Klimatosser …

Af David Hansen, senior pastor, Aalborg

…. sagde Folketingets formand Pia Kjærsgaard virkelig det? Ja, det gjorde hun, og hun har så evig ret. Her står vi overfor et folketingsvalg, og det første og største valgtema omhandler teorien om noget så universelt umuligt som at få styr på verdens klima!

Atter genopleves menneskehedens forsøg på at bygge et Babelstårn, at søge at styre og kontrollere alting – uden Gud; det vil selvsagt igen mislykkes.

Trillioner af kroner er sat af til at sikre en opbremsning af den såkaldte globale opvarmning, med en max. stigning på 0,2–1 grad celcius, vel at mærke ved århundredskiftet – altså år 2100.
Dette er ren teori, fremlagt af eksperter, og politisk vedtaget af nationer. At det er et scenarie uden nogen garanti for, at det vil lykkes, er trængt i baggrunden. For hvad vil fx vulkanudbrud, solpletteaktivitet mv. skabe af ændringer, som er helt uden for menneskelig kontrol og forudviden?

Jorden har til alle tider været genstand for klimaændringer; Grønland var grønt 50-100 km inde i indlandsisen for bare 800 år siden, og der var landbrug og kvægdrift. Det kan ikke have været bilkørsel, fly eller varmekraftværker, som skabte denne tilstand.

Når man som jeg er en politisk-ukorrekt “klimakritiker”, bliver man hurtigt skudt i skoene at gå ind for overforbrug, ligegyldighed i forhold til forurening, udledning af drivhusgasser m.v. Det totalitære samfundssystems kontrol kommer til udfoldelse i medierne, i uddannelse og i politik.
Dette primære tema i valgkampen herhjemme lige nu demonstrerer for mig, at vores livsvilkår er så trygge og sikre, at der må opfindes noget at kæmpe for.

Danmark er så selvoptaget, meningstom og frustreret, at man griber efter det utopiske mål at forandre jorden og frelse den, angiveligt for de kommende generationer – alt imens man hygger sig og sviner på Roskilde-festivalen og på Aalborg karneval.

Samtidig udebliver erkendelsen af den virkelighed, at ca. 15 containerskibe, der fragter nationernes materiale goder rundt på verdenshavene, udleder lige så meget som 50 millioner biler. Hvad går så regnestykket op i, når du indregner de øvrige ca. 7000 containerskibe og hundreder af turist Cruise-skibe m. fl.? De overgår temmelig meget, hvad jordens ca. 700 millioner biler udleder.

Lille Danmark, besind dig på din hykleriske stræben med at sikre klimaet, og afhjælp hellere den nød, der hærger milliarder af mennesker, som mangler mad, uddannelse, sundhed mv.
FN har spurgt 9,7 millioner mennesker i alverdens lande, hvordan de indtænker verdens fremtid. – Her kommer “klima” ind aller nederst på listen, nemlig som nr. 16, mens afhjælpning af sult, rent drikkevand, uddannelse, sundhed og sikkerhed ligger øverst!
(Forkortet af red.)


Artiklen fortsætter efter annoncen: