’Face to face’ med buddhistiske munke

I sommernummeret fortalte vi om Casper og en gruppe danske unges missionstur i Indien. Denne gang kan du læse hvad de oplevede, da de rejste videre til Thailand og fortalte om Gud til bl.a. thailandske munke og skoleelever.Mange forbinder måske Thailand med et ferieparadis, men bag facaden gemmer sig fattigdom, politiske kriser, og desperation efter en mere overskuelig hverdag.

De thailandske skoleelever lyttede opmærksomt til evangeliet – mange af dem hørte det for første gang.

Efter ti timers biltur fra Bangkok ankom teamet til en lille landsby tæt ved grænsen til Cambodja. Her skulle de bruge de næste knap to uger på at besøge skoler, landsbyer, en radiostation og et buddhistisk tempel. Målet var klart: Guds kærlighed skulle gives til de lokale.

Evangeliet til de der aldrig før har hørt

Blot 0,5 pct. af Thailands 64 mio. store befolkning er kristne. 95 pct. er buddhister, mens 4,5 pct. er muslimer.

En af dagene besøgte de områdets mest populære skoler. Som de fleste thailandske skoler var det en buddhistisk en af slagsen. Her gik 3000 elever i 7.-12. klasse.
Skoledagen starter med noget, der gør stort indtryk på Casper W. Pedersen – det minder om morgensang, men viser sig at være buddhistisk meditation for eleverne:
– Det gjorde helt ondt i hjertet at se nogle børn, der måske ikke helt vidste hvad de sagde, bede til Buddha, eller hvad det nu var de gjorde. På en måde var det rørende at se, men det gjorde også ondt indeni, for jeg tror jo ikke, at de beder til en levende Gud.
Han fortæller hvordan teamet få minutter efter blev delt op i små grupper og kom ud i klasser en halv times tid af gangen. Da de nåede til frokostpausen, havde de talt med 1500 elever.
– Det var super nice! Jeg lærte dem nogle danske ord, og fortalte mit vidnesbyrd. Det var så vildt! De var bare åbne overfor, at vi som fremmede kom og fortalte om vores tro.
Mange buddhister har aldrig hørt om Jesus, og at få lov til at fortælle om Jesus til nogle, der aldrig havde hørt om det før, gjorde indtryk på mange af de danske unge fra Euroclass. Det har gjort dem mere frimodige – også efter de er kommet tilbage til Danmark.

Buddhistiske munke

Det er tydeligt at Casper er begejstret. Han fortsætter med at fortælle om, hvordan et besøg i et buddhistisk tempel gav ham mulighed for at dele sin tro med munkene.
Målet var ikke at prædike, men ganske enkelt at lære munkene lidt at kende ’face to face’, og dermed også dele sin tro med dem – og forhåbentlig bede for dem.
Ligesom skoleeleverne var munkene også meget åbne.
Dagene går hurtigt, og Casper kan tænke tilbage på flere skolebesøg, hvordan han får mulighed for igen at fortælle sit vidnesbyrd til udendørs møder i landsbyer, og på endnu et højdepunkt: at dele Guds ord dag efter dag i en radiostation med ca. 100.000 lyttere.

Mere gæstfrie

Tiden i Thailand gik hurtigt, og efter et par dages ferie med elefantridning, strandtur og vandscooterrace, er teamet ladet op igen.
De kan se tilbage på en tid, hvor Gud virkelig har gjort en forskel i menneskers liv.
Men teamet har også selv lært en masse om livet under tiden i Thailand:
– Thailændernes gæstfrihed er meget inspirerende. Det er en del af deres religion og kultur at behandle andre bedre eller ligeså godt som dem selv, fortæller Casper.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I næste uge kan du læse om, hvad Casper og de andre oplevede, da de fløj videre til et to ugers ophold på Filippinerne.
Af Thomas Balle