Den geniale redningsplan
”Ved I, hvad evangeliet handler om?” spørger jeg to mænd i trediverne. ”Ikke 100%, men handler det ikke om næstekærlighed og om at være et godt menneske?” Essensen kan fortælles på under to minutter, siger jeg og går uopfordret i gang:
Da Gud skabte mennesket havde han en plan. Vi skulle elske hinanden og ham. Men vi begyndte at følge vores egen vilje og leve det forkerte liv med begær, egoisme og ondskab. Derved ødelagde vi alt det gode, som Gud havde lagt til rette for os. Gud er hellig og han kan ikke have fællesskab med noget, som er urent og forkert, så vi blev adskilt fra ham. Derfor sendte han sin søn, Jesus Kristus ned på jorden, som levede det fejlfrie og hellige liv.
På korset tog han vores skyld og skam og betalte prisen for alle vores fejltagelser. Dette gælder for alle, der vil tage imod denne gave og tro på Jesus Kristus. Ved troen bliver man tilgivet sine synder, så de bliver helt udslettet. Herefter kan vi igen have fællesskab med Gud, som er hellig. Hvis vi dør i vores synd – uden tilgivelse – er der ingen adgang til himlen. Selvom vi mener at være gode mennesker har Gud en anden standard. Han er hellig og kan ikke have fællesskab med synd!
Gud er kærlighed og vil ikke tvinge os til at elske ham. Han er en gentleman, som respekterer den frie vilje. Om du vil tro på Jesus og have fællesskab med Gud eller ej, er din egen beslutning, men Gud elsker dig og har rakt hånden frem.
Evangeliet kan fortælles og betones på mange måder, men disse seks punkter har hjulpet mig:
1) Gud skabte jorden og mennesket og ønskede fællesskab med os.
2) Mennesket fulgte sin egen vilje.
3) Jesus blev sendt ned på jorden.
4) Han led frivilligt stand-in døden på korset.
5) Relationen med Gud genoprettes hvis vi tror.
6) Der er ingen anden vej til frelse end Jesus Kristus.
Mændene er blevet berørt. ”Det giver mening,” siger den ene. Jeg spørger om de nu vil beslutte sig for at tro på Jesus. Så langt vil de ikke gå, men erkender, at der er noget at tænke over.