Hans livs musik gik i stå…
Selv om Ejvind Marchers liv altid har været fuldt af musik, var det også fyldt med for meget arbejde, druk og okkult søgen.
Til sidst var han så deprimeret at han forsøgte selvmord…Ejvind Marchers liv har været præget af musik. Han var kun 12 år, da han begyndte som musiker. 
Rigtig mange kender ham fra næsten 30 år som musiker, 20 år som underviser i musik på AOF samt fra de 10 år frem til 1996 hvor han havde en musikforretning i Rønne.
Ud over 50 timers undervisning om ugen, spillede han til en lang række private fester i weekenderne. Men i 1979 fik han en ufrivillig pause på grund af en virusinfektion i centralnervesystemet i rygsøjlen, der endte med lammelse i kroppen. Han var indlagt på Centralsygehuset i ca. tre måneder. Der skulle gå op mod seks måneder, før han igen var arbejdsdygtig.
– Et år efter sygdommen kom en efterreaktion. Jeg søgte væk fra den smertelige virkelighed og fandt trøst i alkoholen.
Det gik selvfølgelig ud over mit ægteskab og endte også med skilsmisse i 1985. Jeg var søgende og endte med at flirte med nyreligiøse retninger og dyrke det okkulte og samtidig drikke, feste, ja, gøre alt, hvad jeg havde lyst til, uden at have dårlig samvittighed.
Jeg arbejdede tæt på 16 timer i døgnet, deraf manglende søvn med efterfølgende depressioner og selvmordsforsøg.
På nogle af mine mange musikhold var der nogle kristne kursister. En af dem var forstander for Pinsekirken i Klemensker. Efter et par år blev vi gode kammerater og han lyttede ofte til mig og mine problemer.
– På et tidspunkt begyndte jeg at tvivle på det religiøse supermarked, som jeg oplevede det. En clairvoyant sendte en dag et brev, hvor hun tilføjede sidst i brevet, at det ikke var hende selv, der havde skrevet dette brev. Det var Jesus, der havde bedt hende om at holde en blyant mellem sine fingre, så han, Jesus, kunne føre hendes hånd. Det fik dråben til at flyde over hos mig og nu ville jeg kende sandheden, fortæller Ejvind Marcher.
– En dag i begyndelsen af september 1987 ringede jeg til forstanderen fra Pinsekirken, og inviterede ham til aftenkaffe. Jeg havde også inviteret lederen af vores okkulte gruppe, men ingen af de to vidste, at den anden kom. Vi tre sad og hyggede os ved kaffen, da jeg forklarede, hvorfor netop de to var inviteret. Den aften tog jeg imod Jesus, og det er det største og det bedste, jeg nogensinde har gjort i mit liv. Troen kom, jeg fik fast tillid til det, jeg håbede!
– Jeg forstod nu, hvad tro er, som det står i Hebræerbrevets 11. kapitel, vers 1. Jeg fik senere at vide, at der var en gruppe fra Pinsekirken i Klemensker, som gennem fem år jævnligt bad for mig, at jeg måtte tage imod Jesus.
– Tre uger efter vågnede jeg tidligt søndag morgen og var fuldstændig afklaret med, hvor jeg skulle til gudstjeneste den dag. Jeg sneg mig hen til Pinsekirken i Rønne i håb om, at ingen af dem, som kendte mig, skulle se mig. Det var jo ikke en måned siden, jeg sad beruset på værtshusene. Efter gudstjenesten kom en åndelig kamp med træthed og melankoli.
Kampen blev værre og værre, men sent på aftenen så Ejvind Marcher pludselig sin højre arm hæve sig og med knyttet hånd slå hårdt ned i den venstre, mens han råbte: Nej jeg skal derhen igen næste søndag!
– Derefter forsvandt trætheden og melankolien pludselig, forklarer han. Under forbøn og med en knælende menighed blev Ejvind Marcher den efterfølgende søndag sat fri for det okkulte og fri for sit misbrug.
Ejvind Marcher syntes næsten, at han var for fordringsfuld, da han bad Gud om at måtte møde en sød, personligt kristen kvinde, som også gerne måtte være musikalsk. Gud bønhørte ham og Åse, der i fem år havde været enke, kom ind i hans liv. Hun havde selv bedt Gud om at vise hende, hvem han havde valgt for hende, hvis hun i øvrigt igen skulle have sig en mand.
Åse spiller orgel, piano og guitar og holder meget af at synge. Hun mødte Ejvind ca. 3 måneder efter, at han var begyndt at komme i kirken. I september 1989 blev de gift.
Ejvind Marchers liv er fyldt med en masse kan det nu passe-spørgsmål, men det kan det! F.eks. fik han i begyndelsen af 1980erne et væskefyldt højre knæ med en masse smerter. Sygehusindlæggelse fulgte – ja, yderligere tre uger på Rigshospitalet. Men med tiden gik det stort set i sig selv.
I slutningen af 1987 begyndte det venstre knæ at opføre sig på nøjagtig samme vis. Men ved nytårsstævnet i Pinsekirken skete der en markant ændring gennem forbøn. I dag mærker han stadig ind imellem smerter i sit højre knæ, men ingen smerter eller problemer i venstre knæ.
– Det er et privilegium at være kristen, fortsætter Ejvind Marcher og smiler mildt til Åse, som i 15 år har delt hans glæde, sorg og visioner.
Ejvind Marcher ønskede at bruge sin musikalske gave, derfor stiftede han Evangelisk Musik Forening Bornholm.
Foreningen arrangerede en store koncert i august sidste år i Rønne med The Continental Singers, en gruppe på 35 unge fra alle forskellige kirkesamfund i Europa.
Foreningen arbejder på at få koret til Bornholm igen, ligesom man ønsker de ca. 75 personer, der har stået bag udgivelsen af de mange cder Sange, vi aldrig glemmer! til Bornholm.
Foreningen fik på forunderlig vis Mulebyhuset som foreningens samlingssted. Huset tilhørte oprindelig Missionskirken, men er nu privatejet. I en årrække har det været brugt som selskabslokale.
Her holder man hver anden fredag aften – på lige uger – sang- og musikmøde.
Foreningen blev i marts 2004 godkendt under Folkeoplysningsloven og vil nu tilbyde børne- og ungdomsarbejde, foreløbigt som kor- og musikundervisning. Måske også film for voksne.
– Men sangen og musikken er det primære for os, understreger Åse Marcher.
