Min ufrivillige faste

Af Henrik Engedal

Nogle er bange for at miste deres frihed. Andre er bange for at miste deres gode helbred. Jeg er bange for at miste min sjæl.

I denne tid, hvor vi isoleres fra hinanden, er der virkelig tid til at tænke over tingene. Det er nærmest som en slags lang, ufrivillig faste.

Pludselig skal vi give afkald på nogle af de ting, som vi før tog for givet. Og jeg forstår godt folk, som bliver nervøse for, om deres frihedsrettigheder bliver taget fra dem, ligesom jeg forstår dem, som er bange for at miste venner og familie. Det er en svær situation.

Når en appelsin bliver presset tilpas meget, så ser man, hvad der er inde i den. Det sidste år er et studie i, hvad der er indeni os hver især. Hvad er det vigtigste i dit liv? Hvad prioriterer du over noget andet? Det mærker du måske ekstra meget nu – især hvis du ikke har det.

For mig selv har året været ekstra specielt. Jeg var så heldig at blive gift med en dejlig kvinde. Men restriktionerne gjorde det lidt svært at planlægge og nyde det hele, som man drømmer om.

Og aftenen før brylluppet indførte regeringen pludselig restriktioner, så vi måtte ændre noget i sidste øjeblik. Så, jo tak, det var hektisk! Men det gik godt alligevel og var en meget smuk dag.

Når der sker mange forandringer, så kan man godt blive lidt rundt på gulvet og miste sit åndelige kompas. Jeg bliver mindet om, at Jesus sagde, at det ikke hjælper noget, at vinde hele verden – eller at have sin frihed, sit gode helbred eller blive gift for den sags skyld – hvis man mister sin sjæl.

Da Jesus var på sin lange faste i ørkenen, tilbød denne verdens fyrste, Satan, ham hele verden. En udmattet Jesus sagde nej med ordene:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” Jesus fortalte disciplene, at de kun kunne være hans disciple, hvis de var klar til at lægge alt deres tryghed og frihed til side og følge ham – indtil døden, hvis nødvendigt.

Det samme gælder jo os. ”De der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske”, sagde Jesus.

Wow, det sætter vores liv lidt i perspektiv, ikke?


Artiklen fortsætter efter annoncen: