– Døden er Guds store hemmelighed

Ann Maj Lorenzen har været hospicepræst på Djursland siden 2009. Hun kommer tæt på, når mennesker tager afsked med livet.

På gangen hænger en fotoopsætning af det store træ, som står ude på græsplanen ned mod bugten. Træet er fotograferet én gang om måneden i løbet af et år. Med friske grønne blade. Med gule blade. Med helt nøgen krone og med sne på jorden. 12 billeder af livets gang.

Hér i huset er der nær udsigt til både livets træ og til døden.
Ann Maj Lorenzen viser rundt. Vi er på Hospice Djursland i udkanten af Rønde. En arkitektonisk perle i det smukke, bakkede landskab. Et hus i bueform med en flot udsigt ned over Kalø Vig i efterårslys. På væggene god kunst og rundt om på gangene friske blomster i vaser.
De smukke, fysiske rammer minder os om livets skønhed og står i en skærende kontrast til døden, som året rundt er dagens orden her på stedet.

Her er plads til 15 uhelbredeligt syge og døende patienter. Men udskiftningen er stor. Hvert år dør cirka 200 i huset.
– Der er ikke noget smukt ved døden, siger Ann Maj Lorenzen stille.

Hun har været stedets hospicepræst siden 2009 og var vikar i et par år forinden.
– Det er et hus med megen lidelse. Her er gjort alt for at skabe smukke rammer, som skal hjælpe til med at lindre i den sidste tid. Men døden er grim, siger Ann Maj.

Den er meningsløs, som hun siger, ”og det er kun sorg og elendighed, at mor er død”.
Som præst har hun selvfølgelig Evangeliet. Men i dødsøjeblikket forekommer alt meningsløst. Det meningsløse skal ikke forklares eller bortforklares.

– Døden er Guds store hemmelighed, bemærker Ann Maj, som selvfølgelig også taler om Gud og tro med patienter og med pårørende, men kun hvis de selv ønsker det.

– Jeg forsøger ikke at trække noget ned over hovedet på folk og få dem til at føle sig forkerte. Der er ikke nogen forkert måde at dø på, siger hun.

De dybe samtaler

De patienter, der gerne vil tale med præsten, er langt de fleste.
– Jeg spørger ikke altid folk om deres personlige forhold til Gud. Troen er jo også en variabel størrelse, for nogle gange er livet så indlysende troværdigt, at det er svært ikke at tro på Gud. Andre gange kan han virkelig føles ret langt væk. Og lige præcis når han gør det, er han os allernærmest, tror jeg.

– Jeg oplever, at nogle siger: ”Ja – jeg tror jo ikke rigtigt på Gud”. Men når vi så har talt sammen i en halv time, kan jeg godt sige: Det kan godt være, du siger det, men jeg synes, at jeg hører noget andet.

Det er Ann Majs erfaring, at når patienten sidder i et rum med én, der så at sige repræsenterer troen – dels i embeds medfør, dels fordi hun rent faktisk tror – så kan vedkommende bedre få luft for den afmagt og for det kontroltab, han eller hun har lidt.

– Så er det okay at spørge: Når du nu ikke selv har den magt længere, hvem har så den magt? Er det dét, vi kalder Gud, måske? kan jeg nænsomt spørge.

Samtalen åbner sig tit op

– Nogle gange tilbyder jeg bare at sætte mig ned og være stille sammen med patienten. I den der stilhed kommer der jo også nogle gange noget ud. Jeg bruger stilheden, mærker efter, er meget opmærksom på ansigtsudtryk, hvor hænderne er henne, og hvad der sker hos patienten. Ud fra min erfaring, og fra hvad jeg hører og fornemmer, sker det måske, at jeg spørger, om jeg skal bede en bøn, og det er meget, meget sjældent, de takker nej, fortæller Ann Maj.

Hun slutter ofte en samtale af med velsignelsen og måske en salme. Ritualer bliver vigtige i de situationer, for det er ikke sikkert, patienten orker at sige så meget, men et Fadervor eller en salme er der genkendelighed i. En trøst midt i trøstesløsheden.
Præsten lader det altid være op til den enkelte, om der overhovedet skal tales, og om hvad.

Sorgen vil selvfølgelig fylde, især dér hvor man er ung og har en familie, som ikke er i vej endnu. Den der sorg over ikke at skulle følge sine børn på vej, ikke at være med til deres konfirmation eller til deres bryllup, ikke at se de børnebørn, der eventuelt måtte komme.

– Hos nogle fylder følelsen af uretfærdighed. Mange har afklaret sig med, at de skal dø, men hos nogle fylder følelsen, og så får vi en snak om, hvad retfærdighed er. Om Guds retfærdighed. Om vores retfærdighed. Er det retfærdigt, at man fik sunde og raske børn? Har vi ret til et godt og lykkeligt liv? Jeg forsøger altid at perspektivere dét, som folk kommer med, og så ender det tit med en fred og forsoning hos den enkelte selv, fortæller Ann Maj.

