Taxachaufføren i Ilulissat
Den grønlandske by, Ilulissat, er verdenskendt pga. de klimaændringer, som drager folk fra hele verden til byen. Jeg har været der to gange, begge gange en uforglemmelig oplevelse.
I 1903 var jeg til møde i Vestnordisk Råd. Efter dagens politiske emner tog den færøske delegation til evangelisk møde i missionshuset (Missionsforbundet). Mødet startede kl. 19.00, og først tæt ved midnat var vi færdige med at bede for dem, som kom frem til forbøn.
Efter selv at være blevet bedt for gik mange hjem og kom tilbage med venner og bekendte, så vi også kunne bede for disse.
Aftenen efter var der stor middag på hotel Arktis. Omkring halvtreds politikere og embedsmænd fra Grønland, Færøerne og Island deltog.
Mens vi var i gang med desserten, talte Jesus. Stille og fredfyldt tilskyndede han mig at tage ind til byen. Jeg skubbede tanken fra mig, hotellet ligger udenfor byen, og ingen fremmed burde vove at tage turen alene.
Nogle minutter senere var tilskyndelsen så klar, at jeg rejste mig for at kigge ind over byen. Men nej, tanken var absurd.
Stille talte Herren igen, helt indtil jeg, lidt forlegen, fortalte en af mine kollegaer om min plan. Hans svar kom prompte: ”det må du ikke, du er bindegal”.
Ti minutter senere, på vej ud ad døren, slog tanken mig: ”jamen, måske findes der taxa i byen”? Receptionisten bekræftede dette, nogle minutter senere sad jeg i en taxa, og chaufføren spurgte, hvor jeg skulle hen.
Det anede jeg jo ikke, men jeg vidste, at en fodboldbane var i byen. Så jeg foreslog, at han kørte mig derhen.
Mens vi kørte, spurgte jeg ind til hans situation. Han havde ingen interesse for Jesus og benægtede at kende til menigheden, som vi havde gæstet aftenen før. Mens jeg betalte, afsluttede jeg mit vidnesbyrd ved at fortælle, at noget af det bedste ved at kende Jesus er, at Han altid står klar med sin hjælp, også når problemerne tårner sig op, og alt andet svigter.
Pludselig opdagede jeg, at han sad og græd. Stille lukkede jeg døren igen, mens han bekendte, at han var nået til præcis det punkt, jeg havde nævnt! Grådkvalt fortalte han om sin familie. De havde to børn, alt var perfekt, indtil de en dag fandt teenagesønnen død. Han havde hængt sig.
”Jeg blev den stærke, som hjalp de andre,” forklarede han. ”Men min kone fandt styrke i netop den menighed, du fortalte om”.
Gudstjenesten i taxabilen i Ilulissat forvandlede min fortvivlede ven. Jeg bad for ham, og efterpå nærmest fløj jeg hjem til hotellet igen, efter endnu en gang at have oplevet Jesu forvandlende kraft!
Tidlig næste morgen forlod vi Ilulissat. Jeg kontaktede menigheden, og kort efter fik jeg besked om, at de nu havde kontakt med både min nye ven i Ilulissat og hans kone!
Halleluja! Jesus er ubeskrivelig, og livet med Ham er vidunderligt!
