Nogle gange må man tage sig lidt sammen
I sidste uge fortalte vi om, hvad Casper og det danske team oplevede på deres missionstur i Thailand. Denne gang kan du læse hvad Casper og de andre oplevede, da de besøgte et børnehjem og arbejdede med gadebørn i Filippinerne.Med lyden af legende børn slår Casper øjnene op. To uger fulde af oplevelser for livet venter ham. Sproget, kulturen og omgivelserne er noget helt andet end Danmark.
Fattige mennesker i forfaldne huse i landsby efter landsby danner rammen for det danske team de næste to uger.
Hvad Casper ikke ved er, at han ganske få dage efter ankomsten til Filippinerne vil få en oplevelse, der sætter spor i hans hjerte.
Teamet er blevet inviteret til at optræde som klovne og lege med børnene på et børnehjem.Flere af børnene på hjemmet er helt små. Mange af dem er blevet efterladt af forældrene som spæde i en kurv uden for børnehjemmet.
Casper forsøger med bævende og begejstret stemme at forklare:
– Det var så rørende. Jeg fik lidt en yndlingsbaby på en måde. Hun var bare den sødeste lille baby. Jeg kan slet ikke forstå, at nogen ville efterlade hende.
Det danske team arbejder sammen med lokale missionærer og præster, der allerede arbejder blandt gadens børn. På den måde er arbejdet mere effektivt.
Der er indsamlet penge hjemmefra, så teamet kan hjælpe flere mennesker, og her får man ofte mere for pengene: For ganske få kroner bliver der købt en mængde ris og kød nok til hundredvis af gadebørn.
Meget tidligt om morgenen mens det endnu er mørkt – må de danske teenagere stå op for at køre ud til en park, hvor børn og voksne sover på opsprættede papkasser. Den eneste måde de kan skelne dem, der bor på gaden, fra dem, der bare lige kommer tilfældigt forbi, er nemlig ved at være der, netop som de vågner.
Her føler det danske team, at de helt konkret går i Jesu fodspor; mennesker bliver mødt i deres helt grundlæggende behov, ved at der gives af det, man har, til dem, der intet har.
Hver dag kommer teamet tilbage til deres midlertidige hjem en kirke, der også er base for arbejdet blandt udsatte børn.
De lokale myndigheder gør ikke meget for at løse problemet. De nægter faktisk helt at se problematikken i øjnene.
Der er ingen gadebørn her er et typisk svar, kirkerne får, når de søger om penge til fx at dele mad ud.
Kirken ønsker nemlig at hjælpe gadebørnene, som de giver mad og undervisning i kirken.
For selvom de lokale myndigheder betaler for uddannelse, betaler de ikke for uniform og transport til skolen. Derfor er der mange børn, der slet ikke kommer i skole, og altså vokser op som analfabeter.
Derfor har kirken i området valgt at undervise børnene – og her er der intet krav om at møde i skoleuniform.
Skolen underviser i boglige fag, men fortæller også børnene om Gud. På den måde deles evangeliet på en helt naturlig måde.
Af samme årsag vrimler det også med børn lige der, hvor teamet bor, og alle de børn kan også blive lidt for meget i længden. For som Casper siger:
– Det var hårdt nogle gange. Men jeg tror, Gud lærte mig, at nogle gange må man også tage sig lidt sammen, fordi der er nogle, der har brug for, at man er der for dem.
I Danmark er vi så vant til at gøre ting for os selv, men hvis der er noget, jeg har lært på denne rejse, er det, at hvis man gør noget for andre – og har Gud med i det så kan det blive stort, siger Casper.
De ord indrammer ganske godt, hvad Casper og hans klassekammerater har lært på deres seks ugers rejse i Sydøstasien. Ung Udfordringens dækning af rejsen slutter også her.
Af Thomas Balle
og John Engedal
