Den store forsonings-fest

Reportage fra den 5. verdenskongres for urbefolkninger, hvor kristne samer, indianere, inuitter, molukker, maorier,
auboriginals og mange flere tilgav på deres folks vegne, den fornedrelse, de var blevet påført af den hvide mand… Midt i lauvoen – et stort sametelt – stod Pierre frem og fortalte om, hvordan hans tipoldefar var blevet halshugget under nordmændenes forfølgelse af samerne i det nordlige Norge i 1800-tallet.

Indianere i fuldt udstyr medvirkede

Denne begivenhed havde ligget som et bittert åg fyldt med had over hans familie frem til nu. Men nu skulle der gøres op, og Pierre stod ved et enkelt trækors og fortalte om begivenhederne og sluttede med på familiens vegne at tilgive nordmændene for deres handling mod familien.
Nu skulle der forsones, og som en symbolsk handling bandt han en knude på en same-lasso, der var hæftet til trækorset, hvorefter der blev dannet kreds om Pierre og bedt ind i situationen.

Forsoning

Denne forsoningshandling blev fulgt op af mange flere. Indianere fra forskellige stammer forsonede sig på deres folks vegne med den hvide mand. Molukker forsonede sig med hollændere, inuitter med den hvide mand i Alaska, Canada og Grønland.
En tysk kvinde bad om tilgivelse på sit folks vegne for Tysklands handlen under 2 verdenskrige og for deres udåd mod det jødiske folk.
Auberiginals forsonede sig med indtrængerne i Australien.
Det var den helt store forsoningsfest, og de 500 deltagere var dybt berørte.

Verdenskongres
for oprindelige folk

Det fandt sted på den 5. verdenskonference for oprindelige folk i Kiruna i dagene 7.-14.august arrangeret af World Christian Gathering on Indigenous People, WCGIP.
De næste konferencer finder sted i 2006 på Filipinerne og i 2008 i Jerusalem.

Stimlede sammen
fra hele verden

Som hvid mand/kvinde var man i mindretal på konferencen. Det var en helt speciel oplevelse som majoritetsgruppe at være i minoritet blandt minoritetsgrupper.
De var strømmet til fra hele verden. En stor delegation fra Filipinerne, en endnu større fra Sydkorea, auberiginals fra Australien, maorier fra New Zealand, indianere fra Sydamerika, Nordamerika, Alaska, Canada og British Columbia, inuitter fra Grønland, samer fra Norge, Sverige, Finland og Rusland, messiastroende jøder fra Israel og mange flere.

Diana fra Grønland synger

Grønlændere og danskere fra UNA, en kristen grønlænder-forening i Danmark deltog i konferencen. Det var første gang, der var grønlændere med til en WCGIP-konference. Gruppen var med sang, vidnesbyrd og stærk forkyndelse med til at sætte sit præg på konferencen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Farvestrålende

Indianere i deres egen form for lovprisning

Det var et farvestrålende orgie, når man mødte op i sin kulturs dragter. Samerne i de farveglade dragter, indianerne i deres traditionelle udstyr, også en høvding og mange andre dragter, der var typiske i deres kultur.
Når lovsangen brød igennem var det på deres traditionelle instrumenter heriblandt indianer- og sametrommer og samernes jojken. Udtryksformer som mange missionærer havde taget fra dem, men som de nu havde fundet tilbage til og indviet til tjeneste for Gud. Mange gange oplevedes lovsangen med dans og trommespil som en forsmag på himlen.
Alt foregik på urbefolk-ningernes vilkår. Man mødtes til same-, inuit- eller indianertid. Gudstjenester og undervisnings-sektioner på 3, 4 eller 5 timer hørte til det normale. Men det var meget afvekslende sammenkomster, og man ønskede ikke at gå glip af noget.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Stærk forkyndelse

Den karismatiske norske same Arrild Månsøe, hans kone Ragnhild, den mere jordnære svenske same, Håkon Enoksson og hans kone Mari var værter for konferencen og var på mange måder med til at sætte deres præg på konferencen, ikke mindst Arrild, når han trommede og jojkede til lovsangen.
Den messianske jøde Gavriel Gefen fortalte om det at være messiastroende jøde i Israel, 100% jøde og 100% messiastroende, og hvad det koster. Det var også ham, der på ceremonel vis indledte og afsluttede sabbaten under konferencen.

Indianere og Columbus

Og så var der den stoute indianer Terry Le Blanc, der fortalte, at indianerne havde et andet syn på Columbus end de fleste amerikanere. De har nu levet med terrorismen siden 1492 og ikke bare siden 11. september 2001.
Han havde en stærk undervisning om urbefolknings-teologi, hvor han gav mange eksempler på, at urbefolkningen må tilgive deres undertrykkere og leve Kristuslivet ud hver eneste dag, ud fra deres oprindelige kultur.
Han gjorde det klart, at nye kristne ikke behøvede at blive amerikanere, men at de netop skal være det, de er, men i et nyt liv med Kristus. Vi skal lade være med at tænke og tale religiøst, men vi skal handle åndeligt, og åndeligheden bærer oprindelige folk med sig. Netop derfor kan oprindelige folk være med til at føre en ny vækkelse igennem. Hver eneste kultur afspejler en side af Gud, og Jesus må inkarneres i enhver kultur.

Ret til jorden

Marie Hagskog, jurist og dommer i Västra Götaland havde et fagpolitisk indlæg om samernes rettigheder til jord. Indlægget rettede sig specifikt mod sameproblemer, men mange urfolksgrupperinger kunne med lethed relatere til deres egne forhold.
Den stoute indianerhøvding og præst Rod Wilson fra cherekeeindianerne prædikede i fuld ornat, høvdingedragten, stærkt om enhed.
Mange beretninger handlede om den hvide mands undertrykkelse, og vi blev fyldt med grufulde historier fra det virkelige liv, hvor hvide, også missionærer, har været med til at nedværdige andre kulturer samtidig med, at de har handlet efter bedste overbevisning.
Men de samme vidnesbyrd handlede også om, hvad Jesus kan gøre og har gjort i mange menneskers liv. Hvordan Jesus har løftet dem op og sat deres fødder på klippegrund, så de nu lever et helt nyt liv.

Frihed, enhed,
forsoning og jubelår

Gennem undervisningen og gudstjenesterne var der fire temaer, der trådte tydeligt frem.
Frihed til at være sig selv blandt majoritetsbefolkningen. Frihed til at tjene Gud gennem sin kultur. Frihed til at være 100% same, indianer, inuit m.m. og 100% kristen, ikke 50% af hver.
Enhed: Men der var også stærke udtryk for ønsket om enhed. Enhed med de hvide, enhed mellem urbefolkninger og ikke mindst enhed mellem kristne fra hele verden, og der var en stærk tro på, at gennem enheden mellem urbefolk-ningerne skulle en ny vækkelse bryde frem. Mange gav udtryk for, at der ville komme en stor, verdensomspændende vækkelse, der ville udgå fra samerne og inuitterne i nord og sprede sig mod syd, mod øst og mod vest.
Forsoningen havde en meget stor plads i hele konferencen og var vel det, der var med til at gøre konferencen så forskellig fra tidligere konferencer, vi har deltaget i. Man var fyldt af et inderligt ønske om at forsone sig med dem, der havde undertrykt ens folk, forsone sig med fortiden, tilgive og se fremad.
Jubelåret er begyndt, og deltagerne er nu spredt ud over hele verden for at forkynde frihed, enhed, forsoning og det enkelte menneskes frelse ved troen på Jesus Kristus.


Artiklen fortsætter efter annoncen: