Happy Birthday!!

I morgen fylder jeg år. Jeg bliver et år ældre for 29. gang, og det er jo normalt noget dejligt noget – for de fleste – og som regel da egentlig også for mig. Alligevel er det lykkedes mig at få et lidt ambivalent forhold til det med at fejre fødselsdag. Lidt ligesom Jesus, måske bare på en anden måde. Han må (tænker jeg) have det lidt specielt med at fejre fødselsdag, når den største del af befolkningen har mere travlt med at fejre nisser eller materialisme. Måske er det, fordi han er død – ifølge nogen, så er det måske ikke så vigtigt længere. Tænker de måske?

Nå, men jeg er i hvert fald ikke død og regner heller ikke med at være det i morgen på min fødselsdag, om end jeg har været ramt af lidt af hvert på mærkedagene i mit liv. På min dåbsdag knækkede vores flagstang, og på min 14-års fødselsdag knækkede flagsnoren. På min 8-års fødselsdag sprækkede mine bukser fra for til bag, så det kun var ribben, der holdt dem siddende. På min 18-års fødselsdag havde jeg dårlig mave, og på min 19-års fødselsdag fik jeg at vide, at mit yndlingsband var gået i opløsning.
Mit problem med fødselsdage er ikke som Jesus, at jeg føler mig overset på den store dag, en fødselsdag kan være. Nej, det er snarere den opmærksomhed, der lige pludselig skal være omkring min person, uden at jeg rigtigt har gjort noget for det. Det er, som om der er en lov, der siger, at på min fødselsdag skal jeg være i centrum. Folk skal give mig gaver. De skal ringe til mig, sige tillykke og ønske mig et godt år og alt muligt, men jeg er bare ikke særlig god til at tage imod. Jeg har jo ikke gjort noget – ud over altså at blive et år ældre. Det er måske også en præstation i sig selv, er der måske nogle, der vil mene, når de tænker på, hvordan jeg lever mit liv. Men det er ikke helt nok for mig.
Jeg kender mange, der har det på en lignende måde med Gud. Gud arbejder efter en NÅDE-praksis. Han går ikke så meget op i, hvad vi gør, han vil bare gerne give os sin ubetingede kærlighedserklæring. Give os gaver, ringe til os og ønske os et velsignet liv. Han elsker os uanset hvad, men for mange, jeg har snakket med, giver det ingen mening. De har jo ikke gjort noget for, at han skulle kunne lide dem.
Jeg har set, smagt og lært, at Gud elsker mig, selv om jeg jævnligt træder forkert. Ikke fordi det er logisk, men måske bare fordi det er hamrende dejligt at være vellidt, selv om man kan være et fjols. Måske jeg i år så skulle prøve at lære at acceptere nåden fra andre mennesker. Acceptere, at folk vil mig det godt på min 29-års fødselsdag. Ikke fordi jeg har gjort en masse godt, men måske bare fordi de har lyst.

På forhånd tak!!