Den barmhjertige far
Vejen hjem er anderledes, end man tror. Sønnens hjemkomst handler ikke så meget om sønnens omvendelse, som den handler om faderens sindelag.
Ofte læser vi lignelsen om den fortabte søn med en forventning om, at det er sønnens omvendelse, der er den afgørende for faderens modtagelse. Men teologen Kenneth E. Bailey har vist, at den fortabte søn ikke selv finder hjem. Hans far finder ham, og derfra udspringer forsoningen!
I Lukas 15 fortælles en lignelse med tre vers.
Vers 1: Det forsvundne får, som findes af hyrden og bæres hjem. Byrden for hjemkomsten ligger på skulderen af hyrden, ikke fåret. Der holdes en fest, som sammenlignes med glæden i himlen over én synder, der omvender sig. Men hvor er omvendelsen? Fåret kom ikke selv hjem. Det blev båret hjem.
Vers 2: Den tabte mønt, der findes af kvinden og bæres op i pungen igen. Mønten kan ikke selv komme op fra gulvet. Kvinden gør arbejdet, og når der holdes fest for kvindens udholdenhed, er sammenligningen med synderens omvendelse der igen. Hvorfor? Mønten har da ikke været ude for en omvendelse, eller har den? Omvendelsen består i, at en anden har fundet mønten (og fåret) og gjort skaden god igen.
Vers 3: Den bortkomne søn. Hvad er omvendelsen her? Kenneth Bailey gør opmærksom på, at sønnens motivation for at vende hjem er, at han mangler mad. Han er i fremmede egne under hungersnødens trængsler og kommer til at tænke på, hvor god maden er hjemme, selv for daglejerne. Og han lægger en plan, der går ud på at komme hjem, ikke som søn, men som arbejder. Han kunne jo have tænkt: Tilgiv mig, at jeg ringeagtede din kærlighed. Nu ser jeg, hvor meget du elsker mig. I stedet tænker han på mad. Han omvendte sig faktisk ikke. Han ville have mad i maven.
Da sønnen er på vej hjem, ser faderen ham på afstand og løber ham i møde og kysser ham. Faderen opfører sig som en tjener. Og netop derfor, er sønnen knap kommet ind i landsbyen, før relationen er genoprettet. Hvem kan fordømme en søn, hvis far er trådt i tjenerskikkelse? I mødet med faderens kærlighed holder sønnen ikke sin udtænkte tale. Han siger kun som sandt er, at han har syndet.. Han forstår, at målet er samvær med faderen – ikke slid for faderen. Og det er faderens kærlighed, der viser ham det.
Som de to første vers af lignelsen i Luk. 15 finder omvendelsen sted ved, at faderen møder sønnen, ikke ved, at sønnen selv kommer hjem. For hjem er ikke bare landsbyen og arbejdet. Hjem er fællesskabet med faderen.
Omvendelse ikke er altså ikke noget, mennesket gør, men Guds aktive handling. Ligesom hyrden leder efter fåret, kvinden efter mønten og faderen efter sønnen. Den menneskelige del af omvendelsen består i, at mennesket ikke siger nej, når Gud kommer det i møde. Omvendelse er et gensvar på Guds handling. Og ikke som vi ofte misforstår det en forudsætning for at komme hjem.
Af Robert Strandgaard Andersen, missionær
