De gamle burde have et nyt liv

Lige før påske var Emil med børnehaven på besøg på plejehjemmet. Her fik han givet en lektion om påske.

Børnene havde sået karse i æggebakker, dekoreret påskeæg og klippet kyllinger i gult karton. De medbragte disse ting til plejehjemmet og havde fået besked på, at de gamle mennesker skulle have lov at beholde pynten, så de havde noget at glæde sig over i påsken.

Pædagogerne forklarede på vej dertil, at de gamle jo ikke har det så godt mere. Nogen kan ikke høre. Nogen kan ikke gå. Andre har svært ved at tale eller huske noget.

”Jamen, så skulle de da have en gave!” udbrød Emil.

”Nårh… og hvilken gave skulle de have, tænker du?” spurgte én af pædagogerne.

”De skulle have et nyt liv!” kom det straks fra Emil.

”Det har du da ret i,” svarede pædagogen ”de skulle da helt bestemt have et nyt liv! – Men det er nogen gange sådan, at den gave, vi har mest lyst til at give, er en gave, vi ikke KAN give”.

Vi kender alle nogen, som har brug for et nyt liv. Vi forpasser også selv en mulighed. Vi begår fejl, og vi ville ønske, at vi kunne begynde forfra.

Nu er det påske, og påsken er for mange mennesker en fejring af foråret. Man pynter op, spiser god mad og åbner en påskepilsner med familien. Eller man tager i sommerhus eller nyder det gode vejr i haven.

Men påsken er også fortællingen om at få nyt liv igen. Nyt liv til dem, der har fået nok. Nyt liv til dem, der ikke kan få nok. For dem, der er unge, og for dem, der er gamle. Påsken er først og fremmest kristendommens største højtid. Uden påske ingen kristendom.

Det er fortællingen om en mand, der bliver taget til fange, mishandlet og henrettet. Det er fortællingen om Guds søn, der døde for at redde verden fra synd og ondskab.

Men han blev ikke i den grav, hvor de lagde ham. Det er fortællingen om, at der er åbnet mulighed for at få et helt nyt liv. Det er da værd at fejre!

Glædelig påske!