Når kroppen bliver det vigtigste
– Efter årelang træning blev jeg i 1988 kåret som europamester i bodybuilding. Jeg havde arbejdet hårdt for at nå så langt og var stolt af mine muskler. Men selv da jeg omsider stod øverst på sejrspodiet, oplevede jeg ikke den følelse af tilfredsstillelse, jeg havde drømt om…- Inderst inde var jeg på evig jagt efter accept og personlig anerkendelse, fortæller Carola Lambrecht om sit dramatiske liv.
Af Carola Lambrecht
– Nogle år efter min sportslige succes startede jeg som selvstændig og åbnede et fitness-studio. På samme tidspunkt begyndte en årelang afhængighed af stoffer. Kokain, speed, ecstasy, LSD og andre rusmidler var fra da af mine faste ledsagere. Ofte kørte jeg igennem over 3-4 dage på arbejde og underviste samtidig i gymnastik om aftenen. Når jeg tænker tilbage, forekommer det mig at være et mirakel, at jeg ikke blev ramt af hjertestop.
Når det stod værst til, når jeg bogstavelig talt rodede rundt på gulvet for at finde de sidste rester af stoffer, kunne jeg skrige højt: Hjælp mig, Gud! Jeg magter det ikke mere på egen hånd. Og jeg kan ikke komme ud af det! Men først da jeg havde købt det sidste gram kokain for mine allersidste penge, blev jeg klar over, hvor dybt jeg egentlig var sunket. To dage senere meldte jeg mig på et rådgivningskontor for stofmisbrugere og var clean fra den dag af helt uden nedtrapning.
Efter tiden på stoffer fulgte endnu en svær tid. I februar 1996 fik jeg konstateret kræft i låret. Efter en operation, hvor der også blev fjernet lymfeknuder fra lysken, dannede der sig et lymfødem, en væskeansamling, som fik mit ben til at svulme voldsomt op. Jeg var helt slået ud. Et halvt år efter den første operation fik jeg igen konstateret kræft og var heldig, at jeg i det hele taget kunne beholde benet efter dette indgreb. Efterfølgende fik jeg i syv uger højeste dosis strålebehandling for at være sikker på, at hele knuden var væk.
I forbindelse med efterbehandlingen blev jeg indlagt på en specialklinik, hvor min terapeut viste sig at være en overbevist kristen. Selvom det ofte kom til meningsforskelle mellem os, lod jeg mig til sidst overtale til at tage med ham til gudstjeneste i hans menighed.
På dette tidspunkt kørte der netop en række Pro Christ arrangementer. En aften var temaet Sundhed/helbredelse: Hvem holder ved, når alt glipper? Foredragsholderen talte om Jesus Kristus, som ved sin død på korset havde taget alle vore synder, sygdomme og byrder på sig for at frelse os. Disse ord berørte mig dybt, og jeg begyndte at græde. Denne aften havde jeg et afgørende personligt møde med Jesus.
Efter fire ugers ophold på klinikken forærede min terapeut mig ved min afrejse nogle kassetter med kristen musik og prædikener og forsynede mig med bøger. Det havde jeg alt sammen stor glæde af, men alligevel førte jeg stadig et lidt udsvævende liv jeg røg og drak mig af og til fuld. Selv om jeg var blevet en kristen, ville jeg nyde livet fuldt ud.
I januar 1999 begyndte et nyt livsafsnit for mig. Jeg havde indtryk af, at Gud ville give mig et sted, jeg kunne føle mig hjemme, og det skulle være i den by, hvor klinikken lå. Jeg havde efterhånden fået flere bekendte der på grund af mine hyppige ophold på klinikken og kendte menigheden.
Da der efter nogle måneder var et åbent arrangement for kvinder under titlen okkultisme, gik jeg derhen sammen med en veninde, og som aftenen skred frem, måtte jeg erkende, at jeg selv var fanget af det. Jeg havde tidligere forsøgt mig med både ånden-i-glasset, penduler, horoskoper og andre okkulte metoder. Og pludselig erkendte jeg, at det okkulte gik som en rød tråd gennem vores familie min bedstemor var gået til en spåkone, min mor og min bror, som var kommet ulykkeligt af dage, havde dyrket ånden-i-glasset.
Forskrækket løb jeg op foran for at blive bedt for, og i de følgende dage ryddede jeg sammen med to gode bekendte op i min fortid. Sammen bad vi om udfrielse, og for første gang mærkede jeg virkelig frihed i mit indre. Jeg var dybt bevæget og utrolig taknemmelig.
Trods de mange behandlinger havde mit lymfødem-sygdomsbillede ikke ændret sig ret meget. Men jeg havde dog ikke regnet med det, der skete på min første arbejdsdag på en minigolfbane: Da jeg ville bukke mig for at samle en golfbold op, brækkede mit højre ben simpelthen midt over.
Med helikopter blev jeg fløjet til Universitetsklinikken i Freiburg. Der fik jeg implanteret et marv-søm i det brækkede ben. Derefter fulgte et kort sygehusophold og igen fire ugers behandling på specialklinikken der, hvor jeg nu boede.
Endelig blev jeg udskrevet.
Men efter indgrebet fik jeg en farlig infektion og måtte gennem en ny haste-operation, som blev fulgt af flere andre. Da knoglen allerede var næsten helt ødelagt, lå det i luften, at mit ben skulle amputeres. Jeg blev tilbudt en såkaldt omvendt plastikoperation, hvor låret fjernes og underbenet med foden – men uden tæer – derpå syes omvendt på kroppen.
Operationen forløb godt, og jeg var Gud taknemmelig for at have fået et nyt ben, men glæden varede kun kort. Der indtrådte infektioner, og benet måtte til sidst amputeres. I løbet af et år havde jeg gennemgået 32 operationer med efterfølgende ophold på intensivafdeling. Det var en barsk tid, hvor både jeg og andre bad Gud om hjælp. Til sidst var der ikke andet tilbage end at amputere mit ben helt oppe ved bagdelen.
Bagefter er jeg trods alt Gud taknemmelig. I løbet af alle de grusomme timer, jeg måtte gennemgå, blev jeg faktisk så nedbrudt i mit indre, at jeg nu føler mig fuldstændig som et nyt menneske. Sej som jeg er, tror jeg, at Gud har villet redde mig på denne måde. Måske var jeg stukket af fra ham med to ben
Af hele mit hjerte kan jeg i dag sige, at jeg trives meget bedre med kun ét ben og et liv med Jesus, end tidligere med to ben, men uden Jesus. Efter at jeg har besluttet at leve med ham i mit liv, er der vokset en stor tillid op i mig til, at Gud nok skal sørge for mig, slutter Carola Lambrecht, som trods sit handicap både svømmer, kører bil og meget andet.
Hun har fortalt sin historie til det tyske kvindeblad Lydia, hvorfra vi bringer artiklen.
