Mit hjertes melodi
Den amerikanske sangerinde Renée Bondi havde en strålende karriere, da hun pludselig faldt ud af sengen og blev lammet i begge sider. Men hun opgav ikke. Selv om hun
sidder i kørestol, synger hun fortsat – og hendes liv fik større dybde, fortæller hun herDen aften i mit liv, da alt ændrede sig, sad jeg og hyggede mig i køkkenet med et stykke brød før sengetid, skrev et par ting, jeg skulle huske til dagen efter og gik i seng omkring kl. 23.00. Jeg puttede mig under dynen og følte mig fuldstændig sikker og tryg.
Jeg vågnede brat op af min dybe søvn, da jeg faldt ud af sengen. Jeg havde lige netop tid til at undre mig over, hvad der skete, da jeg landede med et bump på gulvet. Jeg slog en kolbøtte og lå med benene i klædeskabet.
Halvt i søvne og stadig liggende på gulvet faldt det mig slet ikke ind at spekulere over, hvordan det var gået til, at jeg var faldet ud af sengen så brat, og om jeg måske havde slået mig. Jeg tænkte kun på at komme tilbage i sengen. Jeg rullede om på siden for at rejse mig op, men i samme øjeblik sagde det KNAK øverst til højre i min rygsøjle. På grund af smerten rullede jeg tilbage på ryggen. Nu væltede jeg mig om på den anden side for at komme op, og det sagde igen KNAK i halshvirvlerne. Der kom en stikkende smerte, og jeg faldt igen om på ryggen.
Nu er det sket, tænkte jeg ved mig selv. Jeg fornemmede, at der måtte være sket noget alvorligt med den gamle halshvirvelskade, jeg havde pådraget mig flere år tidligere i forbindelse med et biluheld.
Nu var jeg lysvågen. Forundret måtte jeg konstatere, at jeg i en alder af 29 år havde brug for hjælp til at komme op at stå. Mit soveværelse lå i kælderen, og min husfælle Dorothy sov i stuen. Jeg skulle altså råbe højt for at blive hørt. Jeg trak vejret dybt ind og råbte: Dorothy! Men alt, hvad der kom frem, var en ynkelig hvisken.
Nu må du tage dig sammen! Du er da sangerinde og underviser endda i, hvordan man trækker vejret rigtigt! sagde jeg til mig selv. Jeg trak altså endnu en gang vejret dybt ind og forsøgte igen: Dorothy! Også denne gang kunne der kun høres en svag hvisken. Nu blev jeg ramt af en voldsom panik.
Netop da jeg faldt ud af sengen, var Dorothy vågnet og var straks lysvågen. Hun syntes, hun kunne høre en stemme et eller andet sted og stod derfor op og gik hen til trappen. Renée sidder vel ikke og snakker i telefon kl. to om natten, tænkte hun. Knap et minut efter mit styrt hørte jeg, hvordan Dorothy råbte mit navn: Renée! Renée! Jeg hørte hendes skridt på trappen og til sidst hendes hånd på dørgrebet. Uden så meget som at banke på eller spørge sig selv, om hun kunne trænge ind i mit soveværelse midt om natten, åbnede hun døren. Jeg udstødte et lettelsens suk.
Da hun så mig ligge fladt på ryggen, spurgte hun: Hvorfor ligger du der på gulvet? Jeg ved det ikke, men der er noget i min hals, som ikke er, som det skal være, svarede jeg hviskende. Det gør skrækkeligt ondt. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men det må være noget alvorligt. Jeg kan ikke rejse mig. Ring efter en ambulance.
Dorothy stirrede på mig. Så greb hun telefon og ringede til vagtlægen. Det er i orden. De er på vej. Jeg går udenfor, så de kan finde os. Men jeg var bange. Nej, bliv her ved mig, bad jeg. Jeg henter Jennifer, svarede Dorothy og gik ud for at kalde på sin datter.
