
Sådan siger Camilla Klit, som sammen med sin familie har taget fire måneder ud af kalenderen for at bo i Uganda og hjælpe til i Child Care Denmark.
– Vi havde snakket lidt om det hen over det sidste års tid, men havde egentlig lagt det på hylden, indtil Camilla en dag sagde: Hvad med, vi tog til Uganda i foråret? Og så besluttede vi os for det, fortæller Dorthe Klit, som sammen med David udgør forældrene i familien. De kan fejre deres 20 års bryllupsdag i Uganda, hvor de, hvis alt går vel, befinder sig fra januar til maj. Hjemme har de efterladt Miriam på 20 og Simon på 16, mens den børnerige familie har taget Camilla på 18, Rebecca på 12 og Marcus på 9 år med.
De havde muligheden for at tage på eventyr, fordi de havde tre måneders løn til gode et sted, og Dorthe Klit i forvejen hjemmeskoler de to yngste i det nuværende skoleår. Camilla Klit, som er i gang med to fag på HF, fjernstuderer, og det kunne hun lige så godt gøre fra Uganda som alle mulige andre steder. Men samtidig siger Dorthe med et skævt smil:
– Råd er ikke noget, man får, det er noget man tager.
Samtidig slår hun fast, at de hverken kan eller vil låne penge for at blive der al den planlagte tid, så hvis pengene slipper op, må de rejse hjem.
– Det er jo sådan, at hvis vi vil se Gud gøre mirakler, må der først være et behov for mirakler, og det værste der kan ske, er jo blot, at vi må rejse hjem før tid.
At valget faldt på Uganda, er langt fra tilfældigt.
– Vi kender Ruth og Carsten Jespersen, som driver Child Care Denmark, og de havde inviteret os herned til både at være en del af arbejdet og slappe af, forklarer hun.
Indtil videre har David hjulpet med at koordinere noget af fadderskabsprogrammet, og Dorthe hjælper til i skolen og bidrager også til organisationens internet-dagbog.
– Hvad vi ellers kommer til at lave henover de næste måneder ved vi ikke, lad os se, hvor der er behov. Vores ønske er at kunne gøre en forskel for de mennesker, vi møder, både de lokale og dem, der er rejst ud for at hjælpe og missionere, fortæller Dorthe.
Camilla supplerer:
– Jeg har heller ingen konkret opgave. Jeg er taget herned for at hjælpe der, hvor de kan bruge mig. Indtil nu har jeg tilbragt en del dage på babyhjemmet, hvor jeg har leget med de 23 børn, der bor der. Det elsker jeg, og det er en af de opgaver, jeg vil holde fast i gennem de fire måneder.
Selv har de ikke regnet med at få noget specielt ud af det ud over Camilla, der er meget bevidst om, at hun ønsker at blive familiær med missionærlivet.
– Det har vi slet ikke tænkt på. Jeg tror bare, vi har tænkt, at her var en mulighed for at være med til at give ind i en spændende og god sag. Men jeg tror da, vi bliver rystet sammen på en anden måde end i Danmark – der er jo ikke så mange adspredelsesmuligheder her, så der åbner sig nye dimensioner i det at være familie.
De nyder at være i Uganda.
– Jeg har været i Afrika mange gange, og jeg elsker Afrika, naturen, folket, milijøet, og de mange muligheder – alt er muligt i Afrika – og så elsker jeg bare deres afslappede tempo – når jeg er hernede, går der altid nogle dage, inden jeg vender mig til det afstressede tempo – men herefter elsker jeg det stressfri miljø. Det kunne vi lære noget af i Danmark, fortæller David. Og Camilla er helt enig:
– Jeg er vild med Uganda. Både vejret og stedet, hvor vi bor, men især kulturen hernede. Folk er glade og snakkesalige, og så har de en skøn humor, der minder om vores. Men man skal lige vende sig til, at folk råber efter en nede i byen og frier til en, når man prøver at handle ind, siger hun med et smil.
Marcus er knap så begejstret, men fortæller, hvordan han har hjulpet til:
– Jeg var med til at stille en legeplads op på babyhjemmet og indviede den sammen med børnene derude.
Også Child Care Denmarks arbejde har gjort indtryk på familien:
– Det er stort, at de er der i det nære. Hvis der opstår noget akut hos et barn på babyhjemmet, eller hvis børneforsorgen ringer, som i går, og siger, de har fået indleveret et forladt lille barn, så smider man, hvad man har i hænderne, for hvis barnets tilstand er kritisk, kan det jo være et spørgsmål om tid, inden det er for sent, fortæller Dorthe.
Familien er ikke bange for at opmuntre andre til at gøre det samme, som de har gjort:
– Vi lever kun én gang på denne jord, og vi skal turde gribe de muligheder, vi får. Hvis du venter på, chancen kommer – ja, så kan du risikere at vente forgæves – lev livet, mens du har det, og tag en chance – tænk, om Gud greb ind!
