Velproduceret, ærligt og pænt

Jason Grays nye album “Where the Light gets in”, det ottende i rækken, er velproduceret og pænt. Men de første par sange lyder mest af alt som Jordan Feliz, som vi anmeldte tidligere på året, uden at det bliver helt lige så godt.

Det var ellers en god vej at gå, men når det ikke helt lykkes, så bliver det lidt tyndt. Det skal ikke misforstås, for Jason Grays album er ganske godt og indeholder velskrevne sange, så det står fint alene. Det drejer sig blot om, at når man bevidst (forhåbentligt) lyder som et af årets stærkeste udspil, må man finde sig i sammenligningen.

Men tekstmæssigt kan Jason Grays album dog sagtens måle sig. Der er en ærlighed og dybde, som gør dette album relevant. ”Where the light gets in” er et album om håb, både i hverdagen og om en kommende opstandelse. Det får Jason Gray kommunikeret klart og tydeligt.
Samtidigt er han ikke bange for at tage fat i det faktum, at livet engang imellem gør ondt, og at det kan være en udfordring at leve i en verden, man ikke forstår.

Et af albummets højdepunkter er netop, når Jason Gray ikke prøver at lyde som andre end sig selv. Fx Death without a funeral, en ærlig sang om lidelse og sorg. Eller i sangen Stolen (engelsk for stjålet), hvor der lige er et hint af steelguitar.

Jason Grays har begået et ærligt og dybt album, som vinder tekstmæssigt. Så hvis man er til gode popsange om håb og udholdenhed, så er Jason Grays Where the light gets in, bestemt et lyt værd.
Torben Schmidt