Troen kommer af det, der synges

Det er torsdag aften i Baptistkirken, og kirken er fyldt med glade, småsnakkende og forventningsfulde mænd og kvinder. Langsomt stimler de sammen om korlederen, der sidder klar ved klaveret, og efter nogle minutter bryder igennem den summende lydmur:

– Godaften, træd nærmere. Klokken er 19.15, og det er blevet tid til gospel, siger Ninna Langstrup Mortensen smilende og sætter gang i en rytmisk melodi. Ubesværet sender hun klokkeklare runde sangtoner ud i rummet, og beder koret gentage og følge opvarmningen.

De mange stemmer og ansigter samler sig og koncentrerer sig om at synge tonerne rent og rigtigt. Sådan leder hun koret Amazing ind i ugens gospel-session, der som regel – afbrudt af en kaffepause i midten – først slutter 21.30.

For fællesskabet er mindst lige så vigtigt som sangen, forklarer korleder Ninna Langstrup Mortensen. Gospelkoret, der er et allemandskor, startede hun for seks år siden, og i dag tæller det omkring 80 medlemmer.

For Ninna selv har Gospel også været en vej ud af usikkerhed, efter hun som 21-årig deltog i sin første gospel workshop i Aakirkebyhallerne, da der kom en dygtig gospelsanger til Bornholm:

– Jeg blev mere og mere tændt på det og fandt ud af, at her var en ting, jeg godt kunne. Jeg har altid været en lille smule usikker på mig selv og har skullet føle mig lidt frem. Så derfor var det lidt fedt at mærke, at her var noget, jeg faktisk godt kunne. Og at jeg godt kunne tage styringen på det.

Det var først lidt senere i livet, da hun havde født sit andet barn, at hun startede sit eget kor. Det blev først et minielitekor, fortæller hun. Men efter tre år fik hun lysten til at starte et kor, der var åbent for alle, uanset alder og sangtalent.

– Så det gjorde jeg sammen med Jesper Møller Hansen, som er gospelsanger. Så nu er jeg ansat som korleder af koret Amazing selv, som er en selvstændig forening, forklarer hun i et smil.

– Koret består hovedsageligt af bornholmere på 40+ år. Det er et modent kor. Vi har selvfølgelig også yngre. Og det er den ekstreme mangfoldighed, der er så fantastisk.

Hvilke typer appellerer koret til?

– Jeg synes, at det er meget forskellige mennesker, der kommer. Men som hovedregel føler jeg, at det er folk, som måske søger en eller anden form for retning i deres liv. Vi har både folk, der er kristne, og folk, der ikke er kristne.

Og der er selvfølgelig ind i mellem uenigheder om, hvad man synes, koret skal være en del af. Men for mig er det vigtigt at fortælle folk, at når man synger gospel, så har det jo et budskab. Gospel betyder evangelium. Og det kan vi ikke komme udenom uanset, hvad vi vælger. Og derfor vil vi også være en del af gudstjenester og forskellige andre kirkelige arrangementer.

Hvordan kan man som et ikketroende menneske stå og synge så inderlige kristne budskaber?

– Der er nogle personer, som mener, at de kun kommer for fællesskabets skyld, og fordi det er sjovt at synge. Og det er folk også meget velkomne til. Men jeg tænker nemlig også: hvordan kan du stå og råbe Jesus ud så intenst og så kraftigt så længe, uden at det rører dig? Og det tror jeg egentlig heller ikke, de kan.

Jeg tror, at det rører dem. Og ind imellem, så kommer der en særlig stemning. Nogle gange sker der bare noget inde i os alle sammen, og det spreder sig lynhurtigt, og man kan mærke det, og så er der bare helt stille efter en sang, og vi tænker wauw. Og så er der flere der siger: ”Hold da op, hvad skete der der?”

Korlederen ler, inden hun tilføjer, at hun da også håber og også oplever, at troen forplanter sig gennem sangen.

– Vi har i hvert fald nogle stykker, som er kommet tættere på Gud igennem gospelmusikken. Og det, synes jeg, er superfedt. Og samtidig er det også vigtigt for mig at pointere, at der er fuldstændig frihed til at komme, uanset om man tror eller ej.

Der er også forskel på, hvor dybe sangene er. Men for eksempel har vi en sang, som hedder ’Welcome home’, som tager udgangspunkt i lignelsen omkring den fortabte søn. Og at Gud altid står klar til at tage imod os, uanset hvor vi er henne i vores liv, det synes jeg er fantastisk.

Har du selv prøvet at føle dig fortabt i livet?

– Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har følt mig langt væk fra Gud som sådan, men jeg har selvfølgelig været igennem nogle svære perioder i mit liv. For fire år siden fik jeg kræft. Det er forbi nu. Jeg var rask efter otte måneder. Men det slår jo hårdt ned på rigtig mange ting, siger hun, mens øjnene bliver blanke.

