New York tillader nu abort op til fødslen
I tirsdags fejrede New York, at dens guvernør Andrew Cuomo netop har skrevet under på en lov, der gør, at abort nu er tilladt helt op til fødslen. I den anledning havde guvernøren ladet spiret på One World Trade Center’s belyse i lyserøde farver hele natten.
Loven kommer som en reaktion på, at Højesteret i Washington har varslet stramninger i abortlovgivningen, efter Trump blev præsident. Det er Senatet, der efter midvejsvalget er domineret af aborttilhængere blandt Demokraterne, som har fået presset loven igennem.
Cuomo sagde, at man havde valgt belysning for at fejre ”resultatet og for skinne som et klart lys for resten af nationen”, som guvernøren håber vil følge i New Yorks fodspor hvad angår abortlovgivning.
Cuomo kalder også loven for en “historisk sejr for New Yorks indbyggere og deres progressive værdier”.
Med loven er kriteriet for, hvornår et menneske kan defineres som et menneske også blevet ændret. I følge den nye lov i New York er man først et menneske, når man er blevet født.
Beslutter moderen, at hun ikke magter at få barnet så sent som dagen før hun skal føde, kan hun nu få det fjernet uden problemer. Det vil sige, at man har lov til at afslutte livet på et fuldt ud levedygtigt foster. Hvis kvinder udsættes for vold, som gør, at fosteret mister livet, kan voldsmanden heller ikke længere dømmes for drab.
Dertil kommer, at loven også giver ikke-læger, men sundhedsarbejdere (hvem det så end er) lov til at udføre aborten.
Man skulle tro (og inderligt håbe), at det var tale om fake news. Loven og tankegangen bag er så rystende, at det næsten ikke er til at fatte, at den kan blive vedtaget i et civiliseret samfund.
Det er nu lovligt at begå overlagt mord på et fuldkomment levedygtigt barn. Når abortgrænsen er sat så lavt som 12 uger herhjemme, er det fordi det er mest sikkert for kvindens helbred. Et af argumenterne for den frie abort herhjemme var, at aborten skulle foretages af læger og ikke kvaksalvere. Den nye lov giver ikke-læger lov til at udføre den brutale handling. Hvilke traumer og skader påfører man ikke kvinder, der får udført en abort så sent og af behandlere, der ikke er læger?
Loven er intet mindre end en krigserklæring imod børn, deres sårbare mødre og ikke mindst Skaberen. Med denne lov giver det ikke længere mening at tale om Vestens kamp for menneskerettigheder. Loven er rendyrket ondskab.