Hvad sagde ’bunden’ om Gud og kirke?

I biografien Alting har en ende af Kaare Sørensen siger Bundesen om de svære dage efter blodproppen:

”Der er ingen tvivl om, at der i tiden lige efter blodpropperne var dage, hvor jeg havde det virkelig svært. Hvor jeg blev meget deprimeret og sur på verden og på mig selv.
Jeg har dog ikke været sur på Gud endnu, men det kan jo komme.”

Senere siger han:

”Jeg har altid godt kunnet lide at komme i kirker, og det har ikke ændret sig. Nogle gange er budskabet måske lidt kedeligt… Jeg kan lide hele liturgien med, at præsten vender sig rundt og så synger aaaaameeen. Jeg kan lide ritualerne. Jeg er så glad for kirker, at jeg i en periode selv tænkte på at blive præst.

Men altså, det blev til en lidt anden slags underholdning. Det var nok godt for både folkekirken og mig.

For nogle år siden var jeg til min yngste søn Karl Gustavs konfirmation…, og ham præsten var så god. Han fortalte en historie, der gik nogenlunde sådan her:

Engang havde der i kirken været en masse svaler på alle spærene, og det syntes alle var hyggeligt. Men så begyndte de at skide ud over det hele. Det var ikke så hyggeligt. Så sagde præsten til havemanden: Kan du ikke tage en kost og prøve at feje dem ud? Men det hjalp ikke noget. Så prøvede han med kordegnen, der fik besked på at råbe og løbe rundt for at skræmme dem væk.

Der skete heller intet. Til sidst gik præsten derfor selv ind, og kort efter væltede det ud med fugle.
Havemanden og kordegnen spurgte forundrede, hvad præsten dog havde gjort. Det var meget let, sagde præsten: Først døbte jeg dem, så konfirmerede jeg dem, og så ser vi ikke mere til dem.”

Ja sådan var han nok, dyb i sin humor og dygtig til at få sagt en masse uden at løfte pegefingeren.
For nogen tid siden udtalte han, at hans største ønske var at blive så rask, at han igen kunne spille guitar.

Husker, jeg tænkte: Det er nu, du skal tage på pastoralt sygebesøg og bede for musikhelten. Pludselig var han ikke mere.