Der må være sket noget med Tanja og Morten

Morten dyrkede egyptiske guder og var på heroin, fra han var 14 år.
Han levede på gaden i mange år og var voldelig og kriminel.
Men den 15-årige Tanja faldt for ham.
Forgæves forsøgte de at bygge et liv op.
– Det var, som om Satan ikke ville slippe mig, siger MortenSom 11-årig meldte Morten sin stedfar for vold. Men da sagen kom i retten, bakkede moderen ham ikke op. Det blev et knæk for den lille dreng.

– Jeg havde aldrig troet på Gud eller noget som helst overnaturligt, fortæller Tanja, som indenfor det seneste år har opdaget, at Gud er der, og Han svarer, når hun beder om, at Morten må blive rask.

Han følte sig ikke elsket eller bare accepteret af sin stedfar, og nu havde moderen også valgt side imod ham.
Morten begyndte at skære i sig selv i et fortvivlet forsøg på at få opmærksomhed, men resultatet blev i stedet, at han blev sendt på institution som 12-årig.
Han begyndte at ryge hash, og allerede som 14-årig var han på heroin…

Bag Mortens triste skæbne lå en skilsmisse. Mortens biologiske far var på et tidspunkt blevet bevidst kristen og lod sig døbe som voksen. Selv om moderen nok også var kristen, kunne hun ikke følge ham, og hun slog i stedet fuldstændig bak overfor troen.
– De blev skilt, og i et forsøg på at hævne sig fyldte hun mig med negative holdninger til kristendom, fortæller Morten, som snart mistede kontakten med sin far – og senere kom ud i en form for satanisme, hvor han tilbad de egyptiske guder.
– Som 17-årig slap jeg ud af institutionen og boede på gaden, fortæller Morten.
– En lang periode boede jeg f.eks. i nogle gamle togvogne i Odense, andre gange boede jeg i et busskur, eller hvor man nu ellers kunne få tag over hovedet.
Jeg tror ikke, jeg havde en dag, hvor jeg ikke var påvirket af enten stoffer, piller eller alkohol. Og sådan er det fortsat indtil for seks år siden, hvor jeg mødte Tanja, og jeg gik på metadon for hendes skyld.

Tanja var ikke på stoffer. Hun mødte Morten hos nogle venner i Vojens, da hun kun var 15 år. Men hun havde også sine egne problemer:
– Mine forældre blev skilt, og min storesøster og jeg fulgte med mor til en ny mand. Det holdt heller ikke, så efter et par år var vi alene med deres fælles nye barn, som vi på skift passede, mens mor arbejdede på døgninstitution – ofte var hun væk om natten, fortæller Tanja, som på det tidspunkt kun var 10 år.
– Men det gik alligevel, selv om vi ikke havde så meget frihed som andre børn. Da jeg var 14 år, mødte min mor sin nuværende mand, og jeg kom i en anden skole i Haderslev. Kort efter mødte jeg Morten, som dengang havde langt hår og var på stoffer og ude i noget okkult.
– Ja, jeg var med i en okkult orden, hvor vi tilbad Ra og de andre egyptiske guder, fortæller Morten. – Jeg var selv vikar for ypperstepræsten, og det var noget værre noget. Man fik lagt en slags forbandelse over sig, hvis man nogensinde røbede det eller forlod det igen. Sagde de.
– Blev du ikke betænkelig ved sådan en fyr?
– Joh, jeg gad ikke den slags, og det meldte jeg også klart ud, siger Tanja. – Men jeg tænkte, at det nok skulle blive bedre. Jeg tænkte, at han nok kom over det, når han nu først havde afsonet sin straf og begyndte på et nyt liv.

Morten skulle nemlig afsone en „sidste“ dom på 14 dage i arresten i Haderslev.
– Jeg har syv gange været i spjældet for vold og syv gange for andre ting såsom dokumentfalsk, indbrud, våbenbesiddelse og den slags. Jeg var jo på heroin, og jeg havde hele tiden brug for at finansiere mit misbrug, forklarer han.
– Desværre kendte Tanjas mor nogen, som arbejdede med indsatte i arresten, så hun opdagede, at Tanja jævnligt besøgte mig. Derfor fik jeg besked på at komme til en alvorlig samtale med hende, så snart jeg blev løsladt. Hun sagde, at hvis jeg nogensinde tog pis på hende datter, så skulle hun nok sørge for, at jeg fik det hedt. Men det var i orden. Hun troede, jeg flirtede med andre.
Morten ville ikke miste det gode, han havde oplevet med Tanja. Han var godt klar over, at hans liv havde været forfærdeligt, og han havde kun holdt sig oppe ved at gøre sig hård og tage kampen op med hvem som helst, der kom på tværs.

