Tro og kirke i et ustabilt land

Af Line Johansen
Praktikant på Honduras,
udsendt af Viva Denmark

Det korte citat ’Jesus er Herren’ står skrevet mange steder i Honduras – på gaden, på instrumentbrættet i taxaer og sågar som magnet på køleskabet. En af de ting, der har overrasket mig mest igennem min måned som praktikant hos Red Viva Honduras, er ikke så meget, hvor troende befolkningen er, men mere hvor allestedsnærværende deres tro er.

For langt størstedelen af befolkningen er deres religiøse overbevisning den rettesnor, de tilrettelægger deres hverdag efter. Det virker som om, den Honduranske befolkning finder en enorm styrke i deres tro samtidig med, at deres tro giver mening til de ellers meningsløse ting, der sker i landet.

Søndag fik jeg mulighed for at tage i kirke med den værtsfamilie, jeg bor hos, og selvom jeg ikke er troende, tog jeg imod tilbuddet. Generelt er jeg meget skeptisk i forhold til hele konceptet med en almægtig Gud; dog har jeg længe været overbevidst om, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan og skal kunne forklare.

En af de ting, der dog slog mig denne søndag formiddag, da jeg oplevede en Honduransk gudstjeneste for første gang, er, hvor helhjertet de andre kirkegængere omfavnede hele seancen – det var som om, hele stemningen og musikken førte dem tættere på deres Gud. Stemningen smittede også af på mig, og kombineret med den gode musik, der opløftede stemningen yderligere, endte det med at blive en rigtig god oplevelse, jeg bestemt vil deltage i igen.

Dermed ikke sagt at mødet med den Honduranske tro har omvendt mig, men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg synes, det er utrolig fascinerende at se, hvilken trøst befolkningen finder i deres forhold til Gud. Samtidig virker det til, deres tro giver dem en vished om, at der er meningen med alt; selv det forfærdelige og meningsløse der sker på daglig basis i dette land. Hvilket er to elementer, jeg godt kan savne som ikke-troende – det må bare være nemmere at få meningen med livet givet på forhånd og også gøre det nemmere at tackle svære ting, hvis man ved at alt er en del af en større plan; Guds plan for det enkelte menneske.