Omtrent i dette øjeblik gik der en mærkelig fornemmelse gennem hele min krop. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive den. Den kan vel snarest beskrives som en bølge. Pludselig mærkede jeg denne mærkelige strøm, som langsomt gik igennem mig fra halsen og ned til tåspidserne.
Hvad i alverden var det? tænkte jeg. Jeg bliver vel ikke lam? Jeg er da kun faldet ud af sengen. Som en sankthansorm i nattens mørke lyste den tanke op et sekund, men jeg ville aldrig have troet det muligt, at det faktisk var tilfældet. Når jeg i dag ser tilbage, er jeg overbevist om, at den strøm, som jeg mærkede dengang, må have været starten på lammelsen, fordi jeg aldrig derefter kom til at bevæge mig igen.
Dengang kunne jeg stadig helt cool analysere, hvad der var sket med mig, men sådan blev det ikke ved med at være i de følgende måneder og år. Jeg blev gang på gang konfronteret med de hårde grænser, mit handicap satte for mig. Men til alt held stod jeg ikke alene over for dem, for især min mand Mike, som jeg var blevet forlovet med knap 36 timer før mit natlige styrt, stod trofast ved min side i tykt og tyndt. Og jeg havde min familie og mange venner, som hjalp mig i svære stunder.
Naturligvis måtte jeg gentagne gange stille mig de samme spørgsmål: Hvorfor er det sket for mig? Hvorfor har Gud tilladt, at jeg brækker halsen? Har han med vilje sørget for, at jeg kommer i rullestol?
Her mødte jeg en virkelig god hjælp i min præst. Han sagde: Jeg ved det ikke, Renée. Jeg står selv uforstående over for det og kan ikke forklare det. Der findes ting, som ganske enkelt ikke lader sig forklare her på jorden. Alt, hvad vi kan gøre, er at stole på, at Gud elsker os og vil os det bedste. Og også Gud selv talte til mig og endda i det sprog, som jeg kendte bedst – gennem musik.
En dag kom følgende sang til mig i de tidlige morgentimer:
I som vandrer i Herren og lever jeres liv i skyggen af ham
Sig til Herren: Du min tilflugt, min klippe, Dig stoler jeg på!
Og Han vil løfte jer højt på ørnes vinger, bære jer på morgengryets pust
Lade jer stråle som solen og holde jer i sin hånd.
Det, der da steg op i mig, var ikke blot en erindring om en eller anden gammel sang. Det var musik fra dybet af min sjæl. Det var næsten, som om musikken blev sunget direkte forbi min forstand og ind i hjertet på mig. Gud sagde til mig: Vær ikke bange, Renée. Jeg går altid i forvejen. Kom, følg mig, og jeg vil give dig ro. Jeg vil lade dig stråle som solen. Jeg vil være med dig i alt. Jeg bærer dig på ørnevinger.
stole på Gud
Med ordene fra denne sang opmuntrede Gud mig til gennem mit livs storm – min dobbeltsidige lammelse – at lade mig bære højere op end jeg nogensinde ville være kommet uden storm. Det syntes ved første blik fuldstændig absurd.
Musik havde altid været som en slags navlestreng mellem mig og Gud, og nu brugte Gud musikken til at tale til mig. Hvor klogt af ham, at han på en måde brugte mit sprog for at trænge igennem til mig. Jeg lærte Gud at kende på en måde, som jeg aldrig havde oplevet før. Når jeg lod de sidste måneder passere revy, kunne jeg se Guds hånd i alt. Gud holdt øje med mig og vågede over mig. For første gang begyndte jeg at stole på, at han virkelig ville sørge for mig – i åndelig såvel som i praktisk henseende, og jeg vidste, at alt nok skulle blive godt, selvom min definition af ordet godt havde forvandlet sig grundlæggende.
Renée Bondis biografi er udkommet på flere sprog. Den engelske titel er: The Last Dance – but not the Last Song (Den sidste dans, men ikke den sidste Sang!)