– I virkeligheden valgte jeg at trække mig fra rigtig mange ting. Men jeg har skrevet en sang om det, som snart skal udgives. Den handler om den følelse, man har, når man tænker ”nu ramler hele verden omkring mig”, og det her med at skulle lade som om alt er godt og fint og vide, at samtidig så bliver jeg båret igennem hele vejen.

– Det er en popsang. I virkeligheden er jeg meget en poptøs. Jeg elsker også popmusik, siger hun med et smil.

“I know I will lose my mind, but I will get through” synger hun i sangens omkvæd.

– Man er ude på dybt vand, men jeg ved, at der er en klippe, som nok skal være der til at gribe mig. Og dermed ikke sagt, at det på noget tidspunkt bliver let, eller man kommer over det, nødvendigvis, men at jeg bliver båret hele vejen. Det er det, sangen handler om.

Troede du, at du skulle komme igennem det?

– Ja, det troede jeg på. Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at jeg nok skulle komme igennem det og komme ud på den anden side. Jeg var allermest bekymret for mine børn og min mand.

Altså, hvordan de ville tage det, hvordan de ville reagere, og hvordan de ville komme igennem det.

Fordi jeg tænker langt hen ad vejen, så må det være hårdest at være pårørende. Ofte spørger folk mig, hvordan jeg havde det, og jeg havde det skidt, jeg havde det elendigt, henimod slutningen i hvert fald. Men det er jo heller ikke været sjovt at skulle være den stærke hele vejen igennem.

Undervejs måtte hun få kemoterapi, mens hun ikke kunne lade være med at forholde sig til døden.

– Jeg var ikke bange for at dø, for jeg tror på, at der venter os noget godt. Men jeg ville selvfølgelig ikke dø fra mine børn, der også lige have mistet deres bedstemor til kræft.

Og her efter jeg er blevet rask, har det også gjort mig opmærksom på, at jeg skal tænke over, hvordan jeg har lyst til at leve mit liv i forhold til stress og jag og i forhold til at ville en masse, der dybest set er ligegyldigt.

Musikken giver hende dog stadig mening, trøst og tro.

– Musik appellerer rigtig meget til mine følelser. Og det er ikke altid, jeg behøver at vide, hvad den handler om. Det kan være nok, at det bare er tonerne.

Stemningen i musikken rører mig rigtig meget, og jeg kan sagtens bryde helt sammen til musik uden helt at vide hvorfor, men bare fordi det rører mig, og jeg tænker, at det er der, jeg har noget personligt med Gud. Det er som regel de mere storladne gospelballader, der rører mig. Og selvfølgelig har teksten også noget at sige.

Selve gospelgenren er også med til at skabe glæde for hende:

– Gospel er jo langt hen ad vejen glad musik, og et gospelkor, der står og svinger fra side til side og klapper og løfter hænderne op og hujer og råber alt, hvad de kan, det kan ikke andet end at smitte, tænker jeg. Og samtidig, så er der også plads til de her sange, som er lidt mere følsomme og stille.

Ved siden af koret er hun også med i ledelsen af et lokalt kirkefællesskab, der hedder ”Gospelfællesskabet”, der holder kristne ”Celebration”-møder i Musikhuzet hveranden måned og ”Gospel Meditation” den modsatte måned i Væksthuset i Hasle, hvor der også afholdes Gospel Brunch hver måned.

– Til Gospel Brunch er det en ret fasttømret gruppe, der kommer. Og det er folk, som har valgt at være en del af Gospelfællesskabet, selvom de måske også er en del af nogle andre kirker, siger hun og tilføjer:

– Vores vision er egentlig at kunne være det sted, hvor det er nemt at komme ind over dørtærsklen og få noget Gud med sig, uden at det skal kaldes kirke. Og vi holder derfor gudstjenesterne i Musikhuzet, netop for at dørtærsklen skal være lav. Det kan være et stort skridt at begynde i en kirke, hvor man skal forholde sig til dåb og alt muligt. Men her begynder vi med sangen.

Kort om tro

Hvordan blev du troende?

Jeg kan ikke pege på et bestemt tidspunkt og sige at det var der, jeg blev troende. Jeg er vokset op i en kristen familie, så troen har egentlig altid været en del af mit liv.

Hvad er kernen i din tro?

At jeg ikke skal gøre noget for at blive frelst, er stort for mig. Det at vide, at Jesus har taget skylden for mig.

Hvorfor går du i kirke?

Gospelfælleskabet er min kirke, og det giver mig en glæde. I højsæsonen er der også folk, som bare dumper ind en enkelt gang. Det er skønt at få lov til at så et lille frø i andres liv på den måde, men det er Gud, der skaber troen. Og det er derfor, vi synger om ham.