Torsten Højberg fylder 80 og er stadig aktiv kristen

På søndag fylder Torsten Højberg 80 år, og han prædiker fortsat jævnligt i Viborg Frikirke samt i andre kirker rundt i landet.

Receptionen er på grund af lidt influenza udskudt til den 5. marts, hvor Torben også skal prædike ved gudstjenesten i Viborg Frikirke.

Bornholmer

Torsten Højberg blev født og voksede op på en gård på Bornholm i et hjem, der ikke var kirkeligt aktivt. Man skulle dog i kirke juleaften, men pga. travlhed i stalden skete det også, at de ikke nåede det. Børnene i hjemmet kom ikke i søndagsskole eller andet kristent børnearbejde.

Ingen havde derfor dengang forestillet sig, at Torsten som voksen skulle blive en meget engageret og karismatisk præst.
Efter realeksamen i 1959 blev han nemlig de næste fire år uddannet til sparekasseassistent i Rønne.

Åndeligt søgende

I denne tid blev han meget åndeligt søgende, og han fandt svaret på sin søgen, da han i efteråret 1960 læste bogen ”Fred med Gud” af Billy Graham.

– Jeg opdagede, at det var det, som Billy Graham skrev om, som jeg behøvede, men endnu ikke havde. Derfor begyndte jeg efter Billy Grahams anbefaling at søge Gud ved bibellæsning, bøn og kirkegang – det var dengang i folkekirken, som var den eneste kirke, jeg dengang havde været i, fortæller han.

– Efter nogle måneders søgen sammen med en kammerat kom jeg til tro og overgav mig til Jesus på mit værelse. Fra da af vidste jeg, at jeg var et Guds barn!

Spørgsmålet om dåben

Ved grundigt studium af Ny Testamente blev Torsten og hans kammerat senere overbeviste om, at de skulle døbes som voksne. De mente ikke, at barnedåben var direkte omtalt i Bibelen. Tilhængerne af barnedåb henviser dog til, at der i Bibelen flere gange står at ”hele hans hus blev døbt” – altså formentlig også børn. Ap.G. 11,14 og 16,31.

Men det var altid bevidste troende, der lod sig døbe, mente Torsten og kammeraten. Dette førte dem til Baptistkirken, hvor de blev døbt i februar 1962.

Sat i gang med at vidne

Det blev en skelsættende og igangsættende oplevelse. De to unge mænd begyndte at vidne om Jesus for soldater, de mødte på gaden i Rønne.

– Et gæstfrit hjem i menigheden åbnede sig for den ”soldatermission”, som derved opstod. Her var hygge og kaffe på kanden, og der blev talt om vigtigheden af at tro på og følge Jesus, husker Torsten.

På landslejren for unge baptister på Bornholm i juli måned samme år oplevede Torsten et kald til at forkynde. Men han følte sig ikke kvalificeret.

At lede andre til frelse

Han havde vidnet for mange, men aldrig oplevet, at nogen havde givet deres liv til Gud på grund af hans vidnesbyrd. Så han sagde til Gud, at Han først måtte gøre ham til en sjælevinder, inden han kunne tro, at han skulle være præst. Kort efter fik Torsten lov til at bede til frelse med en kollega i Sparekassen – han husker endnu datoen, det var den 8. august 1962.

Da han kom ind i Civilforsvaret i 1963-65 og blev befalingsmand, ledte han også flere til tro på Jesus. Han oplevede også, at Helligånden talte til ham om, at han skulle køre en bestemt strækning på Bornholm, hvor han tog en blaffer op, som han ledte til tro og overgivelse til Jesus, inden han satte ham af…!

Og sådan har Torsten siden jævnligt oplevet, at han kunne lede andre menesker til tro og frelse – blot ved at være åben for de muligheder, som blev lagt til rette.

Engang brød bilen sammen og skulle køres hjem af en lastbil. Undervejs talte han med chaufføren, som ikke kunne tro på grund af verdens ondskab. Men inden turen var forbi, havde han taget imod Jesus.

Præsteddannet i Tølløse og Schweiz

Torsten havde også haft karismatiske oplevelser, inden han påbegyndte sine studier til baptistpræst. Præsteuddannelsen krævede, at man først havde en studentereksamen. Han søgte derfor efter endt tjeneste i CF ind på et 2-årigt studenterkursus og blev student i 1967.

De næste to år studerede han på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse og derefter i tre år på International Baptist Theological Seminary i Schweiz. I ferierne arbejdede han som buschauffør. I 1970 blev Torsten gift med Esther. Efter teologisk eksamen i Schweiz blev han i 1972 ansat som præst i Baptistmenigheden i Sindal-Mosbjerg-Bindslev.

I Sindal underviste han om Helligånden og nådegaverne, hvilket førte til udgivelse af to bøger i 1975 med nyt oplag i 1978 og en ny bog i 1988.
I Sindal fik ægteparret tvillingerne Thomas og Malene i 1973. I 1980 flyttede familien til menigheden i Pandrup-Birkelse, hvor de var, til de i 1992 modtog kaldet til at være præstepar i Roskilde Baptistkirke.

Her var Torsten ansat til 2008 og tillige i Ringsted Frikirke de sidste 3 år. Og han er fortsat medlem af Roskilde Baptistkirke, selv om han nu bor i Viborg.

Gift med Lillian

I 2007 mistede Torsten sin hustru igennem 37 år på grund af en kræftsygdom. I 2008 blev han gift med Lillian og flyttede til Viborg. Her er de begge til daglig engageret i Viborg Frikirke med ugentlig ledelse af bønnemøder, og normalt prædiker Torsten en gang om måneden. Derudover er han freelance præst med tjenester i forskellige frikirker.

Baptisternes historie

I Luthers 500 års jubilæumsår i 2017 udarbejdede Torsten en undervisning om frikirkerødder fra Reformationen. Han holdt seminarer i kirker om Anabaptisterne og deres efterkommere, der blev blodigt forfulgt, og han førte historien om de frikirkelige strømninger helt frem til, at de første danske baptister blev døbt i København i 1839.

Han skrev i den anledning en kronik ’Reformationens glemte helte’ i Udfordringen 10. december 2017. Den kan også læses på www.anabaptist.dk.

Hjælpe andre

De senere år har Torsten opdaget en nådegave, som han ikke hidtil har været så opmærksom på. Nemlig gaven til at hjælpe andre. Så nu køber han ofte ind for andre og hjælper, hvor der har brug for praktisk hjælp.

Desuden er både han og Lillian involveret i sjælesorg og rådgivning. Og de er ”åndelige forældre” for en del. Lillian og Torsten har ofte været i Israel, og de er ligesom Viborg Frikirke knyttet til ICEJ – den internationale kristne ambassade i Jerusalem.

Så selv om Lillian er fyldt 81 og Torsten nu fylder 80, så er de bestemt ikke færdige i deres tjeneste for Gud og mennesker.