Jan skulle have været til Afrika – men mødte afrikanerne her

Han var alkoholiker og narkoman på Færøerne, men blev omvendt og lovede Gud, at han aldrig ville skamme sig over troen på Jesus.

Hvis man er interesseret i kristent arbejde blandt indvandrere, støder man nemt på navnet Jan Joensen.

Jan har været medvirkende til oprettelsen af en lang række indvandrermenigheder i Danmark.
Han er den centrale figur i missionsorganisationen Revival Ministry Denmark og det tilhørende godkendte trossamfund Holy Christian Ministry International. Når man møder Jan, fortæller han begejstret om alle de nye initiativer blandt indvandrere både her og der.
– Men hvem er du selv Jan? spurgte Udfordringen.

Levede et lorteliv

– Jeg kommer fra Færøerne.
Mine forældre havde desværre en del problemer og blev skilt, allerede da jeg var 10 år.
Jeg kom selv ud i et misbrug med øl og stoffer i en tidlig alder, og havde rent ud sagt et lorteliv som misbruger. Det var især amfetamin og hash, jeg tog. Men jeg var ikke på sprøjten.
Jeg arbejdede på havnen og var sjældent helt ædru. Men til trods for mit liv havde jeg en bevidsthed om Gud. Jeg ville gerne komme til ham, men jeg var ligesom bundet.

Brug for at blive fri

Engang tog nogen mig med til pastor Benny Blumensaat, som selv havde været på stoffer. Jeg lyttede og vidste godt, at jeg også havde brug for at blive frelst.
En dag, hvor jeg var høj på stoffer, bad jeg til Gud: Hvis du vil frelse mig og fri mig, så vil jeg ikke skamme mig over det, men tjene dig resten af mit liv!
Jeg følte pludselig Guds nærvær og blev med ét ædru.
Hele den dag, og hele natten og næste morgen mærkede jeg en overnaturlig fred.
Det var så fantastisk, at jeg fortalte det til en bekendt, som er kommunist, og til mine andre venner, og det førte til en vækkelse, hvor 40-50 misbrugere blev omvendt.
Selv blev jeg døbt en uge senere. Jeg følte mig uværdig i den fine kirke. Jeg trængte til at blive ”vasket”.
Efter et år var de fleste andre, som havde omvendt sig, forsvundet igen fra kirkerne. Men jeg holdt fast. Jeg ville ikke miste det, jeg havde fået.

Jan og Eydna var meget forskellige. Hun var en stabil kristen, han var misbruger.
Eydna var stabil

– Hvordan mødte du din kone?
– Jeg kendte Eydna fra vi var børn og unge. Hun var en stabil kristen. Vi var helt forskellige. Men hun kørte mig ofte til møder, fordi jeg havde mistet kørekortet. Og vi blev kærester, hvad ingen havde troet muligt. I september ’97 blev vi gift.
Vi havde naturligvis mange problemer med den forskellige baggrund, vi havde. Men vi bad os igennem.

Fiskeskipper og blodprop

Efter at Jan var blevet kristen tog han en skippereksamen, så han kunne arbejde som fisker. Men på et fisketur blev han dårlig.

– Det var, som om jeg havde influenza. Jeg fik en anden til at overtage styringen, mens vi sejlede i havn. Min kone Eydna hentede mig, men kort efter mistede jeg bevidstheden. Det viste sig, at jeg havde en blodprop i hjernen. Og jeg blev lammet i hele venstre side.
I flere måneder lå jeg på sygehus, Eydna fik at vide, at jeg ikke ville være til megen nytte, hvis jeg overlevede.

Helbredt i tro

– Men vi bad om helbredelse og holdt fast i løfterne fra Bibelen. Specielt ordet fra Markus-evangeliet 11,24-25, hvor Jesus siger, at vi skal tro, at vi har fået det, så vil vi få det.
Og lidt efter lidt kom jeg mig!
I starten slæbte jeg på benet og måtte igennem en del genoptræning, men jeg blev jo faktisk helbredt, som vi havde bedt om, konstaterer Jan.
Snart kom han ud at fiske igen.

– Desværre betød det også, at jeg gled væk fra Gud, siger Jan.
– Jeg havde for travlt. Jeg var ikke hjemme, når der var møder, så jeg gik glip af meget. Til sidst besluttede jeg mig for at stoppe med at fiske. Jeg klippede bogstaveligt talt mit skipper-bevis i stykker og arbejdede i stedet som håndværker.

