Päivi overgav sit liv og blev en bønnens apostel
Den profetiske finske forbønsleder kommer til Danmark på lørdag.
Päivi Heikkilä blev selv troende som konfirmand i den lutherske kirke i Finland, men da hun ikke fik undervisning om, hvordan hun skulle leve som kristen, mistede hun snart troen igen.
I stedet kom hun med i ungdomsbander og levede et vildt ungdomsliv. Senere blev hun gift og fik to børn. Men engang, da hun var til en løssluppen udklædningsfest i sin mands firma, følte hun pludselig, at hun måtte bede.
– Jeg var fuld og røg mine mange cigaretter, mens jeg stavrede op på loftet, hvor jeg fandt et tomt rum. Dér sad jeg nu i min cowboy-udklædning og bad desperat til Gud og englene og alt, hvad der er godt: Hvis du eksisterer, Gud, så hjælp mig!
– Da jeg vågnede næste morgen følte jeg en helt ny fred.
Jeg undrede mig og tænkte: Findes der virkelig en Gud?
Jeg overgav mig til Gud og bad om, at han ikke måtte forsvinde igen. Så begyndte jeg at læse min gamle konfirmandbibel fra ende til anden mindst ti gange de næste år, husker Päivi.
Hun blev nu aktiv i den lutherske kirkes gadebørnsarbejde. Manden kunne ikke følge hende i troen, så de to blev separeret.
I 1998 var Päivi og en veninde på Åland til en bønnekonference. Trætte begyndte de at bede.
– Pludselig mærkede jeg, at Helligånden begyndte at bede igennem mig. Jeg røg op af sengen og bad indtrængende for, at Guds hær af forbedere måtte rejse sig. Jeg kunne ikke undgå at græde, og jeg sang om Finland.
Päivi fik et syn af Finlands 415 kommuner. Hun så, at der i alle kommuner var nogle, der bad for deres byer, indtil hele landkortet var blåt.
Hun bad for sin egen kommune, Savonlinna, hvor hun var leder af kulturforvaltningen. Kommunen havde mange vanskeligheder, og Päivi spurgte borgmesteren, som var ateist, om hun og nogle venner skulle bede for kommunen.
Borgmesteren skrev ud til alle byrådsmedlemmer for at spørge dem om bede-emner! Herefter gik det bedre for kommunen.
Bede-bevægelsen bredte sig, så 10.000 mødtes til bønnekonference. Og bønnen har banet vej for en kristen præsident og statsminister og meget andet.
Til Danmark
Päivi bruges nu som underviser også udenfor Finland. Hendes bog ”Herren vil give jer byen” er kommet på finsk, engelsk, polsk, norsk – og dansk.
Hun er grundig som en typisk finne, men samtidig en inspirerende profetisk forkynder, der også får ord og billeder.
Nu kommer Päivi selv til Danmark. På lørdag skal hun underviser i Citykirken på Viborgvej i Aarhus kl. 10-17. Bedehus.dk inviterer alle kristne på tværs af kirkeskel, som føler nød for Danmark og ønsker at være med i en forbøns-transformation for landet.
I over 600 byer og lande i verden har den amerikanske forsker George Ortiz Jr. kunnet dokumentere en transformation, efter at de kristne fandt sammen og bad desperat for deres døende samfund. Virkningen er synlig og kan ikke forklares rationelt. Og det viser, at de kristnes enhed om bøn har en mærkbar virkning.
Det samme er der mange, der længes efter skal ske i Danmark.
Mødesteder
Udover Aarhus taler Päivi søndag kl. 10 i Kristent Center i Slagelse.
Mandag aften kl. 19.30 underviser hun ved et offentligt møde på Kolding Int. Højskole.
Tirsdag kl. 19.30 er hun i Citykirken i Høje Tåstrup, før hun tager tilbage til Finland.
Bedehus.dk håber at forene forbedere fra hele landet i målrettet effektiv bøn, som viser sig i et forandret Danmark.