På dogmeferie med konen

I år inviterede jeg med få dages varsel min kone på en rigtig dogmevandretur på Ærø.Vennerne troede, vi mente dovnetur. Men det blev der ikke meget af. Nej, vi gik som disciplene på apostlens heste to og to. Dogmeregel nr. 1 var, at vi på bibelsk vis ikke ville bekymre os for dagen i morgen. Vi havde ikke booket overnatning, anede ikke hvor på øhavsruten, vi kunne få noget spise. Regel nr. 2 var, at vi ikke ville have mere med end højst nødvendigt. Et par ekstra underbukser, et par strømper, en t-shirt og så ellers det, vi gik og stod i.
Vi lagde ud med at slappe af på færgen mellem Faaborg og Søby, og så gik det løs!
Efter 15 kilometers trav langs med markskel og strand, og en fantastisk udsigt mod Fyn fra den Ærøske højderyg, fandt jeg pludselig en ny definition på overvægt. Det er, når man vejer mere nord for livremmen end mod syd. Heldigvis sørgede min rygsæk for, at jeg kunne holde balancen.
Men så begyndte mit ene ben at strejke. Det var en gammel knæskade fra efter krigen. Mit hypermobile knæ kom simpelthen til at bøje den forkerte vej. Vi ringede til en nærliggende Bed and Breakfast, men nej. Ligesom hin juleaften var alle herberger optaget.
Det var her, jeg opdagede, at min ellers udmærkede kone havde snydt med dogmeprincippet. Hun havde endnu et ekstra par strømper med! Heldigvis for mig, for nu skar hun den ene strømpetå af med en lommekniv og trak strømpen over mit knæ med velgørende moderlig omsorg. Nu kunne jeg humpe yderligere syv kilometer til Ærøskøbing, hvor vi fik en madras, et varmt bad og vand til at vaske strømper og underbukser i til næste dag.
Men ak, også her havde min kone snydt! Sandelig, om hun ikke fiskede et ekstra par Sloggi op af tasken. Og da jeg kiggede nærmere efter i min egen, så lå der også ekstra underbukser til mig. Og heldigvis for det. For trods sommervarmen tog det sin tid at tørre vasketøjet.
Det var ikke strabadser alt sammen. Vi fik rørt os på de 50 km, vi gik på på den skønne sydhavsø. Vi lagde os i halmen, som smygede sig om os på marken. Vi kunne køle vore kroppe med en dukkert. Vi plukkede kirsebær, hindbær og hyben og fantaserede et øjeblik over, hvordan det måtte have været for Johannes Døber kun at leve af vilde biers honning. Vi tillod os at smage på det snart fuldmodne korn på de vidtstrakte hvedemarker – og harmedes over farisæernes smålighed, da de blev forargede over, at Jesu disciple spiste af markens korn!
Men alt i alt – en af de mest afslappede, eventyrlige og romantiske ferier, vi har holdt længe.
Så nu har vi mod på en dogmevandretur igen. To og to. Uden bekymringer. Og kun ét par ekstra underbukser med denne gang!