Sara var færdig med Gud, da hendes søn døde

Da hun hørte orgelmusikken og kom til at
tænke på sin søns lille kiste med blomster
på, var der ved at gå panik i hende…
Sara Samudio mistede sin søn på grund af sygehus-sjusk. Derfor følte hun ikke, at Gud kunne eksistere, og hun var færdig med alt, der har med kirke at gøre. – Kan du fortælle lidt nærmere om din søns død.
– Ja, jeg lå med svangerskabs-forgiftning i min graviditet. Det oplevede jeg også ved min første søns graviditet, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg blev gravid anden gang.
Og så gik det ikke bedre end, at der var lægemangel på sygehuset, og de tog sig ikke af mig, som de burde have gjort, fortæller Sara.
– På grund af lægemangelen sendte de mig hjem, og jeg gik i fødsel i 38. uge og kom på hospitalet, som jeg havde fået strenge ordrer på.
Så fik jeg noget blodtryksdæmpende medicin, og mine veer gik igen i sig selv, og sådan fortsatte det i en hel uge.

Jeg kom på hospitalet, fik målt mit blodtryk, der var for højt, og fik medicin, og så gik veerne væk, og så blev jeg sendt hjem. Men til sidst ville min søn jo så gerne ud.
Jeg fik meget voldsomme smerter og begyndte at bløde, og min jordemoder kom og sagde til mig, at jeg måtte hellere få en blokade, fordi jeg var så hysterisk. Så det fik jeg, og de fik sat sådan en elektrode på min mave, der kunne måle hjertelyden hos barnet, og det var alt for lavt.

Jeg har prøvet sådan nogle målinger mange gange før – både under første graviditet og nu også denne her, og jeg vidste, der var noget galt, så jeg siger til dem, at der er noget helt galt. Jeg spørger, om de ikke godt vil give mig kejsersnit, men får bare at vide, at det skal jeg ikke bekymre mig om.
Jeg ligger så i godt to timer med den her hjertelydskurve på, som gradvis bliver lavere og lavere og til sidst ligesom på film siger „duuut“.
På det tidspunkt får jeg så et akut kejsersnit under meget dramatiske forhold. Det viser sig så, at på det tidspunkt, hvor de kaldte mig hysterisk og lagde den her blokade, havde jeg fået en moderkageløsning, så min søn havde ligget i to timer og et kvarter uden ilt.
– Det lykkedes dem så at genoplive ham, og han bliver overført til Rigshospitalet. Da jeg er så voldsomt syg på grund af svangerskabsforgiftning, går min krop i chok, og jeg bliver overført til intensiv-afdelingen på det sygehus, hvor jeg netop har født.

Jeg vågner op dernede og får at vide, at min søn ligger på Rigshospitalet og ikke vil overleve, og at jeg skal skynde mig derind, hvis jeg skal nå ind til hans dåb. Jeg får så at vide af lægerne på hospitalet, at der ikke kan være tale om, at jeg bliver overført, fordi der ikke er plads til mig på Rigshospitalets intensivafdeling, og de har for øvrigt ikke fotokopieret min journal, så jeg har værsågod at blive her…!

– Jeg rejser mig op og tager drop og slanger ud og gør det hele selv og siger til min mor, der sidder ved siden af mig: Kom mor, vi kører i din bil.
Herefter forbarmer en sygeplejerske sig over mig og tilkalder en ambulance, og jeg kører så ind på hospitalet og når lige at komme, hvor præsten står og tripper og venter på, at den nærmeste familie er samlet, og Mikkel bliver døbt meget smukt, men også utrolig barskt.
Så efter dåben spørger jeg: Er der virkelig ikke noget håb? Er der ikke nogen chancer? Er der ikke noget som helst at gøre, for at mit barn kan overleve, hvorefter jeg fik bekræftet, at det er der ikke. Så bad jeg lægen om at fjerne respiratoren og fik lagt Mikkel i armene, og så sad jeg så med ham, indtil han døde.

– Efter begravelsen besluttede jeg mig for, at der fandtes i hvert fald ikke en Gud – ikke, at jeg nogensinde havde troet på ham sådan personligt, men jeg var overbevist om, at han fandtes i hvert fald ikke nu.
Jeg var meget vred og syntes, at han havde slået mit barn ihjel, selvom jeg havde det sort på hvidt, at det var en lægefejl, så jeg var færdig med alt, hvad der overhovedet havde med kirke at gøre.
Men jeg besluttede mig alligevel for at komme til min mors venindes bryllup og sætter mig ind, og så begynder orgelmusikken at spille, og det første, jeg får associationer til er min søns lille kiste og blomsterne, og jeg mærker nærmest et panikanfald i mig. Og jeg siger bare til mig selv lige så stille: Giv mig styrke, hvorefter jeg mærker den mest fantastiske fred og varme risle ned gennem kroppen.
Der var fuldstændig fredfyldt, og jeg kiggede på min mor, der sad ved siden af mig, og som ikke havde opdaget hverken mit panikanfald eller min fuldstændig fredfyldte tilstand.
Jeg vidste, at det var en unik oplevelse for mig, som jeg ikke kunne forstå, men bare måtte konstatere var behageligt.

Brylluppet gik fint – jeg kan ikke huske så meget af det, fordi jeg var helt salig.
Efter den episode gik jeg i to år, tror jeg, og tænkte over, hvad det var, der havde været rart den dag.
Jeg havde fået en velkomstdrink den dag, og jeg havde mange gode forklaringer på, hvad jeg havde oplevet.
Men jeg var godt klar over dybest inde, at der var noget mere i det her, at der var et eller andet. Af en eller anden grund fortalte jeg den her oplevelse til en mor, som havde en søn i den samme børnehaveklasse, som min søn skulle gå i – og hun hørte til i en kirke, hvor de holdt Alpha.
Hun sagde, det var Helligånden, jeg havde mødt der, og jeg kiggede bare på hende, fuldstændig målløs, og sagde til mig selv, at jeg ikke ville have noget med ånder at gøre. Så det var måske ikke den bedste forudsætning for at give mig en invitation, men ikke desto mindre gav hun mig en folder.

Jeg kiggede på den her folder og tænkte, at jeg ved godt, hvem Gud og Jesus er. Det har jeg jo hørt, og skulle det nu også være så vigtigt at høre mere om det.
Men hun blev ved, hver gang hun mødte mig og sagde – prøv bare at komme en første gang og se, om det ikke er noget for dig.
– Fik Alpha-kurset så betydning for dig?
– Ja, det må man sige. Jeg tror, vi var nået til tredje emne – Hvordan kan jeg være sikker på min tro? – hvor jeg besluttede, at jeg ville i hvert fald godt give mit ja til Jesus, så det gjorde jeg

Sara Samudio bor i Slangerup. Hun er 34 år og gift på 12 år med Réné. De har fire børn, Tim på 11, Mikkel som døde, Jakob på 8 og Julie på 4 år.
Sara er i dag sognemedhjælper i Grønnevang sogn i Hillerød.
– Jeg synes, det var et mirakel, siger Sara, som nu har haft sit job i to år og er glad for det.
– Egentlig er jeg nemlig uddannet indenfor shipping. Men en dag sagde min tidl. Alpha-præst til mig, at hun syntes, jeg skulle søge stillingen oppe i Hillerød. Fristen var allerede dagen efter, så jeg indleverede hurtigt en ansøgning – men bagefter kom jeg i tvivl og spurgte Gud i en bøn, om det nu også var rigtigt.
Da jeg slog op i Biblen, læste jeg i en bog, jeg aldrig havde bemærket før, Zakarias Bog kap. 3 vers 7:
„Dette siger Hærskarers Herre: Hvis du vandrer ad mine veje og holder mine bud, skal du styre mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig adgang til at færdes blandt dem, der står her.“
Sara følte i den grad, at Gud svarede hende, så hun gik ud i skoven og bad – både rystet og taknemlig for Guds kald.
Men da hun kom til kirken til jobsamtalen, var døren låst!
Det viste sig, der var sket en forbytning af navne, så man troede, Sara var kommet på sygehus. I hast lykkedes det alligevel at få udvalget samlet, men alle var lidt forvirrede.
Formanden spurgte Sara, hvorfor hun ville have jobbet.
Sara kunne ikke finde på noget bedre end at fortælle om bibelverset, og hun fik jobbet!

Bjørn Hansen
Henri Nissen