Sogne samler ind til verdens fattigste i 3 år

„Giv de fattige ret“ opfordrer Folkekirkens NødhjælpDen 27. februar vil husstande over hele landet få besøg af Folkekirkens Nødhjælp.
Tusinder af frivillige vil bruge et par timer på at stemme dørklokker til fordel for verdens fattigste.
En række kirkelige børne- og ungdomsorganisationer hjælper til med indsamlingen, nemlig Søndagsskolerne, KFUM og KFUK, FDF, KFUK-spejderne, KFUM-spejderne og KFUM’s Idræt.
Sogneindsamlingen den 27. februar er startskuddet for Folkekirkens Nødhjælps kampagne „Giv de fattige ret“. Kampagnen til fordel for verdens fattige vil strække sig over de næste tre år.
Bladet NØD beskriver i sit februarnummer baggrunden for kampagnen.
– Det burde vække vores dybeste harme, at verden har så store ressourcer – og bruger dem så ringe. Ovenikøbet vælger vi, at blive i vores lille klokke her i de industrialiserede lande, og nærmest lade som om, resten af kloden slet ikke eksisterer, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen.
– I alle de flotte nytårstaler, herunder statsministerens, har man tilsyneladende glemt verdens fattigste. I begyndelsen af 1800-tallet var verdens rigeste lande tre gange så rige som de fattigste. I dag taler vi om 727 gange så rige. Og misforholdet bliver stadigt værre, siger generalsekretær Christian Balslev-Olesen.