Jeg er bange for ikke at blive en god mor

Kære Suh.
Jeg er lidt tidligt ude med min bekymring, for jeg er faktisk stadig single.
Men jeg drømmer og længes efter at få min egen familie. Især at få børn. Men min bekymring går på, om jeg kan finde ud af at være en god mor, for mit forhold til min egen mor har været mildest talt traumatisk, hun var alkoholiker (er i dag tørlagt), og der var masser af omsorgssvigt. Derfor er jeg bange for at give de dårlige ting videre til mine egne børn.
Jeg kender til begrebet ”social arv” – spørgsmålet er, om jeg kan bryde den?
Kh Den bekymrede

Kære Bekymrede
Netop fordi du allerede bekymrer dig – så er du på en måde allerede i gang med at bryde ”den sociale arv”!
Det kan naturligvis ikke undgås, at vores opvækst på godt og ondt præger os, når vi selv skal til at være forældre. Der er ting, vi har lært på en uheldig måde, ligesom der vil være ting, vi slet ikke har lært.
Visse uheldige mønstre kan vi komme til at gentage i forhold til vores børn – ikke fordi vi som sådan er ”dårlige forældre”, men simpelthen fordi det, vi har lært ved at iagttage vores forældre, ganske automatisk er blevet implementeret i vores måde at være på. Da det foregår på et ubevidst plan, kan det være vældig svært at komme til livs.
Men hvis vi bevidst begynder at fokusere på vore egne mønstre og på vor adfærd og vore tanker, så kan vi efterhånden opøve en ny måde at reagere på. Det kræver en del energi og opmærksomhed, og hvis vores opvækst har været særlig belastet, kan det nogle gange være nødvendigt at få professionel hjælp.
Når du tænker på det at være mor, så må du huske, at det, der afgør, om du bliver en god mor, ikke er, om du begår fejl eller ej. For alle fejler, også selvom de har haft en forholdsvis optimal opvækst.
Det, der gør en forælder til en god forælder, er viljen i hjertet til at gøre det, der er godt og sundt for ens barn, også selvom det kræver ofre af en selv. Det kræver mod at mærke det, der gør ondt, nemlig ens egen magtesløshed engang imellem – og at turde sige undskyld, selvom det kan være angstprovokerende at skulle erkende egne fejl.
Det kræver en respekt overfor den store opgave, det er at skulle tage vare på et barn, og en ydmyghed, som får os til at turde spørge om og tage imod hjælp fra andre. Hvis du har vilje og mod til at begive dig ud i et moderskab, der omfatter disse ting, så kan det ikke gå helt galt. Og husk, at du til den tid jo ikke vil være alene om det – der er også en far til barnet, som du kan sparre og rådføre dig med.
Så glæd du dig fortsat til det kommende eventyr med både mand og barn/børn – som alle andre eventyr kommer der prøvelser, men med den rette indstilling og en masse kærlighed så skal det nok gå i sidste ende.
Hilsen Suhs