Døde babyer på loftet?

Tilhængere af den fri abort har fået et nyt ”kort på hånden”, som er yderst effektivt. Nemlig historiske dramatiseringer og dokumentarer.

Læg mærke til hvor ofte, der i tv-programmer og film som omhandler tiden før den fri abort blev indført, er en storyline om, at en kvinde bliver gravid udenfor ægteskabet, og hvor grusomme ting hun må gå igennem for at ”komme af” med barnet. Der bliver aldrig fokuseret på, at det er selve akten – altså sex udenfor rammerne af et trygt og kærligt ægteskab – der er problemet.

Nej, vi bliver opdraget til at forstå, at fordi der ikke var adgang til fri abort, var kvinder nødsaget til at gennemgå diverse uhyggelige ting alene og i skam. Vi bliver således manipuleret på vores følelser, for det er jo aldrig sjovt at identificere sig med den smerte og fysiske og psykiske overlast, som kvinder i fortiden oplevede, når de på forskellig vis forsøgte at slå deres ufødte eller nyfødte barn ihjel.

Det sidste nye skud på stammen var programmet ”Fru Stæhr og mysteriet om babyliget på loftet”. Fire programmer på DR, som solgte sig selv som et pudsigt lille Agatha Christie-agtigt mysterium om hverdagsliv på Frederiksberg og dansk historie fra besættelsestiden. Det startede egentligt godt og sympatisk – men det stod hurtigt klart, at her var igen tale om propaganda for abort.

Gang på gang blev der vist små dramatiseringer om ulykkelige stuepiger, som skjulte deres graviditet og fødte skamfuldt i dølgsmål. Og der blev vist drabelige museums- og retsmedicinske genstande. Vi fik også fortalt, hvordan ugifte kvinder var nødsaget til at drukne deres babyer i søen eller skjule ligene på tørrelofter, fordi de ikke havde adgang til abort.

Dobbeltmoralen udstilles

’Uheldigvis’ kom de to nutidige kvinder i programmet til at udstille det hykleri, som troen på ”kvindens ret” til abort fører med sig. De sørger nemlig omhyggeligt for, at det døde barn får en værdig begravelsesceremoni, kærlige ord og blomster alle disse år efter, selv om dets identitet og moderen var ukendt. En ceremoni til det ”kære lille ukendte barn”.

En smuk handling. Men når de så fælder tårer og understreger, hvor forfærdeligt det er, at barnet aldrig fik lov at leve, samtidig med at de hylder den fri abort – ja, så tager man sig til hovedet over dobbeltmoralen og den manglende logik i nutidens tankegang.

”Men at et lille barn ikke når virkelig at blive til, det er jo ikke til at holde ud at tænke på!”, siges der samtidig med, at den fri abort kaldes ”en enorm udvikling til det bedre, som alle kun kan være glade for”. Altså er det helt ok at slå barnet ihjel, før det kommer ud af kvinden, men forfærdeligt, at det dør lige efter.

Det er ikke bare ok ifølge denne tankegang – det er faktisk rigtig godt og en befrielse, at man i dag kan slå det ufødte barn ihjel gratis, legalt, sterilt og kirurgisk, så man ikke længere finder barnelig på loftet. Det var moralen i den programserie.

Abort trækker spor

Problemet er bare, at abort stadig er fosterdrab, selv om det er politisk ukorrekt at kalde det sådan. Kvinder bliver stadig traumatiseret af det, selv om det ikke medfører samme fysiske smerte og risici som før.

At man ikke efter provokeret abort sørger over sit afdøde barn, men opfatter det som en klump, man har ret til at fjerne, er en farlig og snedig løgn fra helvede. Mange kvinder bærer en livslang sorg, som de ikke ved, hvad er, og hvad de skal stille op med.

De forbinder ikke deres abort med fx depression eller flere andre psykiske problemer, som kan dukke op lige efter eller langt senere i livet. At have fået foretaget en abort og ikke gennemgå udfrielse og indre helbredelse bagefter, kan være katastrofalt for kvinden.

Jeg ser i rådgivning, hvordan kvinder er påvirket dybt i deres sjæl af denne ”dødens ånd”, som er i handlingen, og at vi skal omvendelse og udfrielses-bøn igennem, før vi når ind til kernen af den smerte. Hvor meget sorg, der ligger indkapslet i sjælen ved at have gjort dette imod sit lille barn. Kulturen siger god for det, men der er en meget høj pris. En pris, som vi ikke engang kender det fulde omfang af.

Tid til at sørge?

Vi lever i en tid, hvor kvinden som ufrivilligt har mistet sit ufødte barn eller mistet det i fødslen, kan få sygeorlov fra jobbet, så hun har tid til at bearbejde sin sorg – og masser af tilkendegivelser af sympati og omsorg. Hvilket er godt og rigtigt i den fulde samfundsmæssige erkendelse af, at en mistet graviditet jo er et menneske, man har mistet.

Men kvinden, som efter eget ønske har fået fjernet sit uønskede barn, forsøger at fortsætte sit liv, som om ”intet var hændt”. Eller måske bliver hun endog hyldet som en ”frigjort kvinde som ikke vil lade en graviditet i utide stå i vejen for at realisere sine drømme”. Ja dette blev rent faktisk sagt under dette års uddeling af Oscar-statuetten i Hollywood.

Blodet fra de uskyldige råber fra vores jord. Gud kan høre det. Og hans hjerte græder over al lidelse og hvert et ufødt barns hjerte, som holder op med at slå.

”For jeres hænder er sølet til af blod og jeres fingre af synd…de er hurtige til at udgyde uskyldigt blod…”

(Se Esajas kap. 59)