To-tre gange, husker Morten, fik han en overdosis, – én gang var som en straf fra Hells Angels i Odense, som han skyldte 32.000 kr.
– Efter at de havde givet mig nogen tæsk, opsøgte jeg ham, jeg skyldte penge, for at hævne mig. Jeg sprang op på bordet og ville sparke ham i hovedet med træsko. Men så opdagede jeg, at han var omgivet af 7-8 andre HA’ere. Jeg vidste, spillet var tabt, og spurgte, om jeg kunne få en ordning. Så fik jeg en dosis heroin. Da jeg senere tog den, faldt jeg om.
Jeg fulgtes på det tidspunkt med en vagabond. Han fik mig på sygehus. I ambulancen døde jeg flere gange. De fortalte mig, at jeg havde været væk i 2,52 minutter. Det første, jeg sagde, da jeg vågnede og så sygeplejersker og læger stå bøjet over mig, var: „Åh Gud, er I engle?“ Jeg troede, jeg stadig var død.

Morten kan huske, at han oplevede noget, mens han var død. Men mærkeligt nok har han siden dengang haft et billede i hovedet af Gud og Jesus. Han tænkte efter den tid altid på Gud som en enorm skikkelse, der sad på en trone med lysende øjne.
– Jesus sad til højre med dejlige, smilende øjne, fortæller Morten. Billedet af Jesus stod i grel kontrast til det had til kristendommen, som han mødte i satanismen. Men fra den gang vidste han, at „Jesus var en flink fyr“.
– Også en anden gang havde jeg en mærkelig oplevelse. Da sad jeg sammen med nogle kammerater i Haderslev. Mens vi sad og så TV, gled jeg væk. Jeg mærkede, hvordan jeg ligesom svævede ud af min krop og op under loftet. Jeg kunne høre, de andre snakkede om mig. De sagde: Morten sover vist. Måske er han død. Så tog de pulsen og mente, at jeg alligevel var i live.
Jeg huskede fra min okkulte tro på egyptiske guder noget om, at man kunne hive sig tilbage i navlestrengen. Så jeg hev mig tilbage i en slags snor, som gik ned til min krop. På den måde „kravlede“ jeg ligesom ind i kroppen igen.
– Ville dine kammerater tro dig?
– Nej, de ville selvfølgelig ikke tro det. Jeg kunne fortælle dem, hvad de havde sagt og gjort. Men de troede ikke på mig. Det var umuligt at forklare, konstaterede Morten.
(I mange nærdødsoplevelser fortælles faktisk om en „sølvsnor“ fra den døde krop til sjælen. Også Bibelen nævner sølvsnoren, der brister, når vi dør. (Prædikerens Bog 12, 6.))
Morten var ikke længere på heroin, men kun på metadon, som ikke giver hallucinationer. Hans krop var imidlertid meget skadet af de mange år med heroin, alkohol, piller og nu sidst metadon. Han havde også skrumpelever, fordi han en periode havde skiftet heroinen ud med dagligt druk.
Han var godt på vej til en tidlig død.

Efter at have mødt Tanja forsøgte Morten at få mere styr på sit sølle liv. Han og Tanja flyttede sammen, da hun var 18 år. De boede forskellige steder, og da Morten i et par år havde fast arbejde på Danæg og Tanja i en malerforretning, købte de for to år siden et ældre hus i Christiansfeld, som de gik i gang med at sætte flot i stand.
I juni 2004 skete der en anden god ting i hans liv. Hans biologiske far opsøgte ham. Det viste sig, at faderen nu boede i Vejle og kom i frikirken „En Åben Dør“.
– Han tog bl.a. Udfordringen med og nogle bøger og foreslog, at jeg læste dem. Men jeg læste ikke noget, selv om jeg sagde, jeg gjorde. Tanja derimod blev straks fanget af det, fortæller Morten.
Korset & Springkniven
– Ja, jeg læste bogen om Korset og Springkniven, som fortæller om narkomaner og kriminelle, som bliver totalt forandret af at tro på Gud, fortæller Tanja.
– Jeg kunne godt se, at Jesus og kristendommen var det eneste, der kunne hjælpe os. Men det havde jeg aldrig vidst – jeg kendte ingenting til kristendom. Jeg troede, kirken bare var noget kedeligt noget – jeg drømte ikke om, at der var så meget godt i det… Folk går glip af meget, som de ikke aner noget om.
Jeg havde aldrig troet på Gud eller noget som helst overnaturligt, fortæller Tanja, som nu fik Morten overtalt til at brænde de okkulte bøger.
Efter aftale med Mortens far kom Keld Petersen, som er præst i frikirken „En Åben Dør“ i Vejle, på besøg og underviste Morten og Tanja. Mens de bad, kom politiet på besøg. De troede, Morten var indblandet i noget med heroin…
– Kan I ikke komme en anden dag? Præsten er her lige, sagde Morten.
– Præsten? Her? Den tror vi ikke på, sagde de og gik ind. Men dér sad virkelig en præst, så de forsøgte at opføre sig så godt, de kunne, husker Morten.
Men han havde ikke overgivet sig helt til Jesus endnu, så det gik ikke stille af…

– Uge for uge skete der ulykker, og vi syntes begge, at det var unaturligt.
På loftet larmede det, som en eller anden hoppede rundt deroppe; vi sagde for sjov, at det var den gamle skomager, der gik igen. En gang lød det, som om et vindue blev smadret. Engang hvæsede noget i stuen, mens venner var på besøg. De hørte det også, fortæller Tanja.
– Det var, som om Satan hævnede sig, fordi jeg ville ud af det, jeg var med i, siger Morten uden omsvøb og fortæller om de mange ’ulykker’:
Jeg blev f.eks. ramt af en bil, mens jeg stod ved et busstop, og jeg måtte på sygehus med hjernerystelse. Da jeg gik tur med min hund, løb den pludselig, så jeg fik armen rundt om et skilt, og den blev revet af led. En anden gang slog jeg på grund af min hund hovedet ind i en lygtepæl og faldt om, hvorefter en trailer bakkede ud og kørte over min fod… Jeg blev også overfaldet af en rottweiler, som bed mine scener og nerver over i armen, så jeg ikke kunne bevæge tre fingre…
En dag faldt jeg af cyklen og blev indlagt med indre blødninger. Efter at de havde fået standset blødningerne, lå jeg nogle dage på sygehuset, men så ville jeg hjem. „Tag den nu med ro!“ sagde de. Men jeg var dum nok til at cykle hjem. Så blødningerne brød op igen, og jeg røg igen på sygehuset. Efterhånden blev vores økonomi ødelagt af sygedage, hvor jeg ikke fik sygedagpenge, fordi jeg havde været så meget syg… Vi måtte derfor sætte huset til salg.

Morten vaklede stadig mellem det nye og det gamle liv. Men en dag mødte han en mand udenfor Netto:
– Han havde ligesom noget præstetøj på, og bag ham var der nogen med noget munketøj på. Han sagde, han havde søgt efter mig i tre timer, en mand med en helt hvid hund og armen i gips. Jeg syntes, de så underlige ud, så jeg troede, det var skjult kamera.
– Men han kunne fortælle mig en hel del om mig selv, og han sagde, at jeg skulle tage til helbredelsesmøde med Hans Berntsen og blive ved at tro. Så ville jeg få hjælp.
Morten har ikke set de tre mænd siden, og ingen ved, hvem de var, men han og Tanja tog med til mødet, der foregik i Rødding.
– Jeg stod helt oppe foran og så, hvordan et ben voksede ud. Jeg blev så benovet, at jeg udbrød: „For Satan!“ Berntsen kiggede op på mig og sagde: „Nej, det er ikke ham, der gør det, det er Gud.“
Så sagde han, at jeg skulle bevæge fingrene.
– Det kan jeg ikke, svarede jeg. Jo, gør det nu bare, sagde han – og så kunne jeg! Jeg blev helt vild. Jeg råbte begejstret og kunne slet ikke forstå det. Men det overbeviste mig om, at Gud havde magt.
Fra det tidspunkt kunne jeg ikke få nok af Gud. Vi læser og be’r og snakker nogen gange hele natten om Gud. En søndag var vi på besøg et sted, og vi havde bare sådan en lyst til at gå i kirke, selv om det var den mest elendige prædiken, jeg hidtil har hørt. Men bare at være i kirken gjorde godt. Vi kan ikke få nok. Og vi véd, at hvis vi sløjer af, så går vi død.

– På et møde kort efter i frikirken „En Åben Dør“ talte den afrikanske evangelist Tunde Bolanta. Han kendte os ikke, men pillede os ud blandt 150 mennesker og profeterede, at vi netop var kommet op af et sort hul. Og at vi skulle hjælpe andre op af det samme hul, fortæller Tanja.
– Vi tog også til møde med Christian Hedegaard, og han fik straks øje på mig og begyndte at uddrive en dæmon. Da der ikke straks skete noget, hostede jeg lidt, fordi jeg syntes, det var synd for ham… Men så skal jeg ellers love for det kom. I en halv time hostede jeg slim og blod op, og jeg kunne fysisk mærke det, som om en slange kom ud af min mund. Jeg mærkede halespidsen, da den var helt ude, fortæller Morten, som godt huskede, der havde været en slange med i den okkulte dyrkelse. Nu var han endelig sluppet af med den.

Selv om Tanja og Morten følte den ondes angreb gennem sygdom og ulykker, var de fast besluttet på at holde fast i deres nye tro. De meldte sig til både Alpha-kursus og Beta-kursus om kristendom. Og Tanja begyndte at bede for Mortens sygdomme, ligesom hun havde læst om i ’Korset og Springkniven’.
– Flere gange er det sket, at Tanja har bedt for mig om aftenen, og næste morgen har jeg været rask. Jeg havde så højt et levertal, at jeg ikke skulle kunne stå op. Men Tanja bad for mig, og jeg blev rask. Lægerne undrede sig så meget, at de sad rundt om mig i en kreds, som om jeg var et mærkeligt tilfælde. En eller anden fik fat i en journalist, som ville skrive noget til BT. Men da han hørte, at det var Gud, der havde gjort det, ville han ikke skrive om det alligevel. Han foreslog i stedet, at jeg skulle sige, det var Satan, der gjorde mig i stand til det. Så droppede vi det interview…
Efter at Tanja og Morten bad imod det, forsvandt lydene i deres hus, og nu er her fred.
Tanja har også bedt for en ven, som havde propper i ørene og tinnitus, og det forsvandt næste morgen. I Alpha-gruppen bad hun for Marianne, som skulle opereres for forsnævrede blodårer. Operationen blev aflyst, fordi hun pludselig havde fået det bedre og kunne danse igen…

At Morten stadig kunne blive plaget af onde ånder, fik de et tegn på en aften, de lå i sengen.
– Morten så pludselig på mig med meget onde øjne. Det var, som om han ikke var sig selv. Jeg sagde helt automatisk ’I Jesu navn’ tre gange. Så var alt igen godt. Hans ansigt ændrede sig. Så lidt skal der til, konstaterer Tanja forbløffet over magten i Jesu navn. Når hun beder for syge, lægger hun ganske enkelt hænderne på de syge og be’r en meget enkel bøn. Ikke mærkelige ord eller andre hundekunster. Bare en enkel bøn. Og Gud griber ind.
Netop nu kæmper de med, at Morten skal ud af metadon, som er endnu mere vanedannende end heroin, selv om man får det på offentlige klinikker. Han er allerede gået 5 enheder ned.

– En nat lå jeg med abstinenser og kunne ikke sove, da jeg pludselig mærkede en varme og kærlighed. Jeg blev lidt bange og hviskede: „Jesus, er det dig?“ Så faldt jeg i søvn og sov godt hele natten uden abstinenser, fortæller Morten.
Der er sket så utroligt meget på bare et halvt år, og hvad der skal ske i fremtiden, ved de ikke – huset er stadig til salg, og de har ingen penge – men de regner med, at Gud har en plan. Imens rydder de op i deres liv. De snakker ofte med deres gamle kammerater og venner om, at der er en vej ud, og at de også kan få det bedre.
Efter interviewet opsøgte de en gammel ven, som de havde smidt ud, og sagde undskyld.
Blandt dem, der undrende har fået deres undskyldning og tilgivelse, er også Mortens stedfar, som Morten engang slæbte i retten.
Enhver kan se, at der er sket noget helt usædvanligt med Tanja og Morten.
Og lørdag den 22. januar blev de også rigtig gift.