Om den folkekirkelige fri- og rummelighed
Kirkens rummelighed er bevaret, sådan som kirken selv skaber den. Efter godt et års hidsig, kirkelig debat er alt ved det gamle.Grosbøll-sagen synes at være afsluttet og er formentlig gået til hvile i historien. Grosbøll overlevede. Verden gik ikke under og indtil videre synes folkekirken ikke at være gået i opløsning.
Redaktør, Horsens
Kirkens rummelighed er bevaret, sådan som kirken selv skaber den. Det skal nok blive bedre den dag Guds ånd former rummeligheden.
Sammenfattende må man som medlem i denne kirke konkludere, at efter godt et års hidsig, kirkelig debat er alt ved det gamle.
Under de verbale slagsmål i pressen, som ikke har ført nogetsteds hen hverken hvad spørgsmål eller postulater anbelanger, stillede et ungt menneske her i byen i en konfirmations-forberedelsestime sin præst følgende spørgsmål, da man debatterede Grosbøll og troen:
– Mon en svømmeklubbestyrelse eller kommune ville ansætte en livredder, der ikke kunne svømme?
Vær så god at tænke efter, – for det er jo et godt spørgsmål!
Udenfor det kirkelige regi, har man været mindst lige så optaget af denne kedelige skandale som indenfor.
For den fremprovokerer dette mærkværdige spørgsmål, som burde være helt overflødigt i ethvert kirkesamfund, altså også i vor evangelisk-lutherske kirke.
At en præst og alle vi andre undertiden har vore tvivl om det, der hører troens verden til, og som vi ikke kan bruge vor forstand til, er logisk nok!
Når en præst med en lang teologisk uddannelse offentligt bekender, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, så er denne præst skuespiller i en farce.
Der var nok ikke mange, der for alvor havde troet, at Grosbøll var blevet mere troende, fordi sagen blev sendt fra hans egen biskop til biskoppen i Roskilde.
Men her blev Grosbøll i hvert fald nødt til at tro på undere. En amerikansk vækkelsesprædikant kunne næppe have gjort sit arbejde bedre end biskop Lindhardt. Efter en samtale af ti minutters varighed mellem Lindhardt og Grosbøll var sidstnævnte blevet så omvendt, at han tror på såvel en skabende som en opretholdende Gud.
For få år siden blev en præst afskediget fra sit embede, fordi han døbte til Helligåndens navn i stedet for at døbe i Helligåndens navn.
Den folkekirkelige frihed har sin begrænsning. Tankevækkende er det i øvrigt, at samme Jan Lindhardt var blandt skarpretterne, da Bent Feldbæk i Snedsted blev fyret.
En dame i min perifere bekendtskabskreds sagde for nylig til mig:
– Efter Grosbøll-skandalen og flertallet af biskoppernes holdning til et vielsesritual for bøsser og lesbiske er folkekirken godt i gang med at isolere sig fra folkets bredde. Dermed er det for mange umuligt at tage denne kirke og dens forkyndelse alvorligt.
For mange kirkefremmede er det nok lettere at være enige med Indre Mission end de folkekirkelige hyrder, fordi Indre Mission er mest bundet til skrifttroskab.
Først og sidst vil mange i den teologiske sfære mene, at alt dette handler om forkyndelsesfrihed, dernæst om den højt besungne folkekirkelige rummelighed, som præsteskabet synes at sætte højere end alt andet, der kan lovsynges i svulstige toner.
Efter Grosbølls ti minutter lange møde med Roskildebispen under hvilket Grosbøll svarede ja til trosbekendelsens ord og underskrev præsteløftet for tredje gang, er der ikke længere nogen sag.
Teater teater teater.
Alt dette ligger sammen med meget andet i ly af den folkekirkelige rummeligheds rammer, som synes umulige at sprænge.
Der er øjensynligt ingen grænser for, hvad en prædikestol kan misbruges til.
Jeg har eksempelvis hørt en præst bruge det meste af prædiketiden til at forklare sin menighed, hvor vigtigt det er for kirken, samfundet og de aktuelle personer, at virkeliggøre næstekærlighedsbudet med et vielsesritual for bøsser og lesbiske som løftestang.
Dagens evangelium blev nok læst op, men ikke udlagt.
fra prædikestolen
En fynsk præst arrangerede for år tilbage en meget utraditionel og givende gudstjeneste i sin kirke. Gudstjenesten blev til manges glæde transmitteret på tv.
En lille måneds tid senere gæstede en præst af tidehvervsk observans et af nabosognene her på egnen. Jeg besluttede mig for at deltage i denne gudstjeneste.
Det blev en meget særpræget oplevelse en af dem man godt kunne have været foruden.
Den tidehvervske præst opholdt sig på prædikestolen i nøjagtig 27 minutter. Udover det par minutter, han brugte på oplæsning af dagens evangelium, brugte han resten af tiden til at rakke ned på den fynske kollega, dennes tv-gudstjeneste og kollegaens initiativ til noget utraditionelt.
Ja, hvad rummeligheden og prædikestolen dog kan bruges til!!!
Umiddelbart efter pavens død for nylig hørte det efter fleres udtalelser til god orden i folkekirken, at man brugte prædikestol og megen prædiketid til at tale nedsættende om den katolske kirke og økumenisk fællesskab.
Jo, den højt besungne folkekirkes rammer giver rummelighed, men denne rummelighed er ingenlunde garanti for et gode, der gør kirken mere attraktiv eller rummelig.
