Ny børnebibel fra Carlsen og Larsen

Missionærparret Alice og Ivar Larsen, Kenya, har oversat en spændende ny børnebibel, som Forlaget Carlsen sender på markedetForlaget Carlsen, som vi normalt forbinder med tegneserier, har sendt en flot ny indbundet børnebibel på det danske marked.Bogen er på 384 sider med en god historie til hver dag. Den er flot illustreret af den islandske maler, Anna C. Leplar. Det er en meget præsentabel bog i stort format, som forhåbentlig vil blive brugt til mange børn, der på den måde kan få fyldt positive værdier ind i deres følsomme sind, så de har noget at stå imod med i livet.
Sproget er moderne og får pointerne frem. Teksterne til hver dag er meget korte, men det er ikke nogen baby-bibel. Bogen passer nok bedst til oplæsning for børn i 4-5 års alderen og opefter. Større børn på 8-9 år kan selv læse teksten – selv om der nok er nogle ord, de lige må have forklaret.
Sætningerne kan blive lidt lange. Men layout og billeder og store typer gør teksten meget indbydende og tilgængelig.

Kendt missionærpar
står for teksten

Af speciel interesse for Udfordringens læsere er det, at missionærparret Alice og Iver Larsen har oversat og bearbejdet den engelske tekst Debo-rah Chancellor til godt moderne dansk. Det er oprindelig en Penguin-bog.
Alice og Iver har i mange år arbejdet i Kenya, og Iver er international konsulent for Wycliffe Bibeloversættere.
Iver har også jævnligt skrevet artikler til Udfordringen om den svære kunst at oversætte Bibelen til moderne sprog uden at miste meningen. Han er tilhænger af en oversæt-telsesform, hvor tekstens mening er vigtigere end en ordret oversættelse, som risikerer ikke at kommunikere. Han er meget involveret i en helt ny oversættelse af Bibelen til hverdagsdansk, som nok udkommer om et par år.
Derfor kan man være helt tryg ved denne oversættelse, som han og Alice har lagt deres sjæl i.
Der findes allerede en del børnebibler på markedet, og man kan måske undre sig over, at der fortsat er behov for nye. Men det er der i høj grad. Børnebiblerne må følge med tiden – og har man flere børn, vil man måske også gerne give forskellige børnebibler til børnene – afhængig af deres alder.

Carlsens Store Børnebibel – fortalt i 366 små historier, ill. af Anna C. Leplar, genfortalt af Deborah Chancellor, oversat af Alice og Iver Larsen • 384 sider • indbundet • 249,50 kr.