Naturlig åndelighed på Grønlands-konference

Klikkende trommelyde til melodisk nynnen var blandet med salmer i valsetakt, da Grønlands Frikirke samlede 170 grønlændere til en konference om kultur, identitet og tro.Kunne det tænkes, at Gud var på Grønland før missionærerne kom?

”Jeg lagde alt det gode ind i din kultur, FØR du dansede, sang og fortalte” hedder dette maleri, som Karsten Auberbach malede til Arild Måsø’s (billede indsat) trommespil og traditionelle ”joiken”.

Ja, det herskede der ingen tvivl om, da omkring 170 grønlændere fra verdens største ø var samlet til konference om ”Piorsasimassuseq, Kinaassuseq, Upperneq” (Kultur, identitet og tro) i Ilullisat den 24.-29. juni. Værter var den nye sammenslutning af grønlandske frikirker, Inuunerup Nutaap Oqaluffia (Grønlands Frikirke).
Karsten Auerbach fra Faaborg var som kunstner inviteret med for at male sine indtryk under sang og prædiken – og grønlænderne gjorde indtryk:
- Grønlænderne sang af hjertens lyst og havde ikke brug for at vise hinanden, hvem der var længst fremme i kamikkerne med de nyeste lovsange fra Hillsong! Pludselig voksede en anden lyd ud af lovsangen, som tog mig meget længere tilbage i tiden…

Ramt i hjertekuglen

- Jeg stod på scenen med ryggen til salen og malede på et stort lærred for deltagerne og kunne ikke se alt, hvad der skete. Men jeg kunne mærke, at noget ramte mig i kroppen. Og i hjertet med, for jeg begyndte at græde helt umotiveret. Det føltes som Gud nærvær – men det smagte af en naturlig, oprindelig åndelighed – og ikke blot af frikirke.
Det var sameren Arild Måsø fra Norge, som havde grebet sin tromme og var begyndt at joike; en høj rytmisk, melodisk nynnen. To andre klikkende trommelyde faldt ind. Det var grønlændernes traditionelle trommer, der var taget i brug – et instrument, der bogstaveligt talt har været bandlyst fra kristne møder i generationer.

Forsonet med urfolkene

De senere år er mange urfolk blevet forsonet med hvide kolonister ved møder rundt omkring i verden. Urfolkene har følt skam ved at være indianere, inuitter eller aboriginer, og dybe indre sår skal heles. Møderne har også handlet om at ”frisætte” den oprindelige kultur, som det skete, da grønlandske frikirker indviede den grønlandske tromme til kirkebrug på deres konference for kun to år siden.
Det lukker et mørkt kapitel i missionshistorien:
- Da samer-præsten Arild Måsø for første gang joikede og tog den samiske tromme ind i kirken for 10 år siden blev han totalt udelukket fra norsk kirkeliv i et år, fortæller Karsten Auerbach fra konferencen. – Arild fortalte om repressalierne – men også om, hvordan nye døre åbnede sig for ham til urfolk over hele verden – indianere, maorier, inuitter. Og i de senere år er han igen inviteret til de ”normale” norske kirker – og er tilmed blevet bedt om tilgivelse.
Kirken har et særligt ansvar for de oprindelige folkeslag, fremholdt Arild Måsø på konferencen:
- Der er en voksende ”etnisk” bevidsthed blandt samiske unge – og hvis ikke kirken viser, hvilke kulturelementer, der kan bruges, er de unge overladt til de shamanistiske troldmænd!

Sjælesorg for overgreb

Karsten Auerbach malede 17 malerier, som blev solgt på auktion efter konferencen. Han kaldte serien ”Før”: ”Jeg kendte dit liv FØR du blev født. Jeg bar dit mørke, FØR du kunne se det. Jeg gav jer dyrene, FØR I gav dem navne. Jeg lagde alt det gode ind i din kultur, FØR du dansede, sang og fortalte. Jeg lavede stierne, FØR I fandt dem.”
På konferencen medvirkede også Alex Kiyimba fra Uganda, Peter Götz og Gitte Jacobsen fra Danmark og et internationalt team af sjælesørgere.
- De grønlandske statistikker på
selvmord, alkoholmisbrug og især seksuelt misbrug af børn er alarmerende, forklarer Karsten Auerbach. – Derfor var et team af professionelle psykologer og terapeuter med speciale i inuit- og indianerkultur fløjet ind fra Canada, USA og Danmark og stillede sig helt gratis til rådighed for grønlænderne mange timer