PÅ TINGET
SF taler de fattiges sag
– Jeg er ikke så overrasket over, at det for mig at se er traditionel kold, konservativ, borgerlig politik, vi møder, og som jo øger ulighederne i samfundet. Det betyder, at nogle bliver fattigere.Sådan lyder det fra SFs Villy Søvndal, som i en spørgetime forleden udfordrede socialminister Henriette Kjær til at være mere opmærksom på det stadigt stigende antal fattige. Det gjorde han efter, at bl.a. lederen af Kirkens Korshær tidligere har peget på problemet.
Udfaldet af diskussionen mellem de to, som blev ledsaget af kommentarer fra henholdsvis Villy Søvndals partifælle Anne Baastrup og Socialdemokraternes Sandy Brinck, var, at socialministeren ikke vil gøre yderligere i sagen. Hun mener nemlig, at den forrige regering også kunne have gjort noget her. Og, at der ikke er nogen grund til at gøre noget større ud af sagen lige nu.