Værdighed

To gange om året holder hun mindegudstjenester, hvor de efterladte inviteres. Her læses alle navne op på dem, der er døde indenfor det seneste år. Foruden at være hospicepræst er Ann Maj sognepræst ved Thorsager, Bregnet og Feldballe kirker.

Hver 14. dag holder hun gudstjeneste på hospice, i et lokale, der egentligt mere er et mødelokale, men som trylles om til et kirkerum på dagen. Et mobilt alter med en glasmosaik af Maja Lisa Engelhardt køres ind. Via et kamera i loftet transmitteres gudstjenesten ud på stuerne, og hvis patienten ønsker det, kommer præsten ud på stuen efter gudstjenesten og holder nadver med patienten.

De pårørende er også velkomne til at deltage. De pårørende tages der i det hele taget godt hånd om i huset, og Ann Maj er også sjælesørger for dem. Det benytter mange sig af.

Hun møder ind imellem pårørende, der giver udtryk for, at det er uværdigt for deres kære at blive svag og hjælpeløs og have så mange lidelser, før døden kommer.
– Så spørger jeg: Hvorfor er det uværdigt? Er det uværdigt at få brug for hjælp? Er det uværdigt at blive syg? Hvori ligger menneskets værdighed?

– Mange føler jo, at værdigheden ligger i dét, du er blevet til. I den løn, du har, og i den uddannelse, du tog, og i den anerkendelse, som verden har givet dig. Der er det for mig at se, at vi skal skrælle alt det der væk og sige: Hvem er det, I føler med og synes det er uværdigt for? Er det bankdirektøren, der ligger dér, eller det menneske, I kender som jeres far, og som I stadig kan møde med kærlighed og omsorg? Det er vores måde at møde det lidende menneske på, der skaber værdigheden. Værdigheden ligger i øjnene, der ser.

Engel på besøg?

Ann Maj Lorenzens kolleger på hospice er lægefagligt personale. Når en patient er døende og måske får hallucinationer, bliver angst, urolig og ser syner, tales der om at vedkommende er i delir.

Men er det en rent klinisk tilstand, eller er der andet på spil?
– Det kan være en meget voldsom tilstand, og tit forsøger man at lindre med medicin. Men jeg kan godt nogle gange opleve, at der er noget andet på spil, end det der kan medicineres. Nogle gange synes jeg, at jeg kan se, at der sker noget på et åndeligt plan.

Egentligt viger hun lidt tilbage med at tale alt for firkantet om det. For det første sker det langt fra hver gang. For det andet skal det ikke lyde sensationsagtigt, siger hun.

Hun har fx aldrig oplevet mirakler, hvor en døende, der er blevet indlagt, er blevet rask og er gået levende herfra. Hun vil derimod gerne tale om et under. Et under i betydningen underfuldt.

Hun nævner et par oplevelser, der var ud over det almindelige.

– En yngre kvinde skulle dø. Jeg sidder inde hos hende, og vi taler lidt om det, der skal komme bagefter. Og så kan jeg mærke på atmosfæren i værelset, at der kan ske noget, som jeg ikke kan forklare. Jeg kan mærke en fred i rummet, og jeg kan mærke en fred hos patienten, og at hér er fint at være. Så ser jeg patienten synke ind i en helt anden bevidsthedstilstand. Bum, så er det som om, at hun er væk. Jeg tænker: Sker der nu noget, eller? Jeg bliver siddende i det. Så lige pludseligt er hun tilbage og siger: ”Der var lige en engel på besøg, mærkede du det?”. Og så måtte jeg sige, at det gjorde jeg, men på en anden måde, end hun gjorde.

– Så sidder vi lidt stille, og så spørger jeg, om jeg må bede en bøn, og det må jeg gerne, og så er hun fuldstændig rolig og afklaret. Så går jeg. Jeg kan ikke huske, hvornår hun dør, men det sker nogle gange, at patienterne dør, når de har følt en fred, fortæller Ann Maj.

Guds velsignelse

Hun siger, at nogle har fred med, at ”nu fik jeg den kone og de børn, og så er det slut, det er livets gang, nu skal de leve, og jeg skal væk, og det er det”.

– Så er der også dem, der tænker: Jamen, det kan da ikke blive til ingenting, alt det vi har haft sammen. Kan man begrave den kærlighed, der har været imellem os, og kan man bare gøre den til ingenting, ved at jeg nu dør? Endelig er der dem, der er sikre på, at mor og far venter, eller konen venter på den anden side.

Det kan være forskelligt. Men Ann Majs erfaring er, at tro og Gud fylder langt mere hos danskerne, end spørgeskemaundersøgelser nogle gange giver indtryk af. Vi er private i troen her i landet, men på tomandshånd med præsten kommer troen til udtryk, nogle gange lidt tøvende, men dog til udtryk.

Hun mærker det også, når hun holder andagt på en stue, hvor familien er samlet omkring en døende, og hun i præstekjole læser, beder, holder nadver og lyser velsignelsen over familien og deres kære i sengen. Så kan hun mærke, at ”ritualet virkeligt gør noget ved dem”, som hun siger, og hun tror på, at dét at blive velsignet som familie i en sådan situation, er meget stort for folk.

– Guds velsignelse, den skal man rutte med, siger hun.