Sendt til Afrika

Hvordan gik det til, at I kom til Danmark?
– Vi blev faktisk udsendt som missionærer fra pinsekirken Filadelfia. Vi kom også i Livets Ord kirken, fordi vi i perioder boede på Østerøy. Og de velsignede vores udsendelse i begge kirker.
Allerede før jeg blev omvendt, havde jeg flere gange set mig selv i drømme og billeder, hvor jeg stod og prædikede. Det var jo helt utænkeligt, sådan som jeg levede. Men nu skete det.
Også på Færøerne holdt vi vækkelsesmøder, hvor jeg prædikede og bad for folk.
Planen var, at vi skulle til Afrika. I første omgang rejste vi i 2010 til Danmark for at opholde os der et halvt års tid, før vi skulle videre.
På det tidspunkt var bevægelsen Evangelist meget fremme i Danmark, og vi var også på besøg, men vi vidste, at vi skulle noget andet. Jeg havde en uro i mig, fortæller Jan Joensen.

Vækkelsesprædikant i Indien og Afrika

I 2010 var han med et team i Kampala og Masaka i Uganda. Gruppen holdt vækkelsesmøder ti steder, og mange afrikanere blev frelst, fortæller Jan.
I 2011 var Jan i Indien, hvor han prædikede til en halv snes vækkelsesmøder. Han skønner selv, at 7000 blev døbt i 200 små kirkefællesskaber.

Der er opstået fem kirker i Andra Pradesh som følge af møderne. Jan har holdt kontakt til fem mænd, som nu leder arbejdet under navnet Revival Ministry India. De har bl.a. oprettet et børnehjem med plads til 50 børn, som støttes fra Færøerne via Jan.

I 2½ år arbejdede Jan i Hillerød. Han blev meget hurtigt involveret i flygtninge- og indvandrerarbejde. Og mange af de indvandrere, han mødte på flygtningecentret i Auderød, blev senere hans kontakter rundt om i landet, som startede grupper og husmenigheder. Jan tror, at Gud lagde det til rette.

Faldt på glatis

I 2012 var Jan så uheldig at falde på glat is, da han trådte ud af bilen. Han fik ødelagt sin skulder og fik klemt en nerve. Han lider stadig under dette uheld, som bl.a. betyder, at han ind i mellem har svært ved at få luft og må rømme sig hele tiden. Men han mener, der er en bedring undervejs ved Guds hjælp.
Et held midt i uheldet var, at han blev tilkendt en skadeserstatning for begrænset arbejdsevne. Den har han overlevet økonomisk på siden, så han er fri til at dele evangeliet med mange indvandrere og danskere.

Eydna ville til Haderslev

Jan ville gerne flytte til Midtjylland, men hans kone Eydna foretrak Haderslev, fordi der her var en kirke med et godt børne- og ungdomsarbejde.
Jan og Eydna har en pige, som nu er 19 år og en dreng på 18 år. Desuden har Jan to børn fra tidligere forhold.

I Haderslev begyndte Jan snart at holde møder for indvandrere og danskere på det lokale bibliotek. Arbejdet udviklede sig til Haderslev Internationale Kirke (HIK), som han dog ikke er med i.
Til gengæld har han været med til at starte mange grupper og menigheder blandt indvandrere.
Der er bl.a. en afrikansk menighed i Toftlund, som nu er rykket ind i Missionsforbundets kirke i Aabenraa. Der er en afrikansk gruppe i Kolding. Der er en menighed af arabere i Aalborg. Der er en gruppe farsi-talende i Brønderslev. Der er en gruppe i Køge og Sønderborg. På Langeland var der en vækkelse i et asylcentrer.

Jan skønner, der er omkring hundrede små eller store grupper, som han har kontakt med gennem ICF, HICM eller gennem kirker i Danmark, Tyskland og Frankrig. Gennem få år har han og hans kontakter uddelt over 25.000 Ny Testamenter på farsi, arabisk og andre sprog.

Jan vil ikke tage æren for det, men hans kontaktnet har bare bredt sig, fordi indvandrerne ofte er blevet flyttet til nye centre eller selv er flyttet. Når de kommer til et nyt sted, starter de nyt arbejde op sammen med lokale kristne.

På det seneste er en stor del af de indvandrere, Jan kender, flyttet til Tyskland, hvor visumreglerne er mere lempelige. Og på den måde har de nu startet nye husgrupper og menigheder op i Berlin, Kassel og andre byer.

– Det arbejde, du er med i, vokser meget. Kan du forklare hvorfor?
– En vigtig grund er som nævnt, at indvandrerne flytter meget, og de ønsker at leve som kristne.
Når vi beder for mennesker, så bliver de sat fri, og så ønsker de selv at fortælle det videre. Og det er vigtigt. For hvis man ikke bekender det, man tror på, så mister man det let igen.
Jeg giver ikke meget for, at man synger halleluja i kirken, hvis man ikke vil være Jesus bekendt resten af ugen. Det hænger ikke sammen.
Så den 16. juli holder vi fx en fælles outreach for grupperne i Vejle, hvor vi nok bliver omkring 100. Det er vigtigt at bekende, hvad man tror på. Det er det, der giver væksten.