Hvornår holder vi op med at lade os lokke?

Jo tættere du lægger dig op ad sandheden, jo sværere bliver det at skelne det sande fra det falske.

Slangen i Paradiset såede tvivl i Eva ved at analysere Guds ord om kundskabens træ:

Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?« »Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!« svarede kvinden. »Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!« »I dør da ikke,« hvislede slangen. »Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.« (1 Mos 3:1-5)

Så vendte Gud sig til kvinden: »Hvor kunne du gøre det?« udbrød han. »Det var slangen, der lokkede mig til det,« forsvarede hun sig, »og så spiste jeg.«
(1 Mos 3:13)

… Så dør vi!…I dør da ikke… Gud sagde, de ville dø. Slangen sagde de ikke ville dø. Gud havde ret, døden kom ind i menneskeheden, som noget af det sikreste, vi ved. Vi skal alle dø. Slangen havde også ret. De døde jo ikke med det samme, der gik mange hundrede år før Adam og Eva døde. Døden var kommet, og det passede rigtig godt i Satans plan.

Hvordan ser vi forskel?

Når jeg vil fange en mus, laver jeg den lækreste mad, som jeg lægger i fælden. Signalet er, der er serveret, det er ikke farligt. Min hensigt er at snyde musen.
Sandt eller falskt, rigtigt eller forkert, ægte eller uægte. Det er nogle af de vurderinger vi står over for hver eneste dag. Vi er opdraget til at tage stilling, og det er nødvendigt, hvis vi ikke skal blive taget ved næsen.
Men hvordan undgår vi at fortsætte Evas bane med at lade os tage ved næsen af Slangen?

Jeg plejer at sige, at der ikke er noget, der kan dræbe en god diskussion som facts. Det er bare sådan, at det ikke altid er tilfældet, at facts er tilgængelige. Og er de der, kan man jo også bare betvivle dem, så kører diskussionen alligevel.

Jeg har flere venner, der er enæggede tvillinger, hvor det er totalt umuligt at se forskel. Selv om de ser ens ud, er de ikke den samme person. De er forskellige, lever hvert deres liv med hver deres familie og børn. Udefra er de den samme. Kun når man lærer dem rigtig godt at kende, begynder forskellene at dukke op. Deres koner og børn kan ikke forstå, at jeg ikke kan kende forskel. De griner ad mig og synes, det er mærkeligt, at jeg ikke kan kende forskel.

Hvordan er det så, vi lærer at se forskel på, om det er Gud eller Satan, der har ret, eller om et budskab kommer fra den ene eller den anden?
Det kan give lange og mange diskussioner, om hvorvidt de findes eller ej, for mig er det et faktum, at de lever i bedste velgående, så den del af diskussionen stopper her. Men spørgsmålet om at kende forskel på dem, er et spørgsmål, jeg gerne vil gå lidt videre med.

Fjenden ødelægger i Guds navn

Det er sådan, at Gud skabte verden med en god hensigt, en ideel verden med kærlighed, fred, harmoni og så videre. Der skete bare lige det, at Satan, der dengang var en højtstående engel, ville overtage Guds plads og blev smidt ud af Himmelen.
Han lå så på lur for – med snedig list og ved at lægge sig tæt op ad sandheden – at ødelægge Guds skaberværk. Det var lige ved at lykkes. Han fik synden, med alt hvad dertil hører, spredt ud over og i skaberværket. Og har nu klædt sig ud som Gud og render rundt og ødelægger i Guds navn.
”Hvordan kan der være en Gud, når han tillader så meget ondt?” ”Hvordan kan der være en Gud, når ikke engang de kristne kan enes?” ”Hvorfor griber Gud ikke ind?” osv.

Jesus siger det selv på denne måde i Mattæus 13:24-30:
Et andet af de billeder, som Jesus brugte, lyder således: »Med Himmeriget er det som med en landmand, der såede hvede i sin mark. Men en nat, da folkene lå og sov, kom hans fjende og såede ukrudt mellem hveden. Derefter forsvandt han.
Da hveden begyndte at spire, kom også ukrudtet til syne. Landmandens medhjælpere kom løbende: ’Du såede jo ren hvede i din mark,’ sagde de, ’men nu er den fuld af ukrudt! Hvordan kan det gå til?’ ’Det er min fjende, der har gjort det,’ svarede han. ’Skal vi rive ukrudtet op?’ spurgte de så. ’Nej,’ sagde han, ’så river I bare hveden med op. Lad begge dele gro side om side indtil høsten. Så vil jeg give høstfolkene besked om at skille ukrudtet fra, så det kan blive brændt, og vi kan bringe den gode hvede i lade.’«

Vi må lære den gode stemme at kende

Når vi er kommet dertil, og har opdaget at der er to spillere på banen, der udefra kan ligne hinanden til forveksling, gælder det om at lære den ægte at kende. Det gøres ved at lære hans stemme at kende, og holde sig tæt til ham som en søn til sin Far.

Forestil dig, at det, jeg har skrevet indtil nu, er fakta, og se dig omkring på verden med de briller. Så er der mulighed for et helt nyt billede, der er meget mere farverigt og nuanceret.
En masse puslebrikker, som vi normalt – og især videnskaben – har lagt til side som ikke eksisterende og ikke passende, vil pludselig falde på plads.

Guds plan er godhed og en vej tilbage til Edens have for alle dem, der vil. Dem, der ikke vil, lader sig snyde som Eva.

Søndagens tekst: Joh. 8:28-36

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

28Da sagde Jesus: »Når I har fået Menneskesønnen løftet op, vil I forstå, at jeg er den, jeg er. Jeg gør intet af egen vilje, men jeg siger det, min Far har sagt, jeg skal sige. 29Han, som har sendt mig, står bag mig. Han har ikke forladt mig, for jeg gør altid det, der er hans vilje.«

Mange i skaren kommer til tro
30Mens Jesus talte, kom mange i folkeskaren til tro på ham, 31og til dem sagde han: »Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. 32I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.«

Konfrontationen med de jødiske ledere tilspidses
33»Sætte os fri?« afbrød de jødiske ledere ham. »Hvad mener du med det? Vi har aldrig været slaver af nogen. Vi er jo børn af Abraham!«
34Jesus svarede: »Det siger jeg jer: Enhver, som lever i synd, er slave af synden. 35Slaver har ingen frihed og ingen rettigheder. De kan når som helst blive sendt bort. Sønnen, derimod, hører til i familien, og det bliver han ved med at gøre. 36Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie.