Hans Nielsen Hauge forandrede Norge

Om formiddagen den 5. april 1796, da Hans Nielsen Hauge gik under åben himmel og pløjede på sin fars gård, fik han pludseligt et glimt af Guds himmelske herlighed.

”I løbet af et øjeblik fik jeg en inderlig brændende kærlighed til Gud og mennesker. Mit sind blev med et forvandlet, jeg følte en stærkt sorg over alle syndere, en længsel, efter at mennesker skulle opleve den samme nåde, som jeg netop havde oplevet.” En ild blev tændt den formiddag i Hauges hjerte, en åndens dåb, der kom til at forvandle den unge Hauges hjerte og dermed Norges fremtid.

Hans Nielsen Hauge voksede op i et kristent hjem, hvor de havde andagter både morgen og aften. ”Jeg gik ofte og spekulerede over himlen og helvede, dommedag. Når jeg hørte om pest, krig og elendighed, blev jeg fyldt med rædsel for døden, men jeg holdt dette for mig selv, selvom min far sikkert kunne havde trøstet mig,” fortæller Hans Nielsen Hauge.

Flere gange var hans liv i fare. Som 13-årig var han ved at drukne i en fos, men ved et mirakel blev han reddet af faderen. Dette forstærkede kun hans beslutning om at leve gudfrygtigt og være til glæde for Gud.

”Når jeg var alene, faldt jeg ofte på knæ og bad om, at han ville åbenbare sin Søns kærlighed for mig og skænke mig sin Hellig Ånd. Lære mig at kende min egen fordærvelse og afmagt til at gøre det gode. ” Hauges intense søgen blev stærkere og stærkere. Indtil den 5. april 1796, hvor Gud mødte ham der på marken, hvor han gik og pløjede.

Han fortalte først om denne gudsoplevelse 20 år efter, men jeg husker den, som om det var nogle få dage siden. Han fortæller med sine egne ord, hvordan han sang en salme, som han kunne udenad, ”Jesus din søde forening at smage”. Da han kom til andet vers:

Styrk du mig kraftigt i sjælen her inde,
At jeg kan kende hvad Ånden formår,
Styrk du min tunge og tankerne mine,
Led mig og lok mig så svag som jeg går!
Mig og hvad mit er, jeg gerne må miste
Når du alene i sjælen vil bo,
Og sig omsider på døren må liste
Alt som forstyrrer min inderste ro.

”Da blev mit sind så løftet op til Gud, at jeg ikke forstod eller kan sige, hvad der foregik i min sjæl; for jeg var uden for mig selv. Da først min forstand fik samlet sig, angrede jeg, at jeg ikke havde tjent den kære og over alting gode Gud, for nu syntes jeg, ingenting i verden var værd at tragte efter.”

Bogen har en mere uddybende og fyldig beskrivelse af denne oplevelse, som blev fejret for nogle år siden af store dele af den norske befolkning med kongehuset og den daværende regering i spidsen, samt af mange andre prominente personer. Hvilken kraft, er der ikke tale om, når Gud rækker sin finger ud og rører et menneske? Det er dog ikke denne verdens midler og metoder, Gud bruger, men derimod: ”Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskares Herre.”

Hauge fortæller videre: ”Jeg fik en inderlig, brændende kærlighed til Gud og min næste, jeg fik et nyt sind. Jeg forstod, at Kristus var kommet for at frelse os, at vi ved hans Ånd skulle fødes på ny, omvende os, helliges mere og mere og tjene den treenige Gud, alene for at forædles og forberede vores liv til den evige salighed”.

”Jeg fik en stærk lyst til at læse Guds ord og til at vidne og fortælle andre om Guds kærlighed og frelse. Det var ligesom jeg så, at hele verden var nedsænket i det onde. Dette sørgede jeg over og bad om, at Gud skulle forhale straffen, så nogle kunne omvende sig”.

”Jeg ville gerne tjene Gud og bad om,
at Han ville åbenbare for mig, hvad jeg skulle gøre.”

”Jeg ville gerne tjene Gud og bad om, at han ville åbenbare for mig, hvad jeg skulle gøre. Da genlød det i mit indre: Du skal bekende mit navn for mennesker, formane dem til at omvende sig og søge mig, mens jeg findes, og kalde på mig, når jeg er nær og rører ved deres hjerter, så de kan blive omvendt fra mørket til lyset”.

Hauge gik først til sine syv søskende, hans to søstre blev omvendt den samme dag, de fem andre blev omvendt senere. Han var så fuld af energi, at han ikke havde noget behov for søvn i 14 dage efter denne oplevelse. ”Jeg tvang mig til at spise lidt,” fortæller Hauge, ”vist nok mest for at berolige min mor.” Der var en del af de mennesker, som Hauge vidnede for, der omvendte sig.

”Jeg tænkte, at det var den levende Ånd, Gud havde givet mig. Jeg glædede mig ofte i Ånden. Nogle gange syntes jeg, at det var ligesom, der var et lys omkring mig, og alle Guds engle glædede sig over syndere, som kom til omvendelse. Kødets lyster var så døde, at jeg mærkede intet ondt begær. Det smertede mig meget, når mennesker ikke ville omvende sig. Når det skete, lagde jeg mig ofte på jorden og græd og bad om, at Gud ville være langmodig og arbejde på deres forbedring”.

Du kan læse om, hvordan han sagde nej til sin kærlighed til en norsk jente, han sagde nej til sine følelser på grund af det kald, som han følte, Gud havde lagt på hans hjerte.

Med denne ild, med denne dåb i den Hellige ånd begyndte han at forkynde det glade budskab om omvendelse og tro på Gud. Først i sin egen hjemegn, siden vandrede han hele Norge tyndt og oplevede stærke vækkelser der, hvor han kom frem. Han kom også i fængsel ni gange, den sidste gang blev han indespærret i ni år. Han var ikke uddannet præst. Og på den tid måtte man ikke rejse fra sted til sted uden tilladelse fra myndighederne, derfor blev han sat i fængsel.

Han startede et utal af virksomheder sammen med sine venner, senere kaldet Haugianerne. Han skrev mange bøger, var industribygger, købmand, handelsmand og entreprenør over hele Norge. Alv Magnus har været leder for Ungdom med Opgave i Norge i mange år. Han har en magistergrad i religions sociologi fra universitet i Oslo, hvor han studerede Haugevækkelsen og dens betydning for det norske samfund. Hans nye bog er baseret på denne forskning.

Alv og hans kone Margareta bor på Grimmerud Gård ved Harmar, som er én af UMOs centre i Norge. Alle hans tre børn er engagerede i Guds Riges arbejde på forskellig måde.